Lige der ved pølseboden tog mit liv en ny drejning

Når man kører i bil fra Haderslev ad vej 170 i sydgående retning, kommer man efter godt fem minutters kørsel til landsbyen Hoptrup. Her ligger der på venstre side i bilens kørselsretning en pølsebod, hvor man kan købe hotdog og andre lækkerier. Eller rettere sagt: Det kunne man for godt 25 år siden, da den dengang 15-årige Helle spiste en pølse der.

I dag har pølsemanden for længst drejet nøglen om til sin forretning, men skuret står der endnu. Og hver gang Helle kører gennem Hoptrup, kigger hun på skuret og smiler.

- For det var her mit liv tog en ny drejning.

Hun vidste, at det kun kunne gå fremad, da Viggo, mens de ser pølsevognen forude, spurgte hende:

- Ej er du sulten. Det er vi.’.

 ’Vi’ var ægteparret Viggo Spangsberg og Ulla Christensen.

Og ja, Helle var sulten. Så de gjorde holdt foran pølsevognen.

Viggo og Ulla var Helles nye plejeforældre, som hun lige havde mødt. De havde hentet hende i Haderslev, hvor hun boede på værelse, og sammen var de på vej til Als, hvor Viggo og Ulla boede.

Barndomshjemmet
Helle er den anden ældste af en søskendeflok på fire. Familien boede i en 4-værelses lejlighed i Haderslev.

- Mine forældre skændtes hele tiden.

Hun har kun set sine forældre kysse hinanden en eneste gang. Det var til deres sølvbryllup, da de stod under den æresport, som naboerne i løbet af natten havde lavet foran deres indgangsdør. Kysset faldt, mens naboerne kiggede på dem og råbte ’tillykke.’

Faren var voldelig over for børnene. Helle kan huske fra sin tidligste barndom, at hendes mor drak og skjulte flaskerne i et aflangt skab, som faren aldrig kiggede i.

Forældrene talte sjældent med børnene eller legede med dem.

- Min mor var ked af det og sad ofte og græd. Når min far kom hjem fra arbejde, styrede han stuen med sit humør og sin fjernbetjening til fjernsynet. Han var generelt i et negativt humør. Hvis han havde haft en dårlig dag på arbejde, skulle man bare passe sig selv og sørge for ikke at gøre noget, som udløste hans vrede.

Bortset fra en uge i Skagen, har familien aldrig været på ferie eller på ture sammen. En gang om året kom de dog til Legoland, fordi morens handicappede bror blev inviteret af Lego.

Helle var aldrig med til skolefester, fordi forældrene ikke bakkede op om dem, og nyt tøj blev det heller ikke til. Det var genbrug.

- Jeg har aldrig oplevet, at min mor sagde ’nu går vi ud og køber noget tøj.’

Det fortryder jeg i dag
En dag havde Helle en veninde på besøg. Faren kom hjem og blev lige pludselig gal. Han sagde til veninden, at hun skulle gå. Helle protesterede. Det gjorde faren endnu mere rasende, og han slog Helle. Men for første gang tog Helle ikke bare imod bank. Hun var blevet 15 år og stor nok til at slå igen. Så det gjorde hun. Hvorpå faren tog fat i Helle og kyler hende ud af døren og ned ad trappen, så hun ramte væggen i opgangen og besvimede.

En nabo drejede 112, og Helle blev i ambulance og med politieskorte indlagt på hospitalet.

Naboen opfordrede Helle til at anmelde faren, og det besluttede Helle sig for. Men da hendes mor og far senere kom på besøg på hospitalet, sagde de, at det var en alvorlig sag at politianmelde. Moren tog farens parti, og Helle afstod fra at anmelde faren. I stedet fortalte hun politiet, at hun selv havde været med til, at det udviklede sig til en slåskamp mellem hende og hendes far. Sagen blev droppet.

- Men det var en forkert beslutning, jeg tog, og jeg fortryder den dag i dag, at jeg ikke anmeldte ham, så kunne jeg og mine søskende være blevet skånet for alle de ar, vi hver især har fået på sjælen. Han er sluppet for let.

Da Helle blev udskrevet fra hospitalet, skulle hun flytte hjem til forældrene, men det ville hun ikke, så en venindes mor hjalp hende med at søge hjælp hos kommunen til at flytte hjemmefra. Forældrene var imod, at hun flyttede, men kommunen anbragte hende på et værelse.

Ensom i egen bolig
Da Helle flyttede på eget værelse, gik hun i 8. klasse, men det kneb for hende at passe skolen, og det hele omkring hende sejlede.  

Hun, der aldrig før havde boet alene, kunne hverken finde ud af at lave mad, vaske tøj eller være alene. Hun var mørkeræd, og for at komme hjem til sit værelse om aftenen skulle hun gennem en mørk sti. Hun havde det skidt psykisk, og selv om hun havde mange venner, følte hun sig ensom.

