Amerikansk træningsprogram forbedrer trivsel

Til sammen har de seks familieplejere fra Herning Kommune mere end 100 års erfaring. På trods af den lange erfaring er alle enige om, at det amerikanske træningsprogram KEEP har gjort en positiv forskel.
- For mig har der været mange jubi-oplevelser. Jeg har fået nogle konkrete, brugbare redskaber, siger den ene.
- Det er jo ikke sådan, at alt nu er blevet fryd og gammen hjemme hos os. Men der er nogle ting, der er blevet nemmere i hverdagen, lyder det fra en anden.

Med ti millioner kroner i ryggen er Socialstyrelsen for øjeblikket ved at afprøve et amerikansk gruppebaseret træningsprogram for familieplejere, og Familieplejernes Nyhedsbrev for familieplejere er taget med til en af de i alt 16 sessioner af 90 minutters varighed, hvor familieplejere i Herning Kommune rustes med faglige input, hjemmeopgaver og erfaringsudveksling.

- Sidst talte vi om at træne sociale færdigheder, og hjemmeopgaven var at observere, hvilke sociale færdigheder jeres barn har – og hvor der er behov for at træne. Er der nogle af jer, der har arbejdet med det, spørger den ene kursusleder, socialpædagog Erling Bro.

Alene på fodboldholdet

Familieplejer ’Eva Hansen’ rækker fingeren op. Hendes plejebarn, ’Anne’, går til fodbold, og egentlig er hun glad for det, men hun har ikke særlig god kontakt med de andre børn.
- Når hun kommer hjem, siger hun næsten altid: ’Det har været sjovt, men jeg har ikke snakket med nogen.’ Og forleden tog jeg med, og det er rigtig nok: Hun løber og skyder som hun skal, men hun taler ikke med nogen. Og da træneren sagde, at nu skulle de skyde til hinanden to og to, stod hun bare og stod. Hun spurgte ikke nogen. Og fik først en makker, da træneren satte hende sammen med én, og hun løb væk, så snart de var færdige med øvelsen.
- Så du vil godt have hende til at være sammen med nogen. Hvad kunne man gøre, spørger Erling Bro.

Ud over at introducere familieplejerne for en række konkrete, pædagogiske redskaber som belønningssystemer, metoder til grænsesætning, før-indlæring og de små trins vej, er den gensidige erfaringsudveksling et meget vigtigt element i KEEP, og i dag kommer de andre familieplejere i gruppen da også med en række forslag. 

- Er der ikke nogen fra klassen, som også går på holdet, spørger en af dem.
- Jo, men de gider ikke Anne, svarer Eva Hansen.
- Men er der så nogen andre hun kender?
Joeh, der er nogle piger fra parallelklassen, viser det sig, og så lyser Eva Hansens ansigt op.
- Og sidste gang sagde jeg faktisk til Anne, at hun skulle prøve at spørge en af dem, om de ville være sammen om øvelserne. Og hun ville gerne være sammen med Anne.

Små sejre

- Fik Anne så oplevelsen af, at det var lykkedes, spørger den anden kursusleder, socialpædagog Helle Skinnerup.
- Det gjorde hun. For bagefter gjorde hun sådan et tegn til mig med fingeren: Tommelfingeren op, fortæller Eva Hansen.
- Godt. For det gælder jo om at give Anne oplevelsen af nogle små sejre, siger Helle Skinnerup.

- Og om at dele opgaven op i små bidder. Første skridt er at spørge nogen, om de vil lave øvelserne sammen.
Eva Hansen nikker eftertænksomt.
- Ja. Næste gang vil Anne gerne af sted selv, og så vil jeg tale med hende om det på forhånd: ’Hvordan er det nu, du kan komme til at være sammen med nogen? Er der nogen, du kan spørge?’

Forstærk det gode

Et vigtigt element i KEEP er at fokusere på det, børnene gør godt – og om at tilstræbe at få mere af den positive adfærd. Eller som familieplejer ’Mona Larsen’ bagefter udtrykker det:
- For mig er det noget af det vigtigste, jeg har lært med KEEP: Vi skal fortælle børnene, hvad vi gerne vil have dem til at gøre. Ikke hvad de ikke skal gøre.

Og så handler det om at forstærke den positive adfærd. Både gennem ros og anerkendelse og i nogle tilfælde også med belønningssystemer, hvor de fx får et klistermærke hver gang, de gør en bestemt, positiv adfærd – og når de så fx har fået ti klistermærker, kan det udløse en lille belønning.
- For mig har ideen med belønningssystemerne virkelig været en jubi-oplevelse, fortæller familieplejer ’Ruth Johansen’. Før ville min plejedatter ikke falde i søvn selv, og jeg skulle sidde inde ved hende i tre kvarter. Men efter at hun er begyndt at få klistermærker, når hun selv falder i søvn, går det fint.

