Gå til indhold

Familiepleje

Bisiddere kan gøre en forskel

Efter at Randers Kommune sidste år varslede vederlags-nedgang til i alt 87 familieplejere, har Kreds Østjylland tilbudt personlig assistance til de familieplejere, der er medlem af Socialpædagogerne. Det har i flere tilfælde medført en lavere vederlagsnedergang end den, der først blev varslet.

1. januar 2017

Artikel

Forfatter: Maria Rørbæk

Husk at fortælle, hvor meget arbejde, der ligger i samarbejdet med de biologiske forældre. Og gør det helt klart, hvad diagnosen betyder i dagligdagen.
Sådan lyder to konkrete eksempler på, hvordan faglige konsulenter fra Kreds Østjylland har hjulpet familieplejere, der har skullet til møde med Randers Kommune om en varslet nedgang i vederlag.

- Inden mødet har en af vores konsulenter holdt et møde med den enkelte familieplejer, for at finde de gode argumenter i netop den familieplejers sag. Det handler om at klæde familieplejerne på til at give kommunen et billede af deres hverdag og alt det arbejde, der er med plejebørnene, siger kredsformand Gert Landergren Due fra Kreds Østjylland.

Personlig assistance
Efter at Randers Kommune sidste år varslede en vederlags-nedgang til i alt 87 familieplejere,
har Kreds Østjylland tilbudt personlig assistance til de familieplejere, der er medlem af Socialpædagogerne.
Syv har taget imod tilbuddet om at få en repræsentant fra kredsen med som bisidder, og i tre ud af foreløbig fem afgørelser, er det gået bedre end varslet.

- Vi kan desværre ikke garantere familieplejerne mod en vederlags-nedgang, men vi kan hjælpe dem til at give kommunen et reelt billede af opgavens omfang, siger kredsformand Gert Landergren Due.

Protester fra Socialpædagogerne
Randers Kommune varslede vederlagsnedgangen i forbindelse med overgangen til en ny honoreringsmodel, og i første omgang skete det uden at familieplejerne blev hørt og uden at sagsbehandlerne havde mødt og vurderet børnene. Efter en række protester fra blandt andre Socialpædagogerne, indvilgede kommunen dog i at afholde individuelle møder med alle de familieplejere, der havde fået varslet en nedgang – og det er i forbindelse med disse møder, at Socialpædagogerne har tilbudt sig som bisiddere.

- Men det er ikke alle medlemmer, der har taget imod tilbuddet. Nogle har ønsket at lukke sagen ved fx at acceptere, at de skulle gå et enkelt vederlag ned, siger Gert Landergren Due.

Bisiddernes rolle
En bisidder er en person, der tager med til et møde med fx en kommune for at støtte og sikre, at man får sagt det, man vil sige – og for bagefter at hjælpe med at huske, hvad der egentlig blev sagt. På selve mødet har det derfor været familieplejerne selv, der har fortalt om hverdagen med barnet og bisidderne har typisk ikke sagt ret meget.

- Men de har haft noter med fra formødet og har kunnet følge med og sikre, at familieplejeren fik fortalt det vigtigste, siger Gert Landergren Due.

Han understreger, at møderne ikke har været forhandlinger i gængs forstand.

- De personer, der repræsenterer kommunen på mødet, har reelt ikke haft kompetence til at forhandle vederlag. De skriver referat og tager det med til deres leder, og det er så lederen, der træffer afgørelse, ud fra hvad der er fortalt til mødet, siger han.

Stor utilfredshed
Ud af de fem afgjorte sager, hvor Socialpædagogerne har været bisiddere, er det kun den ene familieplejer, der slet ikke er blevet sat ned i vederlag. I to andre tilfælde er familieplejeren blevet sat ned, men ikke så meget som først varslet.

- Og når man ser på det generelle billede – og altså også ser på dem, der ikke er medlemmer af Socialpædagogerne – er de fleste blevet sat ned i vederlag efter møderne med kommunen, siger Gert Landergren Due, der understreger, at der på den baggrund er en stor utilfredshed blandt familieplejere i Randers og i Socialpædagogerne Østjylland.

Bliv medlem