Med afsæt i borgernes drømme

Der er altid potentiale for udvikling – uanset hvor hårdt en borger er ramt af sin sygdom. Vi skal støtte drømmen om et bedre liv og gribe de små signaler i hverdagen, der kan nære motivationen for at arbejde med egen sundhed.

Sådan siger socialpædagog Majken Brandt fra det socialpsykiatriske bo- og aktivitetstilbud Skovlyset under Herning Kommune. Hun er aktivitetskoordinator for stedets aktivitets- og mødested, Kulturhuset, og underviser selv på en del af kurserne.

Skovlyset har gennem flere år haft fokus på forebyggelse og sundhed. Stedet har bl.a. været en del af et tre-årigt udviklingsprojekt under CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland, der har haft fokus på at hjælpe psykisk syge til et sundere og længere liv.

– Projektet har inspireret os, og det passede ind i den udvikling, vi selv havde gang i, fortæller forstander Dorte Påskesen.

Konkret har erfaringerne fra CFK-projektet bl.a. dannet afsæt for Skovlysets livsstilshus, der er et åbent tilbud for psykisk sårbare borgere i Herning Kommune. Her kan brugerne deltage i aktiviteter med fokus på livsstilsændringer.

Allerede før det regionale udviklingsprojekt blev skudt i gang i foråret 2012, tænkte Skovlyset i sundhedsfremme – fx i forhold til kost og rygestop.

En brændende platform i form af store nedskæringer fik i slutningen af 2010 stedet til at gentænke hele sit dagtilbud med en vision om, at det skulle være et aktivt læringsrum og ikke bare et passivt værested. Indtil da havde man haft et åbent dagtilbud fra kl. 9-16. Fremmødet var ustabilt, hvilket også fik motivation og dynamik hos brugere og medarbejdere til at falde. Skovlyset satte gang i en udviklingsproces, hvor personalet med afsæt i brugernes ønsker udviklede et nyt koncept for aktiviteter.

Det ressourcekrævende, traditionelle tilbud blev erstattet af en struktur, der ligner aftenskolernes med et halvårligt katalog over specifikke, skemalagte aktiviteter og med timelønnede eksterne undervisere. Udgifterne blev halveret på trods af, at udbuddet af aktiviteter blev tredoblet.

Korte kurser

Aftenskolestrukturen danner i dag rygrad for aktiviteterne på Skovlyset. Alle kurser er bevidst korte, afsluttede forløb – typisk fire til seks gange.

– Den nære bagkant gør kurserne overskuelige og betyder, at mange gennemfører. Nogle brugere møder op, selvom de ikke er friske. De vil gerne have det hele med. Efter et endt forløb er det virkelig en sejr at kunne sige: ‘Jeg klarede det!’, fortæller aktivitetskoordinator Majken Brandt.

Der er en egenbetaling på 25-125 kr. på aktiviteterne. De peger frem mod, at brugerne en dag kan deltage i et almindeligt AOF- eller FOF-kursus på linje med andre.

– Brugerbetalingen giver et mere forpligtende fællesskab. Før du melder dig til en aktivitet, reflekterer du over, hvad den indebærer, hvad den koster, og om den er noget for dig, siger Majken Brandt.

Inden et kursusforløb i Livsstilshuset har brugerne en afklarende samtale med livsstilskoordinatoren om mål og forventninger.

– Der skal være et klart ønske om forandring, før en borger kan indgå i en aktivitet på Skovlyset, siger forstander Dorte Påskesen.

Udbyttet evalueres også, når kurset er endt.

Drømme som benzin

Skovlyset tager udgangspunkt i brugernes ønsker til aktiviteter. Majken Brandt spørger løbende, hvad de kunne tænke sig, at det halvårige katalog skal rumme af tilbud, og brugerne henvender sig også selv med ønsker.

– Jeg forsøger hele tiden at tage afsæt i brugernes drømme og tænke læring og udvikling ind, siger hun.

Skovlyset samarbejder med AOF og FOF og foreningslivet i Herning. Det giver et meget bredt udbud af aktiviteter. En del af dem foregår ude i byen, hvilket giver yderligere inklusionsperspektiver.

FIFS – en lokal idrætsforening, der henvender sig til psykisk sårbare mennesker – er en af de nære samarbejdspartnere.

– Instruktørerne er fantastisk dygtige og har stor forståelse for brugernes situation. Samarbejdet er en af krumtapperne i vores sundhedsarbejde, siger Majken Brandt.

