Mere tvang eller mere faglighed?

Siden jeg som ganske ung for første gang blev udsat for ydmygende og invaliderende tvangsovergreb i psykiatrien, har jeg været indædt modstander af, at psykiatrien som den eneste form for lægelig praksis kan påtvinge sine patienter uønskede former for behandling. Det være sig med potente psykoaktive kemikalier eller elektriske strømstød gennem hjernen.

Med vedtagelsen af FN’s handicapkonvention vandt vi i den internationale bevægelse af psykiatribrugere og -overlevere verdenssamfundets tilslutning til, at man uanset reelt eller formodet handicap/psykisk sygdom opretholder sin fulde selvbestemmelse og ikke retmæssigt kan udsættes for indespærring eller tvungen behandling begrundet i handicap/psykisk sygdom.

Selvom rækkevidden af konventionens bestemmelser til stadighed problematiseres, har vi med konventionen fået et redskab, der på sigt kan gøre endeligt op med forestillinger om, at man med lægelig definitionsmagt skal kunne dømme visse mennesker ude i forhold til basale menneskerettigheder. Handicapkomiteen, der overvåger indfrielsen af konventionens bestemmelser, har således i sine generelle udmeldinger og specifikke landekonklusioner – også i forhold til Danmark – lagt vægt på, at personer med psykiske lidelser ikke skal kunne påføres eller dømmes til indespærring eller behandling, som rækker ud over de frihedsbegrænsninger, der via det strafferetslige system kan idømmes andre borgere.

Selvom det officielle Danmark indtil nu har forsøgt at holde en vis distance i forhold til handicapkonventionens præcisering af psykiatriramtes frihedsrettigheder, har der de senere år bredt sig en vis konsensus om, at tvangen i psykiatrien udgør former for overgreb, som er uønskede og uhensigtsmæssige.

Forårets ulykkelige hændelse på bostedet Lindegården og lignende ulykkelige hændelser de senere år udfordrer imidlertid denne delvise konsensus om at gøre op med tvangen i psykiatrien. I forsøgene på at finde nemme løsninger på problemerne peges der så igen på mere tvang: nemmere adgang til at tvangsindlægge, muligheder for at tvangsbehandle på bosteder, som reelt er borgernes egne hjem mv.

Selvfølgelig skal man som social- eller sundhedsarbejder kunne gå på arbejde uden risiko for eget liv og helbred. Men ligeså smerteligt det er for alle parter, når en medarbejder på et bosted mister livet, ligeså smerteligt og ulykkeligt er det, når et menneske mister livet på grund af en mere eller mindre påtvungen medicinsk behandling. Når man slår til lyd for øget tvangsbehandling, slår man også til lyd for, at flere psykiatribrugere rammes af ’pludselig uforklarlig død’ (som der står på indlægssedlerne), af medicinforårsaget hjernesvind, demens, kognitions- og bevægeforstyrrelser, diabetes, hjerte/karsygdomme mv. Er det virkelig den vej, vi ønsker at gå?

Vejen frem er ikke øget anvendelse af psykiatrisk tvang – det vil blot føre til mere vold og flere sammenstød. Lad os hellere finde sammen om at afvikle de store forældede anstaltlignende bosteder og skabe de optimale fysiske, materielle, pædagogiske, social- og sundhedsfaglige rammer, for at også de mest udsatte borgere kan få den specialiserede støtte og omsorg, de har brug for i eget hjem eller bofællesskab, uden at nogen af parterne risikerer at sætte liv eller helbred over styr.