Gå til indhold

Dyr og pædagogik

Regnskoven i Viborg

Silkeaber, padder og papegøjer spiller en vigtig rolle for pædagogikken på et beskyttet værksted uden for Viborg. Det handler om alt fra motorik til mening, ansvar og relationsopbygning

3. juni 2016

Artikel

Forfatter: Af Maria Rørbæk

Den store papegøje sidder på lågen. Lige der, hvor Jens Peter Christensen skal åbne. ‘Vil du gerne ud’, spørger han. ‘Det kommer du ikke’. Med pegefingeren gør Jens Peter Christensen tegn til fuglen, der forstår og hopper til venstre.

– Værsgo, siger Jens Peter Christensen og rækker en jordnød frem.

– Tak, siger papegøjen med dyb stemme.

– Tak. Goddag!

Det er mandag formiddag på det beskyttede værksted Væksthuset, der er en del af Trepas i Viborg. Her arbejder to socialpædagoger og to værkstedsassistenter med at skabe en meningsfuld hverdag for Jens Peter Christensen og 20 andre mennesker med udviklingshæmning og andre udfordringer – og her kommer såvel børnehaver som børnefamilier og pensionistgrupper på besøg for bl.a. at se på silkeaber, skildpadder og en hel masse fugle.

– Rent pædagogisk giver det rigtig meget at arbejde med dyr, siger Lis Sørensen, der er uddannet pædagog.

– Faktisk kan arbejdet her skabe udvikling på alle områder. Det udvikler finmotorikken, når man fx skærer frugt ud i små stykker, og det træner logik, når man fx skal forholde sig til, at 20 fugle skal have mere mad end to – men det vigtigste er udvikling af sociale kompetencer og ansvarsfølelse, samtidig med at arbejdet giver meget mening og indhold.

Oplærer hinanden

Brugerne – eller medarbejderne, som de kaldes på Trepas – er sammen i små hold på to personer, der har ansvaret for en bestemt gruppe dyr.

Jens Peter Christensen er sammen med Hanne Kirkelund, der tømmer papegøjernes vandskål i Jens Peter Christensens spand.

– Det er rigtig godt at være to, siger hun.

– Han hjælper mig. Og jeg hjælper ham. Og når jeg er syg, passer Jens Peter fuglene. Og når Jens Peter er syg, passer jeg dem.

Hun ser på den store papegøje.

– Er det ikke rigtigt, spørger hun og nikker.

– Er det ikke rigtigt?

Og så efterligner papegøjen hendes bevægelser, så de nikker i takt.

Værkstedsassistent Britta Nielsen, der er uddannet gartner, fortæller, at de ansatte er meget bevidste om at skabe rammer, hvor medarbejderne lærer hinanden at kende.

– Når der kommer en ny, gør vi meget ud af, at det er en af de erfarne, der lærer den nye op – ligesom de løbende kan lære hinanden nye ting. Fx er der en af medarbejderne, der gerne vil lære at stå i kassen – og så har vi aftalt, at han skal læres op af en af de andre. Og så holder jeg mig i baggrunden og blander mig så lidt som muligt, siger hun.

I det hele taget er det en vigtig del af pædagogikken, at de ansatte om muligt trækker sig og overlader ansvaret til medarbejderne.

Lis Sørensen fortæller stolt om en gammel dame, der en dag var på besøg og kom hen til hende:

– Hun sagde: ‘Hvis det er meningen, at de skal føle, at det er deres sted – så er det lykkedes for jer’, og så blev jeg rigtig glad. Det kan være en udfordring at skabe nok arbejdsopgaver til 21 mennesker, og selvom det nogle gange ville være meget nemmere at gøre ting selv, så skal vi ‘sidde på hænderne’.

Aktiviteter som madhold, gåture og svømmehalsbesøg er derfor også en del af arbejdsdagen – ligesom der også er tradition for, at man kan invitere sine kollegaer til kaffe.

– Så tager vi på hjemmebesøg i botilbuddet eller lejligheden, og det er med til at skabe nogle kontakter, så nogle medarbejdere fx også begynder at ses om aftenen, fortæller Britta Nielsen.

Fakta om Væksthuset


Væksthuset ligger i Hald Ege – lige uden for Viborg. Der er åbent fire dage om ugen – heriblandt om søndagen, hvor især børnefamilier kigger forbi.

Ingen har tal på det nøjagtige antal besøgende, for flere børnehaver har fx årskort, men personalet skyder på, at det ligger i omegnen af 3-4.000 besøgende om året. Der tages entre, men stedet er ikke økonomisk afhængigt af entréindtægterne.