Blandt aktiviteterne er varmtvandsgymnastik, badminton, et cykelhold og et gåhold.

– Cykelholdet går til den og cykler helt op til 12 km. Gåholdet mødes en gang om ugen og går i en time. De traver virkelig til, får sved på panden og en god snak undervejs. Deltagerne får også set nogle områder, de ellers ikke ville se, fortæller Majken Brandt.

Styr på medicinen

Ud over forskellige former for motion tilbyder Skovlyset kurser med fokus på kost, rygestop og psykoedukation samt aktiviteter som yoga, mindfulness og stresshåndtering. 

I samarbejde med et apotek arrangerer Skovlyset også individuelle medicintjek, hvor brugerne kan møde op med deres medicin i en pose og få alt gennemgået og justeret.

– Flere borgere siger, at de kan mærke, at de har fået det bedre efter, at deres medicinering er blevet lagt om, fortæller Dorte Påskesen.

Sidste år indledte Skovlyset et samarbejde med højskolen Skærgården lige uden for Herning. Skolens fokus på trivsel og livsstil matcher Skovlysets indsats. 12 borgere – to beboere og 10 brugere – deltog på første uge-kursus i efteråret. De var på højskolen med de andre elever i dagtimerne, og Skovlysets livsstilskoordinator var med som støtteperson.

– Højskolen tager hensyn til vores borgeres særlige behov, og emnerne i forløbet har vi udarbejdet sammen, så de har relevans for dem. Borgerne har prioriteret forløbet højt – de har brugt penge på sig selv og turdet være væk fra deres vante omgivelser, fortæller Dorte Påskesen.

Sundhedsmål i handleplan

Et omdrejningspunkt i Skovlysets arbejde er beboernes individuelle handleplaner. Alle skal sammen med deres kontaktperson udarbejde mål for to områder af dagliglivet, de ønsker at arbejde med. Et af målene skal handle om sundhed.

En beboer vil fx gerne finde glæden ved at cykle igen. Udover friheden vil det også spare hende nogle taxa-penge. I handleplanen står, at hun i første omgang skal låne en cykel på Skovlyset og på sigt skal købe sin egen. Aftalen er, at personalet skal opfordre hende til at komme afsted, når vejret er godt, og cykle sammen med hende, til hun bliver tryg.

En mandlig beboer med en hjerneskade vil gerne træne ryg og arme og have større følelse af velvære. Personalet skal minde ham om træningen, inden han tager på arbejde, så han husker at nå tilbage i tide. Han skal have endnu en påmindelse et kvarter før træning, så han får sportstøj på og er klar. Til træningen skal han have hjælp til at lære øvelser, men er derefter selvkørende og træner hårdt. Derfor skal personalet undervejs opfordre ham til at drikke vand.

– Beboernes sundhedsmål er vidt forskellige, og hos nogle handler de om sociale relationer. Vi skal hele tiden være lydhøre, og indsatsen bliver løbende dokumenteret og evalueret. Er en beboer ikke motiveret, skal vi afdække hvorfor. Måske er der brug for en anden form for støtte eller for en justering af målet. Måske er målet forkert, og beboeren skal finde et nyt, siger Dorte Påskesen.

Støtte kræver tillid

Motivering er afgørende, når borgere skal indgydes mod til at ændre på indgroede livsstilsmønstre.

– Der ligger en kæmpe opgave i til stadighed at motivere borgerne ved at understøtte deres drømme og mål.  Det kræver en nær og tillidsfuld relation, siger Majken Brandt.

– Når jeg hver dag går på tur med en fast beboer, opfordrer jeg andre, vi møder på gangen, til at komme med. Vedholdende støtte og inviterende dialog skaber tillid og giver tro på, at de godt kan deltage, og at det faktisk også er hyggeligt.

– Den daglige motivation og nære relationer rummer stor drivkraft. Men nogle gange er det ét skridt frem og to tilbage. Det er utroligt vigtigt, at vi får afklaret, hvilke barrierer der gør, at en borger ikke magter at udleve sine drømme lige nu, siger hun.

Fx viste det sig, at en beboer, som egentlig gerne ville gå tur, men ikke mødte op, sov dårligt om natten og havde fået døgnet vendt på hovedet. Løsningen var en aftale om, at han blev vækket en time før gåturen, så han kunne nå at vågne og komme med.

Samtaler med en anden borger, der missede gåturene, afdækkede, at årsagen var, at hun ikke havde ordentlige sko. Her lavede man en aftale om, hvilken medarbejder der skulle hjælpe med indkøb af sko.