Forældrene ville ikke se hende, så Helle havde ingen kontakt med dem, selv om hun gerne ville.

- Jeg var ung, og jeg ville ikke være uvenner med mine forældre, uanset hvor skidt jeg egentlig havde det.

Hun havde tilfældigt mødt faren ved busstoppestedet, og det eneste hans sagde til hende var: ’Man skal kigge sig over skulderen. Man ved aldrig hvad der kan ske’.

- Jeg følte, jeg skulle passe på, fordi han lige pludselig kunne stå på mit værelse.

En dag modtog hun med posten et par hvide trusser, der var spændt ud over et stykke pap. På pappet stod der ’Tak for sidst, din smatso’. Det var hendes fars håndskrift.

Socialt gik det også den forkerte vej. Hun fik en vennekreds, hvor der var let adgang til stoffer og alkohol. Hun gjorde nat til dag og forsømte skolen, fordi hun sov længe.

Men når hun var til møde hos sagsbehandleren i kommunen, og hun blev spurgt om, hvordan det gik, var hendes svar altid ’Det går godt’.

- De skulle have spurgt noget mere.

Helle blev mere og mere bange for, at hendes liv ville ende i druk og stoffer, sådan som det gik for nogle af vennerne. Hun besluttede sig derfor for at gøre noget. Hun ville flytte et sted hen, hvor andre kunne hjælpe hende med at danne nogle rammer for sit liv. Derfor kontaktede hun sagsbehandleren og fortalte denne, hvordan hun i virkeligheden havde det.

- Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke kom ud af byen, ville det gå galt.

Hvor f… ligger Als
Sagsbehandleren fandt plejefamilien Viggo og Ulla, som Helle skulle flytte ind hos. Familien boede på Als.

- Min første tanke var: Hvor f… ligger Als? Og i et splitsekund tænkte jeg, at jeg ikke ville væk, men så faldt jeg til ro.

Hun havde aldrig mødt Viggo og Ulla.

- Men da de kom for at hente mig, fik de det til at være helt naturligt, at jeg skulle flytte ind hos dem.

Selv om Helle et par dage havde vidst, at hun skulle flytte, havde hun intet selv pakket ned.

- Viggo siger med et smil ’nå, du er ikke begyndt at pakke endnu.’ Den måde, han åbnede op på, var helt fantastisk. De var så positive, og de var med til at gøre situationen så god som muligt.

Da de havde pakket Helles få ejendele ind i bilen, kørte de mod Als. Og efter stoppet ved pølseboden i Hoptrup nåede de frem til Viggo og Ullas hjem på Als.

Helle kan tydeligt huske, da hun trådte ind i køkkenet.

- Der stod en hjørnebænk og et bord. Vi satte os alle rundt om bordet og fik frugt.

Foruden plejeforældrenes egne tre børn var der også tre plejebørn.

- Derefter spillede vi et brætspil, og familiens yngste på omkring fem år sad og smilede til mig og var den, der blødte stemningen op den første aften.

Helle kan også huske, at der bredte sig en ro i hende.

- Det var en lettelse at komme et sted hen, hvor man vidste, at der var nogen, der tog hånd om ens situation.

Allerede fra den første dag indgik Helle i plejefamiliens almindelige liv. Og det ville bl.a. sige, at hun fik pligter. Hun skulle hjælpe til og fik en fast maddag. Der var faste spisetider, og der var lektielæsning. Og så var der tryghed og faste rammer. Der var ro, stabilitet og omsorg.

- Jeg var herrestolt. Men jeg skulle også lære at indordne mig og lære, at nogen tog hånd om mig. Jeg kom til en familie, der var fyldt med kærlighed, og hvor der var plads til, at man kunne grine og have det godt, og hvis man ikke havde det så godt, var der også plads til det.

Splittet mellem to verdener
Helle vejede kun 48 kg, da hun flyttede ind i plejefamilien, og det var for lidt i forhold til hendes alder og højde, så der blev lavet en madplan, som hun skulle følge, så hun kunne tage på i vægt. Det var sund mad, og Helle blev gladere og gladere.

Men det var ikke en glæde, hun kunne dele med sine forældre. De accepterede aldrig, at hun flyttede i plejefamilie, og over for omgivelserne vendte de det til, at Helle havde problemer, og derfor var hun blevet anbragt i plejefamilie.

- Jeg var hjemme på besøg engang imellem, men efterhånden hadede jeg det mere og mere, fordi mine forældre så Ulla og Viggo som sataner, og jeg kunne ikke holde ud, at de talte dårligt om dem.

En overgang måtte plejeforældrene sidde ved siden af, når Helle talte med sine forældre i telefon.

- Under samtalen skrev de ned, hvad jeg skulle sige for ikke at blive for ked af det. Mine forældre så det som en skam, at jeg var blevet sendt væk.

Men Helle ville ikke flytte hjem igen. Alligevel ramte farens vrede hende flere gange.

