Faglig stolthed
Hvornår bliver du stolt i dit arbejde? Det spørgsmål giver en række af Socialpædagogernes medlemmer et bud på. To af deltagerne er ledere. Læs deres historier her.
21. december 2016
Katja Hoffmeyer Wiinholt, Socialpædagog og afdelingsleder. Arbejder med børn og unge på et skole- og behandlingshjem
For nylig fik jeg besøg en gammel elev, som jeg har kendt siden han var 8 år. Nu er han 23 år og ville lige forbi for at vise sin kæreste frem. Jeg blev glad og stolt over, at det var vigtigt for ham. Jeg har i 16 år arbejdet med børn fra familier, som har det svært. De kommer oftest med et meget lavt selvværd, og det kan tage årevis at opbygge det igen. Det kræver en åben telefon 24/7 og villighed til at møde dem, lige der hvor de er nu. Jeg skal som socialpædagog tage udgangspunkt i alt det de kan, og bygge videre på det.
Heidi Aasborg. Socialpædagog. Arbejder med uledsagede flygtningebørn
Socialpædagogik er et helt særligt fag med mange instrumenter. For mig er idræt det, jeg bruger mest i arbejdet med at gøre uledsagede flygtningebørn til hele mennesker. Og når det spiller, bliver jeg så stolt. Som da jeg forleden hentede to af de store drenge inde på VUC. På bare tre år har de fået sprog, kultur og humor under huden – og jeg ved, at de om få år er videre med gode jobs, kærester, danske venner og glimt i øjnene. Og det stod ikke skrevet i stjernerne, da de forlod deres krigshærgede hjemlande.