Den tabubelagte drøm om en ferie uden plejebarn

Det var midt på Markuspladsen i Venedig, at familieplejer Maja Nielsens plejebarn fik panikangst. Det var de mange duer i luften over pladsen og mellem benene på turisterne, der gav barnet angst. Pigen blev stiv af skræk og lukkede sig inde i sig selv. Det tog plejeforældrene en time og al deres pædagogiske faglighed at gøre hende tryg og i feriestemning igen. For dem var det arbejde, selvom det skete under solen i Italien.

Situationen er ikke enestående, men gælder for mange af landets familieplejere, der drager på ferie med plejebørnene. Solen skinner, isen smager dejligt og det er en oplevelse at være væk hjemmefra. Men de problemer og udfordringer, som plejebørnene til daglig bakser med, er også med i bagagen på ferien.

Det gør det ofte svært, hvis ikke umuligt, at slippe hverdagen og lade sindet og kroppen sunde sig og få fyldt depoterne op med ny energi. For hvert øjeblik kan man ende i en situation, hvor man skal være professionel, fortæller familieplejer Maja Nielsen.

– Hvis en plejefamilie fx er på ferie med et udadreagerede barn med ADHD, hyperkinetiske adfærdsvanskeligheder og reaktiv tilknytningsforstyrrelse, så betragter jeg det altså ikke som ferie. Så er man som plejer i høj grad på arbejde, siger Maja Nielsen.

Sammen med sin mand har hun tre plejebørn boende hos sig på femte år. Hun har været på mange dejlige og oplevelsesrige ture med sine børn, men betragter dem ikke som feriesituationer.

– Jeg holder meget af at være på tur med alle mine børn, men jeg ser det mere som sommerture med et pædagogisk indhold end som egentlige ferier. For der er bestemt ikke tale om afslapning og daseliv for de voksne. Vi skal konstant være et skridt foran, hele tiden have forberedt ungerne på, hvad der skal ske. Og begge voksne har hele tiden et af børnene i hånden, så de ikke stikker af eller laver ballade, siger Maja Nielsen.

Kysseferie uden børn

At Maja Nielsen alligevel læsser bilen og kører med alle tre plejebørn, familiens biologske barn og sin mand ud i sommer- og vinterlandet i langt de fleste ferieuger skyldes et ønske om at give børnene gode ferieminder. Men både hun og hendes mand har også været opmærksomme på at tilgodese deres parforhold, der er aksen i hele familien. Uden deres stabile, fælles fundament tror de ikke, at der var mulighed for at rumme plejebørn. Derfor har parret hvert år holdt en uges børnefri ‘kysseferie’, som hun kalder det.

– Jeg har så meget hjerteblod over for mine plejebørn, at det flyder ud af knaphullerne. Men selvom jeg sagtens kan se problematikken i at lade dem komme i aflastning, mens vi er alene afsted, så skal plejebørnene altså ikke med os på kysseferie. Vi skal alene afsted og opleve hinanden, for ellers er vi i stor risiko for at blive skilt. Og så kan vi jo i hvert fald ingen ting være for børnene, siger Maja Nielsen.

Plaget af dårlig samvittighed

Behovet for at være sammen som voksne uden børneselskab kan de fleste helt almindelige forældrepar genkende. Når dagligdagen kan virke som en indstempling på fabrik med uendeligt samlebånd, så kan ferien være den pause, der igen får lungerne til at kunne fyldes helt med luft.

Det samme gælder i høj grad for familieplejere, der de senere år har taget imod stadig mere behandlingskrævende børn med tilsvarende mere udfordrede hverdage til følge.

Alligevel kvier mange familieplejere sig blot ved tanken om at måtte vælge plejebørnene fra og tage på ferie enten som par eller måske endda alene med familiens biologiske børn.

Problematikken rummer store etiske og moralske dilemmaer, for plejebørnene er optaget i familien, og selvom familieplejerne får penge for opgaven, så indgår børn og plejere i et familielignende forhold. Det er denne trygge base, som mange frygter vil lide skade, hvis barnet føler sig fravalgt i ferien.

Præcist sådan er det for Anni Hermansen fra Middelfart, der i 24 år har været familieplejer og i dag har fire plejebørn på fuld tid. 

– Jeg har det så skidt med at sige til mine plejebørn, at de ikke skal med, selvom mig og min mand virkelig har brug for at være sammen alene som par en gang imellem. For nogle år siden var vi på voksenferie til Rom, men det plager mig stadig med dårlig samvittighed, fortæller hun.

Trods dårlig samvittighed har hun og hendes mand dog holdt fast i at tage alene afsted i fjorten dage hvert femte år. Men det har langt fra været uproblematisk.

– De få gange, vi er taget alene afsted, har der været dårlig stemning både op til ferien og bagefter. Børnene føler sig simpelthen så svigtet, og det får os nok til at give køb på vores egne behov. Når vi har opnået tillid til et svært skadet barn, så er det meget at sætte over styr ved at tage alene på ferie, siger Anni Hermansen.

Se dilemmaet i øjnene

Gitte Jensen er formand for Familieplejernes Landsudvalg i Socialpædagogerne, og hun møder ofte forargelse både fra omgivelserne og fra andre familieplejere, når snakken falder på ønsket om at sende plejebørnene på aflastning i ferien.