Fx dengang hun besøgte forældrene, mens hun gik på efterskole. For sin konfirmationspenge havde hun købt en hest, der hed Chano, og under besøget spurgte hendes far hende, om hun ikke skulle ud og besøge Chano. Helle sagde ja og cyklede de godt 12 km fra Haderslev til Christiansfeld, hvor hesten var opstaldet på en gård. Da hun kom ud til gården, kunne hun ikke finde Chano og spurgte gårdmanden, om han havde set den.

’Den har din far fået aflivet’.

Hun har også haft en børneopsparing, men pengene fik hun aldrig. Dem tog hendes far.  

Den dag glemmer jeg ikke
Noget af det, Helle lærte hos Viggo og Ulla var at have venner. Lærte, hvad en god kammerat er.

- Jeg var ekstrem naiv som ung, men de lærte mig, at en god kammerat er en, man kan stole på.

Hos plejeforældrene kunne hun have veninder med hjem, og da hun fyldte 18 år, holdt hendes plejeforældre en stor fest for hende, hvor alle hendes klassekammerater og venner var inviteret. Mange af dem blev og overnattede.

- Det var superhyggeligt og dejligt, at hele klassen blev og overnattede. Det var det totale sammenhold, og den dag glemmer jeg aldrig.

Helle afsluttede 10. klasse og fortsatte på Handelsskole i Sønderborg. Hun blev boende hos Viggo og Ulla, selv om hun var over 18 år.

Da hun var omkring 19 år, flyttede hun på kollegieværelse og omtrent samtidig flyttede hendes kæreste mere eller mindre ind hos hende. Han blev senere far til hendes to døtre.

I tiden på Handelsskolen var hun meget tynget af forholdet til sine forældre. Hun håbede, at hun kunne bygge noget op sammen med dem, og selv om det så ret umuligt ud, valgte hun at gøre et forsøg. Sammen med sin kæreste flyttede hun derfor til Haderslev for at være tættere på forældrene. Især ville hun gerne have mere kontakt med sin mor.

I den periode var hun nødt til at stoppe på Handelsskolen.

- Jeg havde ikke den koncentration, som krævedes.

Hendes mor havde langt om længe besluttet sig for at blive skilt, men nåede ikke så langt, da hun blev syg af kræft og døde, mens Helle holdt om hende. Det var et hårdt slag for Helle. Ikke mindst fordi hendes mor aldrig nåede at se Helles to børn.

- To dage, før hun dør, siger hun til mig: ’Du skal tage din uddannelse. Husk at smile. Jeg har altid elsket dig’.

Tre uger efter begravelsen giftede faren sig med morens veninde, der var alkoholiker. Helle havde lidt kontakt med sin far efter morens død. En dag, hvor hun besøgte ham, gik de en tur i et moseområde i en skov. Pludselig sagde faren: ’Her kan man egentlig slå ihjel og grave liget ned, uden at nogen opdager det.’

- Først tænkte jeg, hvorfor siger han det? Dernæst. Jeg skal bare væk.

Da Helle blev gravid, ringede hun til ham og fortalte ham det.

- Han sagde: ’Vi stopper kontakten her’. Han ville ikke have et barnebarn. Jeg blev meget ked af det.

Helle så sin far til sin mormors begravelse. Da var hendes førstefødte omkring halvanden måned.

- Min far sidder og siger, at han hader babyer. På det tidspunkt er min lillesøster højgravid. Da besluttede jeg, at jeg aldrig ville se ham mere.

Umiddelbart efter mormorens begravelse flyttede Helle og hendes familie tilbage til Sønderborg

Smilet i mit liv
I dag er Helle 41 år og hendes børn 14 og 12 år. Hun er kommet videre i sit liv. Hun fik taget den uddannelse, som hendes mor opfordrede hende til, og har et arbejde, hun er glad for, selv om en kræftsygdom ellers betød, at kommunen forslog hende at tage imod en førtidspension. Det var kort tid efter, at hun havde født sit yngste barn. Men det takkede hun nej til. Hun ville klare sig selv.

- Jeg er kommet ud på den anden side og har fået mit ønskejob.

Hendes plejeforældre har fortsat en stor plads i Helles liv. Selv om de er flyttet til København, holder de kontakten.

- De er min tryghed, og jeg kan altid vende tingene med dem. Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været henne i dag, hvis de ikke havde været der dengang. De er med til at give mig smilet i mit liv.

- Det er deres opdragelse, som har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg fik bolsjer og varm te, når jeg var syg, og jeg lærte at respektere andre mennesker. Lærte normer i livet, lærte at en aftale er en aftale, lærte at have respekt for andre og at se positivt på livet.

Det er værdier, som Helle i dag bærer videre til sine børn, som også kender Viggo og Ulla. Den ældste skal overnatte hos dem, når hun om kort tid skal deltage i DM i hiphop.