Anden gang er lykkens gang

To forskere har over en toårig periode fulgt 35 unge, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet for at se, hvordan de havde klaret sig. Dem, der havde været anbragt i to eller flere forskellige familieplejere, fortalte stort set samme enslydende historie om, at det gik dårligt i den første familiepleje, men da de blev anbragt i en anden familiepleje eller på døgninstitution, gik det rigtig godt.

- Det undrede os meget, at de unge, der havde været anbragt to eller flere gange, var ekstremt kritiske over for deres første anbringelse. De gav bl.a. udtryk for, at de ikke var blevet respekteret i plejefamilien, følte sig som andenrangs i forhold til familiens egne biologiske børn. De oplevede fx, at plejefamilien ikke troede på, at de kunne klare kravene i skolen og forudså, at de nok ville ende som arbejdsløse, siger en af de to forskere, professor Inge Bryderup, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Sammen med den anden forsker, Marlene Q. Trentel, har hun samlet forskningsresultaterne i bogen

’Tidligere anbragte unge og uddannelse’, der udkom i 2012 på forlaget Klim.

De 35 unge kom fra fem forskellige kommuner og var valgt ud fra, at de var i gang med en lovende karriere enten i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. De unge blev hver især interviewet om deres oplevelser.  

De anbragte unge, som tegnede et positivt billede af deres anden anbringelse i familiepleje, fremhævede bl.a., at de havde modtaget omsorg og støtte fra familieplejen, der også viste interesse for deres skolegang og videre uddannelse. De unge havde en positiv oplevelse både socialt, fagligt og følelsesmæssigt. De følte sig respekteret og set som individuelle personer, fortæller Inge Bryderup.

- Det resultat giver anledning til undren, for vi kan ikke påvise, at alle fem kommuner visiterede forkert første gang.

Billedet er langt mere nuanceret.

- Noget kan formentlig forklares ved, at de unge blev anbragt første gang i 12-13 års alderen, hvor de har påbegyndt deres teenageperiode og ofte er i opposition til alt, hvad de voksne står for. Sådan som det også sker for alle andre unge.

Lære at være i familiepleje
Men når det går så markant bedre under den anden anbringelse, kan det måske også tilskrives, at de unge skal lære at være i en familiepleje, forklarer Inge Bryderup.

- Undersøgelsens resultater kalder på, at man introducerer børnene for, hvad det vil sige at bo i en plejefamilie. Desuden bør man følge op med samtaler under anbringelsen.

Danmark adskiller sig på det område fra andre sammenlignelige lande som Norge, Sverige og England, hvor der i forbindelsen med anbringelsen er krav om, at den anbringende myndighed – ofte sagsbehandleren eller familieplejekonsulenten – skal have flere individuelle samtaler årligt under den første del af anbringelsen. Til sammenligning er kravet i Danmark kun én individuel samtale om året. Og det krav bliver ikke altid overholdt, fortæller Inge Bryderup.

- Flere af de 35 unge i undersøgelsen fortæller, at de stort set aldrig har talt alene med sagsbehandleren efter, at de er blevet anbragt.

Når det ofte går bedre, anden gang barnet bliver anbragt, kan forklaringen også være, at sagsbehandlerne er mere omhyggelige med den anden anbringelse og måske kender de også barnet bedre.

- Det er dog værd at lægge mærke til, at mange af de unge i undersøgelsen har oplevet deres skift til en anden plejefamilie som positivt. Man skal være forsigtig med at sige, at alle sammenbrud er negative.

Selv om der ikke ligger eksakte tal for de anbringelser, som ender med et sammenbrud, så er der ifølge Inge Bryderup ingen tvivl om, at både i Danmark og internationalt er sammenbrud i anbringelserne højere blandt teenagere end hos yngre børn.

- Man bør overveje at ruste familieplejerne bedre til at have med teenagere at gøre. Man skal som familieplejere forstå den overgang, barnet gennemgår både fysisk og psykisk.

Mere viden på vej
Selv om familiepleje er den mest anvendte anbringelsesreform, er det det område inden for anbringelser, man forskningsmæssigt ved allermindst om. Fx mangler der viden om sammenbrud i anbringelsen og unges trivsel eller mistrivsel i en plejefamilie, fortæller Inge Bryderup.

