Inklusion dræber brugerband-kulturen

For ca. 25 år siden startede jeg som musik- og socialpædagog i Århus Kommune – dengang i regi af Århus Amt. Samtlige aktivitetscentre med respekt for sig selv havde et eller flere brugerbands. Musikken var en af de største kreative aktiviteter på centrene. Vi havde sammen arbejdet os ud af peddigrørs-aktiviteterne. Vi fik ‘brugerne’ og ‘borgerne’ op af stolene og gav dem muligheden for at udfolde deres kreative sanser i bred forstand. Vi fik opbygget en stor og bæredygtig subkultur igennem musikken. En musikkultur, der trak andre kulturelementer med sig – såsom billedkunsten og ikke mindst teaterkunsten.

Jeg var så privilegeret, heldig om man vil, at det første sted, jeg var ansat, havde etableret hele seks brugerbands – og heraf blev jeg ansvarlig for de fire. Samtidig var det af stor betydning, at jeg havde en leder med visioner, som kunne se, at musikken som aktivitet ikke kun bibragte livsglæde og livskvalitet. Musikken kunne også bruges som en pædagogisk udviklingsmetode: At vi igennem musikken kunne udfordre brugernes kreative sanser, stimulere de sociale færdigheder, aktivere følelser som fælles ansvar og samtidig styrke egoet.

Et ganske særligt band

Et af de bands, jeg havde de tætteste relationer til, var Øl, Pølser & Popcorn. Det gode og helt specielle ved Øl, Pølser & Popcorn – i dag kaldet Jacob Jensen band – var, at alle i bandet var aktivitetscenter-brugere.

Bandets medlemmer kom med hver deres styrker, færdigheder og individuelle syn på sig selv og deres omgivelser. Vi gav dem muligheden for netop fælles ansvar for gruppen, for at videreudvikle de musiske færdigheder og være bidragydere til dynamikken i gruppen.

Bandets medlemmer udviklede sig hurtigt, og endte med at blive et af Danmarks bedste handicapbands. Bandet optrådte og optræder stadig uden musisk støtte fra ikke-handicappede. De har ansvar for pakning af biler, opdatering af gear og sidst, men ikke mindst, at være forberedte, når vi drager på tur i såvel indland som udland. 

Tilbage i 90’erne søgte jeg om 25.000 kr. fra Århus Amts kulturpulje, til at lave en cd med Øl, Pølser & Popcorn. Pengene blev bevilget inden for en uge, og derudover var der penge til at købe de nødvendige instrumenter. Vi var med til at starte en meget sund brugerbandkultur. En kultur, hvor den pædagogiske og den musiske aktivitet supplerede hinanden på bedste vis.

På det tidspunkt var det muligt at være med i forskellige EU-projekter, som gjorde det muligt for vores brugerbands, at komme til udlandet. Således blev vi ambassadører og rollemodeller for dansk handicap-musisk pædagogik. Vi blev metodeudviklere og vidensgrundlag for brugerbands og musikpædagoger i vores nabolande. Offentligt støttede aktiviteter, der satte en hel kulturlavine i gang.

Ingen vindere, kun tabere

Men den lavine er nu stoppet. Det glødende pædagogiske lys lyser i dag blot sporadisk svagt op i de udviklingshæmmedes egen subkultur.

Et meget sigende eksempel på de besværligheder og den dalende interesse, vi oplever på vores specielle område, er projektet Kultur Der Duer. Det er et projekt, vi i samarbejde med vores brugere har opbygget i forbindelse med Aarhus Festuge.

I erkendelse af, at der er et stort behov for, at udviklingshæmmede mødes med ikke-handicappede omkring de handicappedes kultur, har vi arrangeret koncerter med Jacob Jensen Band og andre handicapbands fra Danmark i centrum af Aarhus. En kæmpe succes og et lysende eksempel på god integration og en styrkelse af mangfoldigheden.

Men tilskuddet er nedskrevet med mere end 50 pct. over de seneste fire år, og i 2015 forventer vi et tilskud på 10.000 eller mindre. Et beløb for hvilket vi slet ikke kan etablere projektet. Vi oplever eksklusion i stedet for inklusion. Der er ingen vindere – kun tabere.  

