Integrationsydelse svækker integrationen

Den tidligere regering blev ofte beskyldt for løftebrud. Om det var retfærdigt kan der være mange meninger om. Når det gælder den nye Venstre-regering, så er der i hvert fald et punkt, hvor den til fulde har levet op til deres valgløfte. Desværre.

Det gælder håndsrækningen til de flygtninge, der i disse måneder kommer til Danmark. Ikke siden 2. verdenskrig har Europa oplevet så stor en tilstrømning af flygtninge, som vi oplever nu. For mig at se er det afgørende, at vi yder hjælp på et anstændigt niveau til de mange – ofte dybt traumatiserede og svækkede – kvinder, mænd og børn, der kommer til Danmark. Det ligger i det socialpædagogiske DNA, at udsatte mennesker skal have støtte og hjælp til selvhjælp.

En af regeringens allerførste handlinger var at indføre en ny starthjælp – den såkaldte integrationsydelse. En integrationsydelse der er så lav, at det bliver stort set umuligt at klare dagen og vejen for de flygtninge, der kommer hertil. Og helt sikkert er det, at det bliver vanskeligt at få overskud til at integrere sig og bidrage til det danske samfund.

Det er centralt, at rettigheder og pligter hænger tæt sammen. Vi skal stille krav til os selv og hinanden. Det gælder også mennesker, der i flugten fra krig finder vej til Danmark. Men vi skal give de mennesker en ærlig chance for at kunne bidrage og påtage sig disse pligter. En integrationsydelse, som den regeringen med hjælp fra resten af blå blok har besluttet, vil være tæt på en halvering af den ydelse, flygtninge tidligere modtog. Det er uanstændigt og uforeneligt med det socialpædagogiske menneskesyn, men mindst ligeså vigtigt er det en næsten sikker garanti for, at flygtninge ikke bliver en del af det danske samfund, men tværtimod bliver marginaliseret.

Særligt hårdt vil det ramme flygtningebørnene. Skal der skæres i familiebudgetterne, så vil det sandsynligvis være fritidsaktiviteterne, der ryger. Fritids- og sportsaktiviteter, hvor der netop dannes venskaber og bygges bro på tværs af kulturer. Integrationsydelsen vil altså i realiteternes verden svække muligheden for integration. 

En anden reel bekymring er om den fattigdom, som vil være resultatet af integrationsydelsen, vil anspore til radikalisering. Vi har tidligere set, at kombinationen af traumatiserede forældre og økonomisk pres kan få unge mennesker til at vende sig mod samfundet og søge andre yderligtgående fællesskaber. Her er risikoen for radikalisering desværre reel og noget vi bliver nødt til at sætte forebyggende ind over for. Også her er integration svaret og integrationsydelsen problemet.

For de flere og flere socialpædagoger, der arbejder med integration og anti-radikalisering, er mulighederne for succesfuldt arbejde desværre forringet betydeligt med den nye integrationsydelse. Det er meget beklageligt.