- Vi ved fra forskningen, at nogle af de børn og unge, der anbringes i familiepleje, klarer sig godt i skole og uddannelse. Vi ved også, at der er anbringelser, som ikke er karakteriseret ved sammenbrud. Mens andre børn gennem anbringelsesforløb anbringes i fire-fem forskellige familieplejere og senere på institution, siger Inge Bryderup og tilføjer.

- Der findes imidlertid ikke viden om, hvilke typer af børn, der profiterer af anbringelse i familiepleje. 

Det skal det landsdækkende forskningsprojekt ’Forskningsprojekt om familiepleje – kortlægning og typologisering’ fra Aalborg Universitet gerne rette lidt op på. Inge Bryderup står i spidsen for projektet og har sammen med adjunkt Mie Engen og videnskabelig assistent Sune Kring tidligere på året sendt spørgeskema ud til samtlige såkaldte almindelige familieplejere – dvs. plejeforhold, hvor plejefamilierne har indgået individuelle kontrakter med kommunerne eller tilhører familieplejeorganisationer, som indgår aftaler på plejefamiliernes vegne.

Socialpædagogerne er repræsenteret i en følgegruppe til projektet, der er støttet af Den Obelske Familiefond.

Omkring 6.000 børn er anbragt i almindelig plejefamilie. Hvor mange plejefamilier, der er tale om, ved man ikke, da statistikken kun viser anbringelser og ikke antallet af familieplejere. Således kan flere børn være anbragt i samme familiepleje.

Selv om det er et omfattende spørgeskema, som familieplejerne har skullet tygge sig igennem, har interessen for at medvirke og bidrage med viden været stor. 74 procent har svaret.

- Det er en høj svarprocent sammenlignet med andre undersøgelser, og det betyder, at vi ud fra resultaterne kan drage nogle generelle konklusioner om de danske forhold, siger Inge Bryderup.

Det er en central opgaver i forskningsprojektet at få belyst den socialpædagogiske indsats, som familieplejerne yder. Om projektets formål står der: ’Det overordnede formål med forskningsprojektet er at bidrage med viden, der sikrer kvaliteten i indsatsen over for de mest socialt udsatte børn og unge i Danmark, herunder bidrage til at mindske antallet af sammenbrud i anbringelser’.

Hvorfor sammenbrud?
Projektet bliver afsluttet i begyndelsen af 2017, hvor man håber at der kan tegne sig et billede af plejefamilierne, fx deres baggrund, uddannelse og motivation, og af de børn, som især kan profitere af den socialpædagogiske indsats, der ydes i en almindelig familiepleje.

Ud over en kortlægning af plejefamiliens forhold som fx uddannelse og boligforhold, kigger projektet også på de seneste tre anbringelser, som har været i plejefamilien.

- Vi skulle gerne kunne lave en typologi af plejefamilierne. Kan der fx tegnes et billede af børnenes vanskeligheder og de typer plejefamilier, de er anbragt i?

Plejefamilierne bliver også bedt om at svare på, hvordan plejeforholdet begyndte og hvordan det sluttede, hvis det er afsluttet. Er det fx afsluttet, fordi barnet skulle videre i en anden foranstaltning eller hjem til forældrene. Eller er der tale om et sammenbrud i anbringelsen? Man vil fx gerne have svar på, hvilke typer af familier, der er familieplejere, hvor længe de er familieplejere, hvilken motivation og forståelse, de har i forhold til at udføre en socialpædagogisk indsats, hvilken uddannelsesmæssig baggrund, de trækker på, hvor mange børn, de har anbragt ad gangen, og hvilke udfordringer, de oplever som familieplejere.

- Vi håber at få et billede af, hvilke typer børn og hvilke typer plejefamilier har oplevet sammenbrud i anbringelsen. I den forbindelse kan vi også se på fx plejefamiliens erfaring, og om der har været ydet supervision eller anden støtte. Undersøgelsen skulle gerne give os et mere uddybende indblik i en viden, vi ikke har i dag.

Forskningsprojektet har kun kunnet lade sig gøre, fordi så mange plejefamilier har besvaret spørgeskemaet, fortæller Inge Bryderup:

- Vi er dybt taknemmelig over for de plejefamilier, som har bidraget, og vi håber, at det materiale, der kommer ud af undersøgelsen, vil kvittere ved at skaffe et dyberegående indblik i det vigtige fagområde, som familieplejerne repræsenterer. Vi håber også, at materialet kan afdække nogle problemer, som kan påkalde sig ændringer på området.