Så er det tid til en akut-cola

Så er det tid til en akut-cola. Peter har fat i medarbejderen, og en kollega, som via overfaldalarmen er blevet tilkaldt, siger ‘Hej, vi skal have en cola’. Peter giver slip og går med hen til køleskabet for at få en cola. Derfor kalder medarbejderne på Handicapcenter Sydøstfyn i Nyborg, hvor Peter bor, det for en akut-cola.

Colaen er kun en af mange afledningsmanøvrer, som medarbejderne kan gribe til, når Peter bliver voldelig over for de andre beboere eller over for medarbejderne.

En anden er vasketøjet.

Socialpædagog Maria Nedergaard Hansen har kendt Peter i 18 år. Først som rengøringsassistent, senere omsorgsassistent og siden 2012 som uddannet socialpædagog. En dag for godt et år siden sad hun ved siden af ham i sofaen og snakkede. Det var hyggeligt, men da Maria Nedergaard Hansen et øjeblik flyttede sit fokus fra Peter, der er en voksen mand og omkring 180 cm høj, tog han halsgreb på hende. Peter er udviklingshæmmet og har et lavt mentalt funktionsniveau. Desuden har han autisme.

Maria Nedergaard Hansen kunne ikke komme fri. Peter holdt en arm rundt om hendes hals, mens han trak hende hen over sig, samtidig med, at han med den anden arm holdt hende i et fast greb.

En kollega forsøgte forgæves at komme i kontakt med Peter. For at aflede ham løb hun i stedet ud og hentede en masse vasketøj og sagde: ‘Kom, vi skal ordne vasketøj’. Peter slap grebet og fulgte efter kollegaen med vasketøjet.

Efter halsgrebet valgte Maria Nedergaard Hansen at blive på arbejdet, selv om adrenalinen kørte i hele kroppen. Da hun var faldet til ro, kontaktede hun Peter.

– Jeg havde brug for at møde ham igen og sige til ham, at det gjorde ondt, men også at vise ham, at jeg gerne vil ham, siger hun.

Strandvænget og kampen

Da Peter tog halsgreb på Maria Nedergaard Hansen, vidste hun, at det var meget vigtigt, at hun forblev rolig. Den viden har hun og de andre medarbejdere ikke altid haft.

Maria Nedergaard Hansen, omsorgsmedhjælper Benny Kling Osbæck, der har kendt Peter i 14 år, og afdelingsleder Mette Mathiesen har målrettet arbejdet på at skabe ro i Peters hverdag, så volden mod de andre beboere og medarbejderne kan begrænses mest muligt.

Det er en proces, som Mette Mathiesen startede, da hun for fire år siden blev afdelingsleder. 

– Som noget af det første registrerede jeg, at der var megen utryghed og uro omkring Peter. Hovedårsagen kunne måske være, at en fast stamme af personale omkring ham var udskiftet, siger hun. 

Peter er rimelig velfungerende. Han kan fx både spise selv og tage tøj på, når medarbejderne guider ham.

Indtil for et halvt år siden boede han på det tidligere Strandvænget, som i 2007 indprentede sig i mange danskeres bevidsthed fra tv-dokumentaren ‘Er du åndssvag?’. Filmen var optaget med skjult kamera, og nogle medarbejdere bliver fremstillet som personer, der ikke behandler eller taler ordentligt til de udviklingshæmmede.

Maria Nedergaard Hansen og Benny Kling Osbæck husker tydeligt den periode, selv om de arbejdede i andre afdelinger end dem, der blev fremstillet i tv-udsendelsen

– Når jeg stod af bussen uden for Strandvænget, kunne chaufføren råbe til mig: ‘Snak lige ordentlig til dem i dag’, siger Benny Kling Osbæck og tilføjer:

– Dengang sagde man måske ikke højt, hvor man arbejdede.

Maria Nedergaard Hansen startede på pædagoguddannelsen i den periode.

– Det var ikke rart, at man hele tiden skulle forsvare, hvor man arbejdede.

Men man bliver også stædig af det, siger Benny Kling Osbæck:

– Man tænkte f… nej, nu skal vi vise, at der sker noget andet end det, der bliver fremstillet i medierne.

Vi var på 24-7

Historierne om Strandvænget har hængt ved i mange år, men inden for murene blev der også brugt kræfter på at tænke nyt.

