Borgmester­kandidater til valgmøde

Der er dunkelt på Tarmvej i Sdr. Bork sådan en efterårsaften efter spisetid. Herude er der ikke noget med gadelys – til gengæld strømmer der lys ud fra vinduerne i husene, og inde i nummer 198 lader der til at være særligt meget liv.

Her bor ægteparret Helle og Michael Dansbo bor sammen med deres tre plejebørn. Familien har inviteret tre borgmesterkandidater til kommunalvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune hjem i deres stue for at møde lokale plejefamilier og blive klogere på familieplejeområdet. Det sker i selskab med ni plejeforældre fra lokalområdet, to repræsentanter fra Plejefamiliernes Landsforening (PLF) og formanden for Socialpædagogerne i Midt og Vestjylland, Peter Sandkvist.

Det gode liv
Kristendemokraternes borgmesterkandidat Kristian Andersen lægger for.
– Vi går til valg på en fælles vision om, at her i kommunen skal det gode liv leves. Så det kunne være, vi i aften kunne gøre hinanden klogere på, hvad det gode liv er for den her gruppe sårbare mennesker. Jeg håber, jeg kan gå kvalificeret herfra, så jeg ved, hvad der bør gribes fat i, hvis jeg får mere at sige i den her kommune, siger Kristian Andersen i sin præsentation.

De andre to borgmesterkandidater, Hans Østergaard fra Venstre, og Søren Elbæk fra Socialdemokraterne, nikker samtykkende, og skoven af hænder, der hurtigt ryger til vejrs blandt plejefamilierne, vidner om, at mange gerne vil lære fra sig og klæde politikerne på med viden og kritiske spørgsmål.

Sagsbehandling under kritik
Første emne på bordet var den kommunale sagsbehandling på området. Her tog familieplejer Tage Nielsen ordet.

Hans Østergaard fra Venstre kan godt genkende billedet med alt for mange skift i sagsbehandlere:

– Jeg vil give dig medhold i, at det overhovedet ikke er okay. Jeg har desuden det indtryk, at vores sagsbehandling er for langsommelig. Der går simpelt for lang tid, fra et problem bliver opdaget, til vores forvaltning kommer i mål med en plan for, hvad der skal ske. Så hænder det, at familierne giver op, men det må ikke ske. Det skal vi undgå.

Kristian Andersen fra Kristendemokraterne supplerer:
– Det er fuldstændig horribelt, at man som plejebarn og plejefamilie ikke kan vide, hvem man har som sagsbehandler, og at det skifter så ofte. Jeg river mig selv i håret over det. Det er et problem over hele landet, men det må vi kunne gøre bedre her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi spilder jo alles tid.

Mangler viden om området
Ved det bageste bord har Peter Sandkvist, formand for Socialpædagogernes Kreds Midt- og Vestjylland, rakt hånden op.

– Det er hverdag, at vi hører om børn, som har fem, otte, ja, hele 14 sagsbehandlere gennem en barndom. Det skal der gøres noget ved, siger Peter Sandkvist og peger på, at både plejefamilier og døgninstitutioner skal kunne regne med, at sagsbehandlere kan finde tid til at besvare telefonopkald eller mails.

’Kæmpestort’ problem omkring efterværn
Nu falder talen på efterværn. Politikerne ser eftertænksomme ud på deres stole, og nu er det dem, der begynder at spørge. Søren Elbæk (S) vil gerne høre om problematikker omkring efterværn.

Aftenens vært og plejefar, Michael Dansbos, hånd ryger hurtigt op.

– Der er et kæmpestort problem omkring efterværn. I udgangspunktet skal vi jo kun være plejefamilie, indtil barnet blive 18 år. Men de færreste børn er klar til at flytte hjemmefra som 18-årige. Så bliver det rigtig grimt, for så skal kommunen til at overveje, om man vil beholde barnet ved plejefamilien eller flytte det. Problemet er bare, at det stadig er den såkaldte handlekommune – altså den kommune, barnet oprindelig kommer fra – der betaler for anbringelsen. Og med en anbringelse langt væk fra handlekommunen er forståelsen for barnets behov måske ikke helt så present. Handlekommunen vælger derfor af og til at tage børnene ud af plejefamilien og tage dem hjem til handlekommunen, hvor de finder et billigere tilbud, for eksempel på en døgninstitution. Eller også afslutter de ganske enkelt bare anbringelsen, og så må den unge ellers klare sig selv. Velvidende at barnet nok ikke vælger at vende hjem til deres kommune igen.

Borgmesterkandidat: Efterværn overses og undervurderes
– Så du tænker, at der bliver spekuleret i det, spørger Søren Elbæk (S).

