Gå til indhold

Førtidspension

Rigide regler ændret

Lovændring fjerner meningsløse arbejdsprøvninger af fx udviklingshæmmede borgere, der åbenlyst er berettiget til førtidspension

3. juni 2016

Artikel

Forfatter: Af Jens Nielsen

De har været i skudlinjen længe, og nu er de så blødt op, reglerne på førtidspensionsområdet, som sendte fx udviklingshæmmede borgere ud i meningsløse arbejdsprøvningsforløb, selvom de åbenlyst var berettiget til førtidspension og socialpædagogisk støtte.

Opblødningen sker gennem en forenkling af reglerne for tildeling af førtidspension – en forenkling, der betyder, at fx en udviklingshæmmet borger ikke længere skal have sin sag behandlet i kommunens rehabiliteringsteam, men at kommunen i stedet kan tildele førtidspension til borgerne uden fx arbejdsprøvning.

Ændringen kommer til at berøre borgere, der har betydelige funktionsnedsættelser eller har en sygdomsdiagnose, der betyder, at der ikke er udsigt til at man kan forbedre arbejdsevnen.

Ændringen, der trådte i kraft her fra 1. juni, betyder ikke, at det bliver lettere at få tildelt førtidspension – kriterierne er uændrede.

Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne er tilfreds med ændringen:

– Det er en ændring, vi kun kan hilse velkommen og sige, at det manglede da også bare. Men det er rigtig positivt, at de borgere, hvis livssituation helt indlysende gør dem berettiget til socialpædagogiske støtte, nu ikke skal trækkes gennem arbejdsmarkedssystemets jungle og blive udsat for både irrelevant sagsbehandling og måske nogle unødvendige nederlag ude på arbejdsmarkedet. At det samtidig fjerner noget bureaukrati ude i kommunerne, er bare en bonus, siger Marie Sonne.  

I pårørendeorganisationen LEV er der anerkendelse af ændringen, og her håber man nu også, at ‘flere borgere dermed skånes for unødvendig sagsbehandling og udsigtsløse rehabiliteringsforløb’, og at det kan føre til et opgør med det, som LEV i sit høringsvar til lovforslaget kaldte ‘den absurd restriktive tilkendelsespraksis i førtidspensionssager til bl.a. udviklingshæmmede, som alt for mange kommuner har udvist efter reformens (flex- og førtidspensionsreformen, red.) ikrafttrædelse’. LEV advarer dog samtidig om, at ændringen ikke kan løse ‘de alvorlige problemer i kommunernes forvaltning af reglerne’.

 

Bliv medlem