Ny viden og erfaringsudveksling

Strikkepinde svirrer lynhurtigt og lydløst mellem rutinerede hænder på adskillige kvinder i salen, mens blikket er rettet koncentreret mod oplægsholderene. Der lyttes opmærksomt på denne onsdag, hvor knap 100 familieplejere fra hele landet er samlet til konference i Middelfart- heriblandt en håndfuld af hankøn og en enkelt baby, som er kommet med plejemor i byen. Koncentration er der brug for, for vi skal omkring mange emner i et program fyldt med viden, inspiration og input til tilværelsen som familieplejer anno 2016.

Et ældre, stabilt ægtepar
Dagen starter med at vende blikket indad mod familieplejerne selv. For hvem er de egentlig, de cirka 6000 familieplejere som landet over tager sig børn som er anbragt i pleje? Det ved vi snart mere om, takket være professor Inge Bryderup, som forsker ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. For øjeblikket laver hun en stor familiepleje-undersøgelse, der blandt andet bygger på en omfattende spørgeundersøgelse med svar fra 3000 almindelige familieplejere. Undersøgelsen er først færdig senere på året, men professoren har glædet sig til at løfte sløret for netop dagens forsamling, familieplejerne selv, og fortælle om nogle af de første resultater. Herunder en karakteristik af familieplejerne. Og det kan siges kort:

-I er et ældre, stabilt ægtepar, der bor på landet, siger Inge Bryderup og en indforstået latter spreder sig i salen. Tilhørerne nikker genkendende, da hun uddyber sin karakteristik:

Pædagogisk erfaring, men ingen uddannelse
Det er modne mennesker, der løser denne opgave. Der er stort set ingen under 40 år. Langt de fleste er i 40-60’erne og har et par voksne børn, der er flyttet hjemmefra. 42 % har familiepleje som fuldtidsbeskæftigelse Langt størstedelen af familieplejerne har ikke en pædagogisk uddannelse eller en ”børne- ungerelevant” uddannelse. Til gengæld har mange arbejdet med børn, typisk som dagplejer eller i daginstitution. 78 % har grundkurset og 82 % har modtaget efteruddannelse. Det betyder altså at en femtedel af familieplejerne, hverken har grundkurset eller får efterfølgende uddannelse.

Et noget overraskende fund er, at hovedparten af familieplejerne (80 %) har et eksplicit kristent udgangspunkt for at være familieplejere.

Mindre overraskende er det, at det primære motiv for at vælge at være familieplejer er et ønske om at hjælpe et barn der har det svært. Et svar, der underbygges af de begreber der nævnes, når familieplejerne sætter ord på de vigtigste opgaver i rollen. Her kommer: kærlighed, omsorg og en forudsigelig hverdag ind på top tre.

Kompetenceudvikling efterlyses
Familieplejerne er generelt rigtig glade for at være familieplejere, der er en udbredt tilfredshed med hvervet som sådan. Til gengæld er der også en stor utilfredshed at spore, når det kommer til supervision. 43 % er ikke tilfredse med den supervision de får. Den manglende supervision bekymrer Inge Bryderup, da der samtidig er tendens til, at flere og flere børn med alvorlige og komplekse udfordringer anbringes i familiepleje. En kombination der indebærer risiko for flere sammenbrud i anbringelsen:

- Familieplejerne i vores undersøgelse fortæller, at de børn, der er i familiepleje, er blevet langt mere belastede, og familieplejerne ser store udfordringer. De skriger på mere supervision og mere uddannelse, og en stor andel af de aktuelle familieplejere er faktisk ret uerfarne, sagde hun.

Du kan læse mere om Inge Bryderups undersøgelse i artiklen: Hasardspil med børn i familiepleje

Et stort hjerte er ikke nok
Efterspørgslen på supervision, vejledning og faglig sparring er et gennemgående tema for dagen. I journalist og familieplejer Lise Ravnkildes temaoplæg ”et stort hjerte er ikke nok” genlyder behovet for supervision. Lise Ravnkilde har i sin bog af samme navn samlet erfaringer fra en række familieplejere landet over, og de største udfordringer – og også de største glæder – ved familieplejelivet er gennemgående fra Skagen til Gedser:

-Der er et stort ønske om kvalificeret, uafhængig supervision derude, siger Lise Ravnkilde. Og det er ikke nok, at det er kurator, eller et tilbud om gruppesupervision på tværs af børnenes alder og udfordringer.

- Selv fik vi virkelig succes, da vi fik supervision af en uddannet pædagog med mange års erfaring. Gennem 16 år var hun vores supervisor en gang om måneden. Hun havde et stort kendskab til problemstillingerne omkring anbragte børn og vidste præcis, hvad hun snakkede om. Uden supervision havde vi ikke overlevet, siger Lise Ravnkilde.

I bogens kapitler belyser Lise Ravnkilde de emner som fylder mest i familieplejernes hverdag, det gælder fx tilknytning, samarbejde med biologiske forældre og mad.

Læs mere om bogen her: et stort hjerte er ikke nok

Erfaringsudveksling og ny viden
Blandt konferencedeltagerne genlyder behovet for at få faglig sparring. Muligheden for erfaringsudveksling er i sig selv er en stor del af grunden til at mange deltager i konferencen:

-Det kan være frustrerende at være alene om opgaven. Især når der fredag aften opstår en situation, og man først kan få fat i nogen mandag formiddag. Derfor er det rigtig godt at komme her og møde ligesindede. Vi snakker med hinanden, udveksler erfaringer, genkender hinandens historier, og det giver rigtig meget. Jo flere man sparrer med, jo mere lærer man, siger Birgit Ingemann Johansen fra midtsjælland. Hun har været familieplejer i 16 år, og selvom hun er erfaren, tager hun nye ting med sig hjem fra konferencen:

-Jeg er blevet bekræftet i mange af de ting, jeg godt ved og samtidig blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er for eksempelvis skolegang og læring, at barnet har en god morgen uden stress. Både oplægget om selvkontrol og oplægget om anbragte børns skolegang giver stof til eftertanke. Også når jeg skal videreformidle den viden til lærere og til de biologiske forældre, siger Birgit Ingemann Johansen.

To andre familieplejere fra midtsjælland understreger behovet for at dele viden med ligestillede:

-Efter socialtilsynene er kommet har vi endnu mere brug for at snakke sammen på tværs. Vi er nødt til at prioritere det her. Især fordi vi ikke har en overenskomst, så har vi brug for hinanden at trække på. Det er vigtigt at mødes, og det er vigtigt, at SL kan samle os, siger Gitte Kvistgaard.-Vi kommer langvejs fra og konferencen måtte gerne have varet en dag mere. Vi kommer jo også meget for det sociale samvær. For at få snakket sammen og få grinet, tilføjer Birgitte Sidor.

Også fra forbundets side understreges vigtigheden af, at familieplejere får den faglige kompetenceudvikling, som de har brug for. I sin åbningstale sagde formand Benny Andersen:

-Der ligger en kæmpeopgave i at være rustet til at håndtere de mange udforinger, livet som plejefamilie byder. Og jeg ved godt, at den dygtighed og de særlige kompetencer der skal til, ikke bare kommer snigende ind ad bagdøren om natten. Der er hårdt arbejde, og det er en stor opgave. Men det er også en opgave, I og vi skal løse sammen med andre. Fx dem, der betaler jeres løn!! Vi efterlyser denne investering. Vi efterlyser efteruddannelser, kurser, supervision, kurser og i det hele taget ting, der kan holde jer ”skarpslebne”.