Gå til indhold

Tilbageblik

Reddet lidt over målstregen

Hanne Mariehjemmet stod til at lukke, og medarbejderne blev i sommer opsagt med virkning fra udgangen af 2015. Men med en ny satspuljebevilling er tilbuddet reddet. Halvdelen af medarbejdergruppen nåede at rejse

8. januar 2016

Artikel

Forfatter: Af Lone Marie Pedersen

Medarbejderne burde have haft en belønning, for de har kæmpet under ualmindeligt svære betingelser, men det er der desværre ikke penge til.

Det er udviklingskonsulent i Fonden Mariehjemmet Dorthe Perlt, der gerne ville have kunnet belønne medarbejderne på Hanne Mariehjemmet, der er et af fondens mange tilbud. Medarbejderne har kæmpet og troet på, at Hanne Mariehjemmet ville overleve, selvom det midt på sommeren 2015 så rigtig sort ud.

– Der skal ros til de medarbejdere, der i dag er tilbage, fordi de har kæmpet for, at tilbuddet kunne fortsætte. Det har krævet en stor indsats af dem alle, at de under et stort pres alligevel har kunnet bevare fagligheden.

Hanne Mariehjemmet er det eneste specialiserede døgntilbud i Danmark for marginaliserede kvinder fra misbrugs- og prostitutionsmiljøet (se Socialpædagogen nr. 9/2015).

Hanne Mariehjemmet drives af penge fra satspuljen, og den bevilling løb til udgangen af 2015. Da det ikke var lykkedes at skaffe anden finansiering, valgte bestyrelsen midt på sommeren at opsige alle otte medarbejdere med virkning fra 31. december 2015 (se Socialpædagogen nr. 14/2015).

Hen over sommeren voksede utrygheden blandt medarbejderne. Skulle man blive og håbe på, at Mariehjemmet blev reddet, eller skulle man søge andet arbejde?

– Man står med et tilbud, man gerne vil være med til at føre videre, fordi det fungerer godt og er fagligt udfordrende, men man har også en økonomi derhjemme, som skal hænge sammen, siger Dorthe Perlt.

Fire af de otte medarbejdere valgte at søge andet arbejde, bl.a. lederen og souschefen.

Den 29. oktober kom så den gode meddelelse om, at Satspuljepartierne har valgt at give Hanne Mariehjemmet en bevilling på yderligere tre år (se Socialpædagogen nr. 22/2015). Stor var glæden, men der var også lidt mismod at spore.

– Det ville have været dejligt, hvis alle medarbejdere stadig var her, siger Dorthe Perlt.

I stedet har bestyrelsen skullet finde andre, som kan løfte opgaven.

– Men der er stadig en stor faglighed på stedet, og vi er nu i gang med at finde medarbejdere, som passer ind i forhold til kvinderne og det øvrige personale, siger Dorthe Perlt og tilføjer:

– Vi arbejder hen imod at klæde stedet endnu bedre fagligt på, fordi den udvikling, der er på det sociale område, fordrer, at man leverer en god kvalitet i forhold til kvinderne og kommunerne. Det er ikke, fordi medarbejderne ikke er dygtige. Det er de. Men vi kan altid blive endnu bedre og finde nye måder og metoder, som gør, at vi også bliver mere unikke.

Fra kosmetik til pædagogik

Da Hanne Mariehjemmet midt på sommeren stod uden leder, blev Sølva Andersen bedt om at lade sig konstituere i stillingen. Hun var ansat på et andet af Mariefondens tilbud og sagde ja, på betingelse af, at hun – om galt skulle være – kunne vende tilbage til sit tidligere job.

Sølva Andersen er 55 år og landede ved en tilfældighed i det socialpædagogiske arbejde. Som ung blev hun uddannet materialist og arbejdede nogle år som leder i en kosmetikforretning i lufthavnen. Efterfølgende kørte hun rundt som repræsentant og solgte kosmetikprodukter til forretninger.

Men hun overvejede på et tidspunkt at skifte job, fordi hun ikke trivedes.

– Jeg havde en drøm om, at der også var tid til at tale med kunderne. Men det blev der mindre og mindre tid til. 

En af hendes veninder arbejdede med udviklingshæmmede, og Sølva Andersen aftalte med venindens arbejdsplads, at hun kunne komme et par timer og se, om det var noget for hende. De to timer blev til en hel vagt.

– Og det blev til endnu flere vagter, fordi beboerne viste mig stor tillid og åbnede deres hjem for mig. Og kollegaerne var søde og rare. Det var lige mig.

