Opgøret med de uskrevne regler

Uoverensstemmelser løses på arbejdet, ikke i private sammenhænge, på værtshus eller andre steder. Er der problemer, så går man først til manden, så til teamet, så til ledelsen.

Man deler sin viden, hvis man kan se, at der er nogen, der kunne have brug for den.

Man overlapper ikke i rygeskuret.

Man accepterer beslutninger truffet på teammødet, også selvom man ikke var til stede og var med til at træffe dem.

Man må gerne have en dårlig dag på arbejde, men man må ikke have fire dårlige dage i streg, i hvert fald ikke uden selv at tage det op med teamet. For så er der en værkstøjskasse, der skal i brug med det samme – med metoder, rutiner, aftaler og hele fagligheden.

På det regionale botilbud Kamager i Kastrup har man gjort op med begrebet ‘uskrevne regler’. De er der selvfølgelig, men ifølge forstander Mie Karleby er arbejdet blevet så avanceret og krævende, at det er gambling med både kerneydelsen og det psykiske arbejdsmiljø, hvis ‘hvordan man gør på Kamager’ bliver overladt til tilfældighederne.

– Vi bestræber os på at være meget tydelige med klare retningslinjer og aftaler for, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Vi har en veldefineret mødestruktur. Alle ved, hvor man kan få indflydelse, hvis man vil have noget ændret. Det er ikke tilfældigt, hvordan beslutninger bliver taget eller hvem, der tager dem. Vi vil ikke have uformelle ledere og nogle, der bestemmer mere end andre. Der må ikke være nogle, der ikke kan komme til orde, fordi de bliver mast. Alle skal kunne være der, for det kræver selvstyrende team, siger Mie Karleby.

En professionalisering af alt det uskrevne lyder ikke umiddelbart som en nem øvelse, og er det heller ikke.

– Vi er konstant på mærkerne med efteruddannelse, supervision og opfølgning i hverdagen. Det er kravet, for ambitionen er, at man ikke skal kunne stå i en situation på Kamager, som man ikke er klædt fagligt på til, siger Mie Karleby.

Den professionelle attitude

På bostedet er der medarbejdere, der går i byen og ses privat. Andre har børn og er ikke med på vognen. Det er fint med Mie Karleby – bare det private ikke bliver slæbt med ind på arbejdet.

– Det kan kræve noget disciplin at holde tingene adskilt. Man følger jo oven i købet med i hinandens liv på facebook, hvilket gør det private rum meget synligt. Som leder kunne jeg af samme grund aldrig finde på at være ven på facebook med en medarbejder – for den vej skal der være en klar streg mellem arbejdet og det private. Men det gør mig ikke spor, at medarbejderne er private sammen, blot det, som stort set alt andet, bliver mødt af klare strukturer og rammer.

– Vi har fx en forventning om, at de gnidninger, der måtte opstå på arbejdet, bliver løst på arbejdet og ikke på værtshus. Det er der en aftale om, fortæller Mie Karleby.

Fristelsen for rygerne kan være stor til lige at slutte arbejdsdagen af i rygeskuret i den halve time, hvor aftenvagten er kommet. Men nej, det gør man ikke på Kamager.

– For hvad hvis der er en tredje kollega, som er ikke-ryger. Så mister man en mulighed for at kommunikere om, hvordan beboerne har haft det i løbet af dagen, fordi man har blandet noget privat ind i et rum, der udelukkende skal være fagligt. At ryge i overlappet er et eksempel på en uprofessionel attitude, og derfor får sådan en regel også en symbolsk betydning for lignende situationer. Den er med til at skabe en professionel kultur, siger Mie Karleby.

Vi kan ikke sove i timen

Måden man giver feedback på er nøje defineret på Kamager: Man må gerne tale ud fra sine følelser, og man må også gerne gøre det på en engageret måde – men kun, hvis man kan være professionel samtidig. Reglen er, at udfordringerne skal italesættes. Det er ikke i orden at feje noget ind under gulvtæppet. 

– Hvis du har noget på Katrine, er det så noget, du selv vil sige, eller skal jeg gå med dig? Og hvis jeg ikke skal gå med dig, vil du så komme bagefter og fortælle mig, hvad I har snakket om? Man vælger selv tidspunkt og form, men der er ikke et valg om ikke at få talt det igennem. Vi vil ikke have, at de der ting får lov at ligge og støje, siger Mie Karleby, som ikke kan være sikker i sin sag – ‘en leder ved aldrig alt, hvad der foregår i krogene’ – men føler sig nogenlunde tryg ved, at Kamager kommer mobning stort set til livs med de stramt definerede rammer og den vedholdende investering i at kvalificere medarbejderne til at udfylde dem.

– Vi har konstant seks-otte medarbejdere på efteruddannelse, og vi har helt fastlagt og regelmæssig supervision af alle medarbejdere. Vi kan ikke sove i timen, for der er så stort et pres på arbejdet i en døgninstitution, at mobning blot er en af de dårlige kulturer, der kunne udvikle sig meget hurtigt, hvis vi ikke er på mærkerne, siger Mie Karleby.

De mobbesager, der har været på Kamager, er alle sammen startet med en forholdsvis reel faglig konflikt.

– Det udløser nogle klaps fra kollegerne, hvis der er én, der ikke passer sine ting. Måske er der kolleger, der har måttet tage skraldet over for pårørende. Det skal man kunne snakke højt om, og det er som udgangspunkt ikke mobning. Men hvis det får lov at udvikle sig, og der opstår alliancer, så kan det blive til mobning, og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, uanset hvad den faglige konflikt handlede om som udgangspunkt, siger Mie Karleby.

Formaliserede rammer

Midlet på Kamager mod, at små kontroverser på arbejdet vokser sig store, er altid det samme: Hurtigst muligt at få hevet situationen ind i formaliserede rammer.

– Hvis nogle medarbejdere er ved at ryge ud af en tangent, så har vi vores redskaber parat, og et af de vigtigste er at kunne give og modtage feedback. Man kan godt være kritisk overfor hinanden, men hvis man forbeholder sig retten til at være meget følelsesmæssig , så kommer man ikke ud af stedet, siger Mie Karleby.

Feedback er en udfordrende professionel disciplin, som personalet hele tiden skal holde sig skarp på, mener hun.

– Katrine er ikke en idiot, men Katrines valg den dag på arbejdet gør, at jeg – med fagligheden for øje – har noget feedback. Det er sådan det skal være. Og det er helt ok at spørge ind til mellemregningerne på den beslutning, Katrine tog. For vi går ud fra, at der er nogle faglige reflektioner og mellemregninger, hvis man fx ikke følger en faglig aftale. Men det er noget andet end at råbe af hinanden, påpeger Mie Karleby.

– I det hele taget vil vi gerne sætte følelserne i anden række. De er der, og i nogle situationer kan det være nødvendigt, at de også finder deres velovervejede udtryk. Men først og fremmest skal de ‘håndteres’, snarere end de skal ‘rummes’, siger hun.

– Vi er fx meget opmærksomme på, at vi ikke skal ‘rumme’ en vred mor, som er frustreret, bange og i sine følelsers vold. Situationen skal blot håndteres, hvilket klinger mere fagligt og mindre følelsesmæssigt. Det gælder også situationer med kollegerne, siger Mie Karleby.