Psykiatribrugere kriminaliseres

Som det nok er de fleste læsere af Socialpædagogen bekendt, indeholder den danske straffelov nogle bestemmelser, der betyder, at personer, der på gerningstidspunktet anses for utilregnelige grundet sindssygdom, ikke idømmes ordinær straf for eventuelle lovovertrædelser, men til gengæld kan dømmes til psykiatrisk behandling eller anbringelse, hvilket sker i større og større omfang. Også personer med personligheds- og udviklingsforstyrrelser idømmes i stigende omfang psykiatriske foranstaltninger.

Især for mildere lovovertrædelser overstiger varigheden af idømte foranstaltninger som oftest meget markant varigheden af den almindelige frihedsstraf, man ellers ville have fået (om overhovedet nogen). En menneskeretsstridig praksis, der gennem en længere årrække er blevet mere og mere udbredt. Hvor antallet af foranstaltningsdomme i 1980’erne var under 200 om året, dømmes der nu omkring 900 årligt (heraf ca. 100 med udviklingshæmning). Det samlede antal psykiatriske patienter med et retligt forhold er i dag oppe på ca. 4.400, hvoraf langt hovedparten har en dom til behandling.

Man kan ikke på baggrund af disse tal, som det ofte sker i diverse medier, slutte, at antallet af psykiatribrugere, der begår kriminalitet, har været markant stigende. Efter min opfattelse er det helt andre faktorer, der ligger bag den foruroligende udvikling.

Desværre har en ekspertgruppe, nedsat på baggrund af den forrige regerings psykiatriplan, ikke på overbevisende vis løst sin opgave med at kortlægge årsagerne til udviklingen i antallet af retspsykiatriske patienter. Man peger på flere med misbrug, hyppigere brug af mentalundersøgelser og paradoksalt nok tidsbegrænsningen af domme ved mindre personfarlig kriminalitet, indført i 2000, som de væsentligste årsager.

‘Eksperterne’ vælger i deres rapport at gå uden om væsentlige forklaringer som katten om den varme grød. Vi får fx ikke noget svar på, hvilken rolle Retslægerådet har spillet, ligesom det ikke bliver belyst, hvordan holdninger blandt fagfolk i form af nultolerance, stigende anmeldelsespraksis og hårdere domspraksis spiller ind.

Jeg har længe været af den opfattelse, at en væsentlig del af stigningen på området skyldes, at man fra dele af behandlingspsykiatriens side bevidst har udnyttet straffelovens bestemmelser til at få ‘snor i’ besværlige patienter – og det i et omfang, hvor man er ved at drukne i egen succes: Der er så mange retspsykiatriske patienter at administrere, at de ganske få potentielt farlige nemt kommer til at drukne i mængden.

I et baggrundsmateriale til ‘ekspertgruppens’ rapport, udarbejdet af Justitsministeriets forskere, får vi imidlertid bekræftet en formodning om, at det ikke kun er personalet i hospitalspsykiatrien, der i stigende omfang medvirker til at kriminalisere egne patienter. Personalet på bosteder og institutioner er i mindst lige så høj grad tilbøjelige til at anmelde deres klienter for handlinger, der fører til foranstaltningsdom. Kun i ca. 30 pct. af tilfældene er der tale om vold af mere alvorlig karakter. En stor del af dommene gives for rent verbale trusler (ca. 25 pct. – men over 70 pct., når handlingen er begået på socialforvaltningen eller et andet offentligt kontor).

Naturligvis skal man kunne opnå erstatning, hvis man har fået mén af klientvold på arbejdspladsen, men det må være i alles interesse, at det kan ske, uden at klienterne mere eller mindre automatisk kriminaliseres.