Hun blev på stedet i mange år og arbejdede som uuddannet. Når der skulle laves handleplaner med beboerne, foretrak man, at det blev udført af medarbejdere, der havde en pædagoguddannelse.

– Det arbejde ville jeg gerne være med til. Jeg ville ikke bare sidde og kigge på.

Derfor gik Sølva Andersen ved siden af sit fuldtidsarbejde i gang med den nyoprettede netbaserede meritpædagoguddannelse og var blandt de første studerende. En gang om måneden mødtes hun en weekend med de andre pædagogstuderende, ellers foregik det ved selvstudie på computeren.

Hun blev færdig i 2006 som 45-årig og fortsatte på den samme arbejdsplads. Efter nogle år valgte hun at skifte arbejdsområde og har siden arbejdet med mennesker med dobbeltdiagnoser, fx psykisk syge og misbrugere.

I 2012 var hun med til at starte et nyt tilbud under Mariefonden til folk med dobbeltdiagnoser, som må have et såkaldt aktivt misbrug i deres egen lejlighed. Her var hun både stedfortræder og boligmedarbejder, og det er det job, hun i dag er udlånt fra. 

Ved siden af jobbet har Sølva Andersen i 2015 gennemført en lederdiplomuddannelse. 

Jeg tror på det her

Den første tid på Hanne Mariehjemmet brugte Sølva Andersen på at lytte til medarbejderne og mærke, hvad der sker i huset. Fra sit tidligere job kender hun huset udefra.

– Men det er noget andet fysisk at være i huset, siger hun.

På det tidspunkt, hvor hun tiltrådte, vidste man ikke, om tilbuddet ville overleve. Så hendes første måneder var meget fyldt op med at give medarbejderne kampgejst og indgyde dem tro på, at stedet ville overleve.

– Jeg blev ved med at sige og fortælle rigtig mange gange, at jeg troede på det her. Det var en fælles opgave, og jeg har ikke lagt skjult på, at jeg ikke kunne udstede en garanti om stedets overlevelse.

Hanne Mariehjemmet kørte i samme periode med fuld belægning, og der var desuden venteliste for kvinder, der gerne ville optages.

– Det var med til at give os kampgejst, for det var jo netop bevis på, at vi ikke kunne undværes.

Sølva Andersen lægger dog ikke skjul på, at det har været en hård tid for personalet – og for kvinderne, som har vænnet sig til medarbejdere, som forsvinder.

Men hun har som leder også valgt at sige, at de ikke må dvæle for meget ved det, men i stedet se på, hvad man kan gøre for at komme videre.

Den næste periode skal hun finde to nye medarbejdere.

Vil på landkortet

Bestyrelsen på Hanne Mariehjemmet og Sølva Andersen har store planer for, hvordan tilbuddet kan udvikle sig i fremtiden. Bl.a. skal bestyrelsen, inden satspuljepengene udløber om tre år, skabe en permanent finansiering.

Bestyrelsen arbejder også på, at opholdstiden bliver fleksibel. Som det er nu, må kvinderne maksimalt være indskrevet seks uger ad gangen, og det er ikke altid nok.

– Opholdstiden kan man aftale med den enkelte kvinde. Hvis hun fx skal igennem et behandlingsforløb i et misbrugscenter, har hun måske brug for gennem længere tid at blive støttet i at finde de ressourcer, hun selv har, til at håndtere sin situation, siger Dorthe Perlt, der understreger, at Hanne Mariehjemmet fortsat ikke er et behandlingstilbud.

Desuden ønsker bestyrelsen at få beskrevet de metoder, som tilbuddet arbejder efter, og forestiller sig at få en person udefra til at kigge medarbejderne grundigt over skulderen.

– Vi ønsker at beskrive de metoder, som skaber en god relation til kvinden, og som betyder, at hun bliver klædt godt på til at håndtere sin tilværelse, siger Dorthe Perlt.

– Viden skal være med til at sætte Hanne Mariehjemmet på landkortet og klæde andre, der arbejder med samme målgruppe, fagligt på.

Desuden skal den næste tid også bruges på yderligere at uddanne medarbejderne i de forskellige metoder, som tilbuddet bruger.

Endelig er der også flytteplaner, fortæller Dorthe Perlt.

Vi går lidt og barsler med, om vi kan finde et andet sted, hvor der kan være flere. Vi kan se, at målgruppen bliver større og større. Og der er et stigende behov – ikke mindst blandt unge mellem 18 og 25 år.

 

Bliv medlem