Således også omkring Peter.

Da Peter blev tiltagende utryg og også mere voldelig over for de andre beboere og medarbejderne, valgte Mette Mathiesen for to år siden at starte et udviklingsprojekt for samtlige ansatte i den afdeling, Peter tilhører.

– Personalet var efterhånden godt slidt, fordi der hele tiden var risiko for vold. Desuden følte medarbejderne et stort ansvar for at passe på de andre beboere, og endelig var der et pres fra de pårørende, som var meget utilfredse med forholdene, siger hun.

Rundt om Strandvænget er der store offentlige parkarealer, som Peter færdedes i. Nogle gange sparkede han efter hunde og børn på arealerne, og han begyndte også at færdes i villaområdet, som lå over for Strandvænget.

I afdelingen kunne han fx smadre ting og slå de andre beboere. Han gik også rundt på andre afdelinger og skabte utryghed.

– Det gik ikke godt med ham hverken i afdelingen eller i dagtilbuddet, hvor han var tilknyttet. Der var mange voldsomme episoder, hvor han slog, sparkede og tog kvælertag både på de andre beboere og på medarbejderne, siger Mette Mathiesen.

Peters egen smertetærskel er uhyre høj. Fx gik han en gang med plastiksko på et glødebål, og da medarbejderne om aftenen hjalp ham med at komme i seng, så de, at plastikken var smeltet ind i fødderne.

De pårørende reagerede og lagde pres på personalet for at få mere ro omkring deres slægtninge, og et par af dem forlangte at blive kontaktet, hvis Peter havde forulempet deres slægtning. Dagtilbuddet måtte også sige nej til at have ham.

– Så i afdelingen blev vi udfordret 24-7, og jeg blev bange for, at medarbejderne var ved at blive kørt ned. Hver gang en medarbejder sagde fra over for Peter, fik de andre flere vagter med ham. Det var hårdt, siger Mette Mathiesen.

Det var måske min egen skyld

Peter har svært ved at klare forandringer. En anden borger var ved at lære at bruge musik på sit værelse, og der blev indkøbt en ghettoblaster. Den smadrede Peter. Der blev indkøbt en ny, den smadrede han også. Efter den femte måtte man opgive projektet.

En medarbejder fik en iPad i hovedet og måtte sys. Og Mette Mathiesen har også oplevet at blive slået. Det skete, da hun opsøgte en medarbejder, der var sammen med Peter, og sagde til hende ‘Jeg vil gerne tale med dig, når du har tid’. Mette Mathiesen gik tilbage til kontoret og sad ved sin computer, da Peter løb ind, tog fat i hendes hår og knaldede hende en knytnæve ind ved øret, så det gav et smæld inde i øret. Hvorefter Peter vendte om og gik.

– Bagefter tænkte jeg, at det måske var lidt ‘selvforskyldt’, fordi jeg brød ind i hans verden, og det gjorde ham utryg, siger hun.

Rød for alarm

For omkring to år siden fik Mette Mathiesen ledelsens opbakning til at sætte gang i et udviklingsprojekt, som skulle skabe ro for de andre beboere og forbedre sikkerheden for medarbejderne, så de trygt kunne gå på arbejde.

Som noget af det første blev der tilkaldt en psykiater, der kunne fortælle, at Peter udover udviklingshæmning også havde autisme. Den diagnose betød, at man kunne begynde at opbygge en pædagogik, der passer til Peter.

Der blev udarbejdet en beskrivelse af Peters reaktioner. Her står der bl.a., at ‘hvis Peter ryger ud af sin struktur, eller der sker uforudsete ting omkring ham, kan det bevirke, at han går i affekt og udsætter sine omgivelser for fare. Hvis Peter er i affekt, er han svær kontaktbar. Det er vigtigt at bevare roen og tale tydeligt. Og det er vigtigt at aflede ham med de punkter, der er nedskrevet’.

Punkterne er fx en akut-cola og at lægge vasketøj sammen.

Desuden blev det besluttet, at personalet skal bære overfaldsalarmer. Der er en rød og en gul alarmknap. Når en medarbejder trykker rød, skal to andre medarbejdere straks komme. Hvis der er trykket gul, betyder det, at der bliver åbnet for medhør, så en kollega i et andet rum kan følge med i, hvad der sker det sted, hvor Peter er.