– En borger kan have stort overskud og rykke rigtig meget på en aktivitet for så næste gang at gå helt i stå eller ikke møde op, fordi han er stærkt forpint af sin psykiske sygdom. Vi skal have antennerne ude og tilbyde en god aktivitet, hvor den enkelte kan deltage på det niveau, han magter. Og vi skal anerkende det, den enkelte yder, siger Majken Brandt.

Walk and talk

En aktivitet som gåturene er ikke bare motion.

– Bevægelse giver en slags lethed, der befordrer den ubesværede samtale. Vi har nogle rigtig gode snakke, når vi går. Vi taler om, hvad der udfordrer den enkelte, og hvad der skal til for, at det bliver bedre, fortæller Majken Brandt.

Skovlyset tænker i det hele taget walk and talk-princippet ind i sin praksis.

– Når vi fx skal have en samtale med en beboer med en skizofren lidelse, sætter vi os ikke bare ved et bord. Det fungerer langt bedre, hvis vi går eller snakker sammen over en opvask. Vi har fået blik for små ting, som understøtter vores praksis, fortæller Dorte Påskesen.

Skovlyset tænker i det hele taget bredt i sine sundhedsfremmende aktiviteter.

– Sundhed er også at være i trivsel med sig selv og at være i relationer, hvor man føler sig set, hørt og forstået. På kurserne oplever borgerne, at de selv giver noget til gruppen og får noget tilbage. Og den sociale trivsel giver måske et lille spark til, at de tør udfordre sig selv endnu mere, siger Majken Brandt.

Understøttelse af netværk

Nogle aktiviteter har helt specifikt fokus på at skabe netværk. Fx tilbuddet ‘Caféliv’, hvor en gruppe kvindelige brugere og beboere en gang om måneden tager på café med Majken Brandt.

– Umiddelbart kan man spørge, om det ikke bare er et cafébesøg, og om de ikke kunne klare det selv. Men de ville aldrig komme afsted, hvis der ikke var den her ramme. Der ligger en stor pædagogisk opgave i at få disse kvinder til at nå hinanden, skabe netværk og give dem en tro på, at de kan hygge sig og være sammen i det offentlige rum på linje med alle andre, siger Majken Brandt.

Brugerne er rigtig glade for cafétilbuddet og sørger for at lægge penge til side til det – også når økonomien er trængt.

– Caféaftenerne giver dem håb og kompetencer. De er et lille skridt på vejen, og dermed forsvinder enhver banalitet.

Også de mandlige brugere på Skovlyset har egne aktiviteter. En ekstern pædagog kører en fast mandegruppe, hvor deltagerne tager på fisketure, dyrker udeliv og går til ishockey- og fodboldkampe sammen.

Sundhedspolitik giver systematik

Principperne for Skovlysets sundhedsfremmende indsats blev ved årsskiftet udmøntet i en officiel sundhedspolitik. Ved indflytningen introduceres nye beboere til sundhedspolitikken, så de ved, at det er den måde, man arbejder på, og at målet er, at de skal få nye kompetencer og blive mere selvhjulpne.

– Vi har fået en systematik omkring vores sundhedsfremmende arbejde. Med sundhedspolitikken har vi formuleret, hvad vi gerne vil tilbyde, og hvad det kræver af os som personale. Bl.a. at medarbejderne skal være gode rollemodeller. Vi skal være meget bevidste om, hvilke handlinger vi sætter i gang, siger Dorte Påskesen.

Fx er det slut med at indkalde til fælleshygge i dagligstuen og bestille pizzaer til alle.

– Signalerne skal være klare. Pizza er usund kost, og nogle beboere har ikke råd. Vi serverer heller ikke store flødeskumslagkager til fødselsdage. Vi kan godt spise en sund lagkage med nødder, frugt og græsk yoghurt, men vil en beboer have en traditionel lagkage, må han selv bestille den hos bageren, fortæller forstanderen.

Selvom alle overordnet bakker op om sundhedsindsatsen, kan netop diskussioner om mad og hygge indimellem dele vandene blandt personalet.

– Det er min opgave som leder hele tiden at fastholde kursen. Og mange medarbejdere er også rigtig gode til at snakke med borgerne om, hvordan de kan købe sundere ind, siger Dorte Påskesen.

Ingen mirakler

Skovlyset har for nylig haft to dødsfald. Begge med unge beboere, der døde af deres livsstilssygdomme. Hvor tragisk det end er, oplever Dorte Påskesen det ikke som et nederlag for sundhedsindsatsen.