Ingen inddragelse

Inden for de sidste par år er inklusion blevet implementeret i hverdagen på vores aktivitetscentre for voksne fysisk og psykisk handicappede på en sådan måde, at de bedst fungerende bliver sendt ud i arbejde i den private sektor. Resten bliver sat til aktiviteter, der for størstedelens vedkommende slet ikke har kreativitet i form af musik, billedkunst, film og tv som drivkraft.

Er vi, der til daglig arbejder med ovennævnte borgere, blevet spurgt til råds om konsekvensen af den måde, inklusion praktiseres på i dag?

– Mit svar er et rungende Nej! Nej, vi er ikke blevet inddraget i hverken udviklingsprocessen, økonomifordelingen eller i at opstille målsætningen for aktiviteterne.

Konsekvensen af den måde, inklusion praktiseres på specifikt mht. musikken er, at det ikke længere er muligt at etablere nye bands og skaffe nye musikere – til trods for, at talenterne går rundt derude.

Vi kan ikke etablere nye musikprojekter på vores aktivitetscentre. Hvis vi mangler en musiker til et band, hvad end det er nystartet (hvis det overhovedet sker) eller det er et allerede etableret band, så er det kort sagt umuligt at skaffe en ny.

Hvis guitaristen i Jacob Jensen band stopper, hvor finder jeg en erstatning? Det vil i den grad få alvorlige konsekvenser for de ca. 10 brugere, der er involveret i bandet.

Truet på eksistensen

Prioriteringen af kreative discipliner på aktivitetscentrene sammenholdt med måden, vi fortolker serviceloven på, har begrænset brugernes deltagelse i festivaler m.m. Konsekvensen er, at de udviklingshæmmedes egen festival, deres trygge værested en gang om året, Sølund Musik Festival, er truet på sin eksistens.

Sølund Musik Festival – Danmarks festligste og verdens største festival for handicappede – har heldigvis stadig status af kulturel inspirator og økonomisk katalysator for mangfoldigheden og inklusionen. Dette skyldes ene og alene en enormt hårdtarbejdende og visionær festivalleder, som utrætteligt arbejder for at sikre festivalen som kulturelt værested.

Men for bare fem–ti år siden var der op til to års (ja, to års!) ventetid for brugerbands, der gerne vil spille på festivalen. De seneste tre år har det været svært at fylde programmet op på trods af en reduktion af den samlede programtid.

Regeringen må tro, at vi er blinde, hvis den tror, at vi ikke kan se, at den inklusion, som praktiseres i dag, ikke handler om livskvalitet og ligeværdighed. Vi kan sagtens se, at inklusionen som ligeværdig, inspirerende og livsfremmende faktor er ren bullshit. Den måde, man i dag praktiserer inklusion på, handler kun om en ting, og det er at spare penge.

Det er måske unødvendigt at gøre læserne af dette blad opmærksom på det. Jeg er sikker på, at det er bekendt og faktuel viden for de fleste. Men jeg har desværre mødt pædagoger, som er blinde.

Desværre er vi på vej mod slutningen på en fantastisk musikkultur. En kultur, hvor vi i Danmark har været frontløbere og et forbillede for vores kolleger i landene omkring os.

I kraft af venskabsrelationer i udlandet og tilskud fra forskellige steder rejser jeg stadig en del til udlandet sammen med Jacob Jensen Band. Men jeg kan tydeligt mærke, at vi ikke er med i toppen af poppen længere.

Det er ikke for sent, men…

Vi er ikke længere dem, der er med til at sætte standarden – vi kan ikke længere gå forrest med musikpædagogiske aktiviteter og knowhow. Den tid er forbi – men den kan sagtens genskabes, hvis vi har viljen, modet og fundamentet til atter at udvikle kreativiteten.

I dag er jeg ansat under et oplysningsforbund, efter at vi blev lukket ned af Århus Kommune for snart fire år siden, da vi havde fået en ny leder, som ikke kunne se musik som pædagogisk udvikler og som en på samme tid produktiv faktor. Det på trods af, at bandet havde en årlig indtjening på ca. 200.000 kr. fra forskellige spillejob og andre aktiviteter.

Jeg kan kun håbe på, at vi inden for en kort tid vågner op og erkender, at den inklusion, som vi i dag praktiserer, ikke er en god idé. At den form for inklusion meget vel kan ende med det modsatte – en eksklusion.

Jeg håber, at vi får samlet op på det tabte, inden det er for sent. Sådan at vi kan bevare og atter udvikle på den gode brugerbandkultur, vi har været så kendte og respekterede for.