Pædagogik mod ekstremisme

Fra en brand i en skraldespand til et forpligtende fællesskab. Oplægsholderne kom vidt omkring, da der på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet den 8. juni blev holdt en konference med titlen ‘Radikalisering som pædagogisk udfordring’. Og radikalisering er da også et komplekst begreb, som savner en entydig definition, hvilket blev illustreret af Lars Erslev, der er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. Han havde taget ordbogen til hjælp og sagde:

– Gøre (mere) gennemgribende, dybtgående eller yderligtgående. Det er, hvad vi finder under ordet ‘radikalisere’. Lad os se, hvad vi kan få ud af at slå op under radikalisering.

Og så kom denne definition op på storskærmen:

‘Radikalisering: Dette ord er registreret i Den Danske Ordbog foreløbig uden betydning.’

Efterfølgende talte han om, at forskellige instanser som fx PET anvender forskellige definitioner, og at nogle også bare lader begrebet stå udefineret, hvilket giver nogle problemer – fx når man skal evaluere, hvad der virker, og hvad der ikke virker. For hvad er det så, der skal måles på?

Fra salen kom også et eksempel på uklarhed i praksis:

– Jeg er lærer på en skole i Vollsmose, og vi begynder at få rapporter om nye elever, hvor der står, at der er tegn på radikalisering eller begyndende radikalisering. Men hvad betyder det?

En anden refererede til presseomtale af en sag, hvor et barn skulle tvangsfjernes med henvisning til, at hans far var radikaliseret. Og hvad betyder det for retssikkerheden, hvis man på den måde kan henvise til et luftigt begreb?  

Konferencen kom heller ikke selv med en entydig definition. Men det blev slået fast, at radikalisering ikke kun omfatter militant islamisme, men også højre- og venstre-ekstremisme, og der var bl.a. oplæg om såvel Anders Breivik som bz-bevægelsen.

Pas på stigmatisering

En af de pointer, der gik igen i flere oplæg, handlede om risikoen for, at man kan opnå den stik modsatte effekt ved at fokusere på afradikalisering – nemlig en stigmatisering af muslimer, der igen kan føre til øget radikalisering.

Under overskriften ‘Fra skolevrede til samfundsvrede’ fortalte Helle Rabøl, der er adjunkt på DPU, om den mistænkeliggørelse, nogle unge muslimer bliver udsat for. Bl.a. havde hun interviewet en gruppe unge, der alle havde tilhørt et netværk omkring en nu afdød ung mand, der var blevet radikaliseret. Formålet var at få et indblik i den radikaliseredes baggrund.

En af de interviewede drenge, ‘Amir’, havde lært elementær brandslukning i et ungdomsprojekt, og da der en dag udbrød brand i en skraldespand på skolen, sprang han straks til. Mens han med egne ord ‘fik situationen under kontrol’ og samtidig forklarede nogle yngre elever, hvordan man skal slukke sådan en brand, kom en gruppe lærere pludselig løbende. Hans egen lærer greb fat i ham og råbte: ‘Jeg har ham!’.

Og så blev han fulgt op på kontoret. Selv om både han og kammeraterne forklarede, at han ikke havde påsat branden, troede ingen på ham, og det lokale SSP blev inddraget.

Nogle dage senere viste det sig, at et overvågningskamera havde filmet branden – og alle kunne se, at Amir ikke havde påsat den.

Så gik han op på kontoret i forventning om en undskyldning – og blev mødt med ordene: ‘Men det kunne have været dig’.

At negative forventninger kan have en negativ indflydelse på risikoen for radikalisering, blev påpeget af flere oplægsholdere – eksempelvis sociolog Aydin Soei, der sagde:

– Jo flere unge, der føler, at de ikke kan blive anerkendt som ligeværdige medborgere, jo lettere er det at rekruttere til radikaliserede grupper og kriminelle miljøer.

Forpligtende fællesskab

I løbet af konferencen kom der flere bud på, hvordan man kan arbejde socialpædagogisk med at forebygge voldelig radikalisering – og med at tilbyde veje ud af et voldeligt, radikaliseret miljø. Her var en af de gennemgående pointer, at man på mange måder skal bruge de samme redskaber som over for andre udsatte børn og unge. Eksempelvis talte psykolog Line Lerche Mørck om vigtigheden af at etablere et forpligtende fællesskab som alternativ til fx bander og radikaliserede miljøer – og at nøglen her er at skabe et fælles tredje.

Aydin Soei pointerede, at man kommer langt ved at kigge på risikofaktorer i udsatte boligområder og generelt give flere unge redskaber til det gode liv. 

– Lige nu er der stor fokus på alle former for antiradikalisering, og man kan vælge at sige: Vi tager imod pengene til antiradikalisering, men vi gør det på vores måde. Og der er nogen ting, vi ved virker, fx at få flere unge til at tage fritidsjobs og blive aktive i fritidslivet.