– Andre beboere har tabt 15-20 kg. Vi har en opgave i hele tiden at finde nye veje og støtte borgerne, men vi kan ikke udvirke mirakler. Når beboerne bliver visiteret hos os, har de fleste allerede tre-fire livsstilssygdomme. Vi gør, hvad vi kan for støtte dem til forandringer og sikre, at deres livsstilssygdomme i hvert fald ikke bliver værre. Men det er især svært at fastholde beboere med et hashmisbrug, siger hun.     

Hendes bedste råd til andre, der vil arbejde med sundhedsfremme, er, at de holder fokus og ikke slår et større brød op, end de kan bage.

– Når vi er kommet så langt i dag, er det fordi, vi har besluttet, at vi virkelig vil det her og har indarbejdet det i faste rammer. Ledelsen skal prioritere indsatsen, være tydelig og afsætte ressourcer. Ikke bare økonomisk, men også til at gentænke praksis og fx ændre plejearbejdet ved at lægge specifikke sundhedsmål ind i handleplanerne. Borgeren skal hele tiden være i centrum, siger Dorte Påskesen og illustrerer sin pointe:

Hvis en overvægtig borger ligger foran fjernsynet og spiser chips og drikker cola, kan man være fristet til sige: ‘Hold op med det og gå nogle ture’. Men måske ligger motivationen et helt andet sted. Det kan være, at borgeren drømmer om at finde en ny ven at cykle med. Og arbejder man på sådan en relation, så kommer noget af det andet måske af sig selv.

– Løftede pegefingre virker ikke. Beboerne ved bedst selv, hvad der skal til. Medarbejderne skal lytte, være nysgerrige og ikke at pådutte beboeren deres egne værdisæt, siger Dorte Påskesen.

Indsats gør en forskel

Den sammensatte faglighed på Skovlyset er med til skærpe den daglige indsats. Personalet tæller socialpædagoger, sosu-assistenter, ergoterapeuter, en fysioterapeut og en sygeplejerske.

– Tværfagligheden er genial! Vi sætter spørgsmålstegn ved hinandens praksis, inspirerer og supplerer hinanden, fortæller Majken Brandt.

Hun er overbevist om, at Skovlysets sundhedsfremmende indsats gør en forskel.

– Den mest kontante tilbagemelding, vi kan få, er, at borgeren møder op igen næste kursusgang.  Vi oplever borgere, der formår at tilsidesætte deres sygdom – sågar at lukke ned for stemmer under en aktivitet. Og rigtig mange henvender sig med ønsker om gentagelse af tidligere aktiviteter og oprettelse af nye, siger hun.

Brugerne kommenterer også deres udbytte af konkrete aktiviteter.

– Fx fortalte en bruger efter et yoga-forløb, at hun havde det så godt i sit hoved, når hun kom hjem fra kurset. Og den beboer, jeg hver middag går en kort tur med, kan efter turen finde på at sige: ‘I dag holdt jeg kun to pauser!’.

Dyrk succeser

Men hvordan holder man gejsten i en travl hverdag med borgere, som har store udfordringer på grund af deres sygdom?

– Det er vigtigt at dyrke de gode historier og sørge for at italesætte positive forandringer hos borgerne. I forbindelse med en udvidelse har vi fået en del nye medarbejdere. Det er afgørende, at de også forstår tankerne bag vores indsats og bliver guidet i den rigtige retning. Derfor holder vi brush up-dage, hvor vi forklarer meningen bag sundhedspolitikken, siger Dorte Påskesen.

Af og til kan det innovative miljø, der i kølvandet på sundhedsprojekterne er skabt på Skovlyset, også give lidt bagslag.

– Vi har sommetider været ved at miste pusten, når der kommer for mange forslag til indsatser. Så er jeg nødt til at skære igennem og sørge for, at vi fastholder energien på det aftalte, siger forstanderen.

Den største udfordring er besparelser.

– Når ressourcerne er knappe, kan det være svært at få det hele til at hænge sammen. Men tror du på indsatsen og ser gode resultater, kæmper du videre. Vi spørger os selv, hvad vi kan gøre anderledes og mere smidigt. Det var fx sådan vores aftenskolekoncept for aktiviteterne blev til, fortæller Dorte Påskesen.

– Vi kigger også på, hvad der kan lægges ud til samarbejdspartnere. Et godt eksempel er højskoleugen. Mange brugere har efterspurgt sådan et tilbud, og vi er glade for, at vi nu har fundet en model, hvor det kan lade sig gøre.