Læs mere på www.kortlink.dk/kbse


Pligtfølelse

Ruben Møller, der også er uddannet pædagog, har kun været ansat i Væksthuset i nogle måneder, og han hæfter sig ved, hvor meget livsindhold det giver at arbejde med dyr og planter, der jo er afhængig af pasning og pleje.

– Mange af medarbejderne har en helt speciel pligtfølelse over for dyrene. De føler virkelig, at de gør en forskel og tager ansvar for de forskellige opgaver. Og mange har et helt specielt forhold til lige deres dyr, fortæller han.

En af dem er Ellen Margrethe Andersen, der har ansvaret for den rødnæbbede tukan hr. Henning.

Også han får en nød, som hun rækker frem til hans næb.

– Drrr….., lyder det fra hr. Henning.

– Jeg er ved at lære ham at komme over på hånden, forklarer Ellen Margrethe Andersen.

– Drr…, svarer hr. Henning.

Hr. Hennings bur står inde i selve ‘junglen’, der er et kæmpestort drivhus fyldt med grønne planter, der spænder fra kaffeplanter til bananpalmer og japanske cypresser. Her kravler silkeaberne frit omkring og fiskene svømmer i den lille dam.

Ellen Margrethe Andersen er rigtig glad for sit arbejde.

– Jeg tøvs, at det er godt at være her, siger hun på klingende jysk.

– Jeg kan bedst lide at komme ud at møde nogen. Det der med at sitte derhjemme – det passer mig ikke. Jeg vil helst ud i det blå, som man siger.

Kontakt med omverdenen

I den anden ende af junglen er Jacob Møllegaard ved at fodre silkeaberne. Håndfladen er strakt ud, og han har lagt små stumper banan klar.

En efter en klatrer silkeaberne ned fra varmerørene for at tage et stykke.

– Det her gør jeg især, når der kommer børn, fortæller han.

Og det gør der tit.

Da Væksthuset åbnede for 12 år siden var det planen, at andre udviklingshæmmede skulle komme og få en oplevelse – men i dag har det vist sig, at stedet især benyttes af børnehaver, pensionister og børnefamilier, og det er bl.a. muligt at holde børnefødselsdag.

 – Jeg kan godt lide, når der kommer børn. Det er godt, at de kan komme og se, hvordan udviklingshæmmede arbejder, siger Jacob Møllegaard.

Det er værkstedsassistent Per Eriksen helt enig i.

– Når vi fx får besøg af en børnehave eller en gruppe pensionister, bliver de altid vist rundt, og vi fortæller, hvem vi er – og hvorfor vi er her. I stedet for, at mennesker med udviklingshæmning kun er nogen, børnene ser i byen og måske er bange for, oplever de her, at mennesker med udviklingshæmning er søde og nogen, der kan noget. Og det giver status, når medarbejderne fx viser, hvordan de fodrer dyrene.

Ros fra besøgende

Britta Nielsen fortæller, at hun ofte får positive kommentarer fra gæsterne.

– Der er mange, der siger, at de er glade for at betale skat til sådan noget, og der er en bestemt sætning, jeg hører igen og igen – især fra pensionister. Og det er: ‘Hvor er det godt, der er sådan et sted, for sådan nogle mennesker’. Jeg synes, det er fantastisk, at vi på den her måde får formidlet en kontakt mellem medarbejderne og omverdenen – for ellers kan det jo nemt blive sådan, at mennesker med udviklingshæmning kun taler med pædagoger og andre ansatte og så deres familie. Og som en sidegevinst betyder det også, at vores arbejde bliver synligt. Det er nemt at spare og skære ned på tilbud for handicappede, hvis folk ikke ved, hvad det er – men jeg er sikker på, at hvis det her sted blev lukket, ville der lyde et ramaskrig fra alle de mennesker, der har været her og kender os.

Ude foran papegøjernes bur hænger et stort advarselsskilt:

‘Stik ikke fingrene ind! Vi bider hårdt’, står der.

Men det skræmmer hverken Hanne Kirkelund eller Jens Peter Christensen.

– Skal du have en til, spørger Hanne Kirkelund og rækker en jordnød frem.

Og det skal papegøjen Bent.

Han hopper hen til hende, og knuser skallen med næbbet.

– Sådan, ja. Du er dygtig. Så dygtig. Skal du have en til, spørger Hanne Kirkelund, mens Jens Peter Christensen fylder madskålen med flere nødder og fuglefrø.

Personalet er back-up og går altid en runde sidst på dagen for at sikre, at alle dyr har fået mad og vand – men ellers er det medarbejderne, der står for al pasning og pleje. Og i personalets øjne er det måske med til at skabe en rummelig og omsorgsfuld kultur. Som Britta Nielsen udtrykker det: 

– Vi skal tage os af dyrene, men vi skal også tage os af hinanden.

 


Bliv medlem