Modvilje mod belønning

Mona Larsen nikker og fortæller, hvordan belønningssystemet hjemme hos hende nu får plejedatteren til selv at pakke taske og gå ned med skraldespanden.
- Det er ikke noget, vi skal trække ned over hovedet på børnene, men da jeg fortalte, at jeg havde hørt om ideen, sagde hun selv, at det ville hun rigtig gerne prøve.
Belønningen behøver ikke at være en ting, men kan fx også være en aftale om, at den voksne og barnet gør noget sammen som fx at bage eller ordne hår.

Bagefter fortæller kursusleder Helle Skinnerup, at familieplejerne ofte er lidt modvillige mod belønningssystemet, når de først hører om det.
- Der er tit nogle, der siger, at man ikke skal belønnes for at opføre sig ordentligt, men så taler vi om, at belønning ofte er en del af vores allesammens adfærd. Fx er der mange, der siger til sig selv: Når jeg gjort sådan og sådan, må jeg bagefter sidde ned og få en kop kaffe.
I KEEP-systemet skal man ikke være perfekt for at få belønningen – når man har gjort 70 procent af det, man skal, er det nok til at udløse en belønning. Og opgaverne skal deles op i delelementer, så det bliver tydeligt, at man godt kan lykkes med noget, selv om man ikke lykkes med det hele.

Grænsesætning

Et andet vigtigt element i KEEP er før-indlæring, der handler om at være på forkant med situationerne og tale dem igennem på forhånd – sådan som Eva Hansen eksempelvis vil gøre med Anne. Og så er der også en række redskaber til grænsesætning, der handler om at mindske negativ adfærd.

Her er et lidt kontroversielt element time-out – eller pause, som det kan oversættes til i en dansk kontekst. Time-out handler om et udføre en på forhånd fastlagt konsekvens, hvis barnet udviser en negativ adfærd. Typisk indebærer time-out at barnet skal sidde stille i fx tre minutter på en stol. Hvis barnet flytter sig fra stolen, bliver tidsrummet forlænget op til fx max ti minutter, og hvis barnet nægter at sidde på stolen, får det inddraget et privilege som fx tid foran computeren. Det understreges, at man på ingen måde må holde barnet fast fysisk for at få det til at gennemføre en time-out.

- Et meget vigtigt element ved time-out er forudsigelighed – både den voksne og barnet skal vide, hvad der sker, hvis barnet gør sådan og sådan. Og man må aldrig bruge time-out i en situation, hvor barnet ikke var informeret om det på forhånd, så det altså bliver en form for efterfølgende straf, siger Erling Bro.

I den oprindelige, amerikanske udgave af KEEP er det altid barnet, der tages ud af situationen og fx sætter sig på en stol, men i den danske udgave bliver det understreget, at det også kan være den voksne, der flytter sig.
- Der er nok tale om en kulturforskel i forhold til USA, men i vores tilgang handler det om at bryde en rytme – og det kan fx også ske ved, at den voksne går væk fra situationen, siger Erling Bro.

Udvid værktøjskassen

Han og Helle Skinnerup fortæller, at det i Herning kun er få familieplejere, der har taget time-out-redskabet til sig. En af dem er Ruth Johansen, der bruger time-out overfor sin fem-årige plejedatter.
- Nogle gange får hun nogle reaktioner, hvor hun råber og spytter, og i sådan en situation kan jeg godt føle mig meget magtesløs – men her har det været en juhu-oplevelse at bruge time-out. Når min plejedatter spytter, skal hun sidde i tre minutter på en stol i stuen, mens jeg selv er sammen med hende og signalerer, at hun skal blive siddende. Og det har hjulpet. Men for mig er det vigtigt, at det ikke er en straf, sådan som det fx ville være, hvis jeg sendte hende ind på hendes værelse. Hun skal ikke væk fra fællesskabet, hun bliver i stuen sammen med mig. Og det betyder også meget for min egen ro, at jeg selv ved, hvad jeg skal gøre.

Helle Skinnerup understreger, at det ikke er meningen, at alle familieplejere skal bruge alle redskaberne fra KEEP.
- Vi taler meget om, at vi udvider værktøjskassen. Det er ikke sikkert, at de skal bruge alle værktøjerne, men de skal vide, at de findes – og så kan de kigge ned i værktøjskassen, når de får brug for det.

For at sikre plejebørnenes anonomitet er alle oplysninger om familieplejere og plejebørn anonymiserede.

Læs fakta om KEEP