Hun ærgrer sig imidlertid over den berøringsangst, der er blandt hendes kolleger for at indrømme og tale åbent om, hvor stort et problem det er aldrig at holde fri. Altså helt fri.

– Det irriterer mig, at vi ikke tør at være ærlige over for os selv og hinanden og sige højt, at vi har brug for ferie uden plejebørn. For det har vi! Og vi skal turde bakke hinanden op i det ønske i stedet for at se skævt til de få, der tillader sig at stille aleneferie som krav. Vi kommer ikke udenom, at det er en svær situation, og at det er et stort dilemma, fordi plejebørnene er så udsatte, som de er. Men så må vi finde gode løsninger i stedet for bare at forsøge at tie problemet ihjel, siger Gitte Jensen.

Hun påpeger samtidig, at det ikke altid er til børnenes fordel at komme med på ferie til uvante omgivelser.

– Mange af vores børn får det rigtig skidt af at være i uvante omgivelser, hvor der ikke er tryghed. De ville ofte have det bedre ved at komme i aflastning et velkendt og trygt sted, mens plejefamilien tager afsted og kommer hjem med fornyet overskud til igen at tage sig kærligt af barnet.

KL: Uforeneligt med Barnets Reform

Det er dog ikke kun familieplejerne selv, der kan have svært ved at kapere tanken om ferie uden plejebørn.

I KL, der repræsenterer familieplejernes arbejdsgivere, anderkender man lovens ord om, at det altid er op til familieplejeren at afgøre, om vedkommende vil holde ferie sammen med plejebarnet, eller om ferien holdes uden barnet. Men KL gør det også klart, at man opfordrer plejerne til at tage barnet med.

– De børn, der anbringes, har typisk i hele deres barndom været vant til at blive valgt fra, og den oplevelse bør de ikke også have, når de bliver anbragt. Barnet bør kunne stole på, at det faktisk hører til og er på lige fod med familien. Derfor vil jeg opfordre til, at plejefamilien meget nøje tænker over det, hvis de overvejer at holde ferie uden deres plejebarn, siger Thomas Adelskov (S), formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Ifølge ham står det i klar modsætning til at skabe nære, trygge og familiemæssige rammer, når en plejefamilie vælger at holde ferie uden plejebarnet.

– Det er uforeneligt med det fokus, der følger med Barnets Reform, der går på, at netop det relationelle og det tryghedsskabende er årsagen til, at man ønsker plejefamilien som anbringelsesform opprioriteret. Men hvis alternativet er, at en anbringelse vil bryde sammen, hvis plejefamilien ikke får tid alene, så er det klart, at kommunerne er forstående over for, at familien ønsker ferie uden plejebarnet, siger Thomas Adelskov.

Ifølge Gitte Jensen, formand for Familieplejernes Landsudvalg, er det dog ikke altid, at kommunens forståelse for ferie faktisk følges op af handling.

– Der er mange af vores medlemmer, der i disse år føler sig pressede på flere fronter, og et af de pres er altså, når det kommer til afholdelse af ferie. At kommunerne modarbejder aflastning af plejebørn i ferien kan fx ske ved, at ferien egentlig er godkendt, men så sker der bare ikke mere. Det er kommunens ansvar at finde en godkendt aflastning. Men hvis det ikke sker, og tiden går – ja, så ender familieplejeren selvfølgelig med at tage barnet med på ferie alligevel. Det har vi flere eksempler på, fortæller Gitte Jensen.

Det skal stå i kontrakten

Der er dog flere konkrete ting, der kan gøres i arbejdet med at sikre sig selv som familieplejer, når det kommer til ferie. Allervigtigst er det at sikre sig en fyldestgørende og grundigt udarbejdet og forhandlet kontrakt helt fra starten af et ansættelsesforløb. Det påpeger Socialpædagogerne, der ser kontrakten som det vigtige fundament, et godt samarbejde skal bygge på.

– Vi anbefaler, at familieplejerne sørger for at få skrevet alt ind i kontrakten med kommunen. Det kan være krav om, at familien vil holde en uges ferie om vinteren og en uge om sommeren uden plejebørn, og at der etableres samarbejde med en aflastningsinstitution. Desværre er der et stort antal familieplejere, der ikke har fået det indskrevet i kontrakten. Anbefalingen til dem må være at forsøge at få genforhandlet kontrakten og i den forbindelse gøre brug af konsulenterne i vores kredse, siger Kaj Skov Frederiksen, forbundskasserer i Socialpædagogerne.

Derudover er det en god ide at sørge for, at man som familieplejer bliver parret med en institution, der i ferier eller andre situationer, hvor der er brug for aflastning, kan tage barnet.

– Det er en rigtig og konstruktiv løsning: at koble plejefamilien sammen med en specialiseret døgninstitution og lave et formelt samarbejde. Samarbejdet kan dels give familien sparring i det pædagogiske arbejde til hverdag, dels gør aflastning i ferien langt mere tryg, eftersom plejebarnet vil kende institutionen og dens voksne, lyder det fra Kaj Skov Frederiksen.