– Ja, det tænker jeg. Når man anbringer et barn uden for egen kommune, er det lettere at undlade efterværn. Når barnet så bliver 18 år, kan kommunen sige: ’Nu har vi opfyldt det her barns ret til familiepleje. Nu må han eller hun flytte hjemmefra eller flytte et andet sted hen, hvor det er billigere’. Jeg mener, det burde ændres til, at i dét øjeblik, barnet fylder 18 år, skal barnet og dets sag overgå fra handlekommunen til opholdskommunen. For det er mere attraktivt for opholdskommunen at give plejebarnet det efterværn på tre-fire år – hvor plejebarnet fortsat bor i plejefamilien – som er så godt givet ud. Højest sandsynligvis vil barnet jo blive boende i samme kommune som plejefamilien, når det flytter hjemmefra, og så kan kommunen jo kun være interesseret i at få sunde borgere, som har haft en god opvækst, og som så bliver gode skatteborgere i kommunen, siger Michael Dansbo.

Flere familier fortæller om efterværnsdilemmaet. Om angsten for at skulle miste sin plejesøn eller -datter, når han eller hun fylder 18 år. Om plejebørnenes endnu større angst for det. Og om den skade, det kan gøre, hvis børn som 18-årige rives ud af deres barndomshjem.

Søren Elbæk tygger på det, han lige har hørt.
- Efterværn burde i virkeligheden ikke hedde efterværn, men rettidig omhu, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det lader til, at efterværn overses og undervurderes. Det giver jo ingen mening, at vi er omhyggelige med at finde omsorgsfulde plejefamilier, hvis vi hælder det hele ned ad brættet, når barnet bliver 18 år.

Familieplejer: Grotesk lave vederlag
Det er ved at blive godt varmt i lokalet. Sodavand bliver knappet op, men nogle af dem bliver slet ikke drukket, for hele opmærksomheden er rettet mod de holdningsudvekslinger, der fylder lokalet. Følelserne er uden på tøjet. Det er livet, plejefamiliernes hverdagsliv, der diskuteres her – og plejebørnenes skæbner.

– Når vi taler om efterværn, kan vi næsten ikke komme uden om at tale om vores vederlag, siger en plejemor, der ønsker at være anonym.

– De er jo grotesk lave, og de bliver sat endnu længere ned, når barnet fylder 18 år og måske skal blive ved familien i efterværn. Men allerede når barnet er lille, opstår dilemmaet. Får man et barn helt fra spæd, får man måske en takst på syv vederlag (à 136 kr, red.) om dagen, hvilket svarer til en acceptabel løn. Men det er kun det første år, som svarer lidt til en barsel. Herefter sættes du ned til typisk tre eller fire vederlag, for så er det tanken, at du kan arbejde fuld tid ved siden af. Det kan man bare ikke, og desuden har du nu knyttet dig så meget til barnet, at du jo ikke vil give det fra dig igen, siger hun.
En anden plejemor, Annette Søgaard Høy nikker genkendende.

Ansatte eller ej?
Snakken om aflønning og arbejdsvilkår får en plejefar til at spørge de tre politikere, om de betragter plejefamilierne som ansatte. Han minder også om, at man i nogle kommuner faktisk har valgt at give plejefamilier pension.

Søren Elbæk (S) er hurtig med et svar:

Hans Østergaard (V) mener ikke, at sagen kan stilles helt så enkelt op:

– Man må gå ud fra, at den aftale, som på et tidspunkt er blevet lavet omkring det her, den har fastsat det beløb, man nu engang får. Jeg vil ikke plædere for, om det så er okay eller ej, men det er i hvert fald blevet kutyme, at man gør det på den måde, og at der ikke har været forhandlet pension med. Jeg kan dog godt se, at det lyder besnærende at lave det om til en funktionæransættelse med pension, siger han.

Handling giver indflydelse
Mødets ordstyrer har flere gange forsøgt at henlede opmærksomheden på det fornemme kagebord med boller, wienerbrød og lagkage, som familiens tre netværksplejebørn, Marie Louise, Maya og Magnus har stillet frem. Men der er stadig mange hænder i vejret.

Inden selskabet helt overgiver sig til kagerne, kommer et forslag op til diskussion. Om kommunen skulle arrangere et årligt dialogmøde med plejefamilierne, så den gode og gensidigt oplysende dialog kan fortsætte. Det er alle enige om er en god idé.

Endelig er der kaffe. Stemningen er høj. Der bliver grinet, men også diskuteret energisk videre. Både politikere og plejefamilier er blevet klogere på hinanden, og plejefamilierne har gjort det, de nu engang er eksperter i: At opbygge mennesker og fylde hullerne ud.

Aftenens vært beretter, at ideen til mødet ikke kom fra ham og hans kone:

– Det var faktisk min plejedatter på 14 år, som fik mig i gang med at arrangere den her aften. Hun er politisk interesseret, og vi talte om forholdene for plejebørn og plejefamilier, og da hun hørte, hvor frustreret jeg var, syntes hun, at jeg skulle gøre noget ved det. Hun mindede mig om, at vi altid har lært hende, at vil man have indflydelse, må man selv tage den. Så gik jeg i gang med at arrangere mødet, beretter Michael Dansbo.

Find ud af hvilken kommunalvalgskandidat i din kommune der prioriterer socialområdet.
www.kandidattest.dk