Desuden er der indført risikovurderinger på Peter. Her er Peters adfærd inddelt i grøn, gul, rød 2 og rød 1. Her kan medarbejderne se, hvilke signaler hos Peter de især skal være opmærksomme på, og hvordan de skal agere.

Det blev også besluttet, at det såkaldte overlap – hvor en medarbejder giver informationer videre til den medarbejder, der skal afløse – skal indeholde en risikovurdering af, om Peter befinder sig i rød, gul eller grøn zone.

Desuden fik medarbejderne besked om, at de ikke må sætte sig tæt ved siden af ham, fx i sofaen, og når de er sammen med ham i hans hjem, skal de altid sætte sig på den stol, der er nærmest døren.

Jeg har styr på det

Mette Mathiesen besluttede at bruge nogle af afdelingens penge til at starte et supervisionsforløb for samtlige 12 medarbejdere – også tilkaldevikarerne – og kontaktede psykolog Lars Hugo Sørensen (se artiklen ‘De vendte skuden med faglighed’), som kender Peters problemstillinger fra dagtilbuddet.

– Målet er, at alle medarbejdere skal være fagligt klædt på til opgaven, og at de har en fælles forståelse af den opgave, de skal løse. De skal være trygge i arbejdet, siger Mette Mathiesen.

Det skulle vise sig, at de penge var givet rigtig godt ud.

Alle medarbejdere blev hørt og fik mulighed for at fortælle om deres angst og utryghed ved Peter. Nogle græd. Herefter gav Lars Hugo Sørensen dem viden om udviklingshæmmede og autisme.

– Vi blev klogere på, hvor sensitiv han er. Han scanner fx alt i et rum og skal have styr på alt, siger Mette Mathiesen.

Det betyder fx, at når en ny medarbejder ikke lige lægger knivene der, hvor de skal lægges, så reagerer Peter. Han ved nemlig, hvor hver eneste ting i køkkenet befinder sig.

Han reagerer således også på, hvordan medarbejderne møder ham. Bliver han mødt med angst, reagerer han med utryghed og evt. vold, fordi medarbejderen udstråler ‘jeg har ikke styr på det’, fortæller Mette Mathiesen.

– Derfor skal medarbejderne – inden de går ind til Peter – tænke ‘det bliver en god dag’ og udstråle ‘jeg har styr på det’ og ‘strukturen holder’.

Samler Peters landkort

Langsomt byggede medarbejderne i samarbejde med psykologen en struktur op omkring Peter. Psykologen gav dem et råd: ‘I skal se ham som et landkort, der er skredet fra hinanden, fordi mange af hans tidligere pædagoger er rejst. I skal samle det igen’.

Med hjælp fra ergoterapeuten, som også deltog i supervisionen, blev det klarlagt, hvor mange informationer Peter kan rumme ad gangen, og hans dag bliver herefter inddelt i fire afsnit, gul, rød, grøn og blå. Farverne fortæller, hvilket tidsinterval man befinder sig i. Under gul (morgen) står der de aktiviteter, som Peter skal igennem. Fx kaffe og brusebad. I Peters værelse hænger en tavle med symboler på den farve, som man befinder sig i. Medarbejderen har desuden en såkaldt følgetavle i sin nøglering med de samme symboler, så man hele tiden kan vise, hvad Peter skal.

– Hvis han fx bliver afledt af en madvogn, der kommer forbi på gangen, kan medarbejderen vise ham symbolet i nøgleringen og sige, ‘vi skal gå tur’, siger Mette Mathiesen

Når aktiviteterne i det gule tidsinterval er slut, går man sammen med Peter hen til tavlen og tager gul ned og sætter rød op. Her står der fx for mandage: Spise, gåtur, lang/kort, kaffe og cykle. Altid det samme hver mandag, hver tirsdag, hver onsdag osv.

Herudover har man såkaldte bonusaktiviteter, som man kan putte ind imellem de skemalagte. Det kan fx være at feje på terrassen, kigge billeder og se tv. 

Medarbejderne skal følge skemaet og agere ens, så vidt det nu er muligt med forskellige personligheder.

– Men man skal vide, at man aldrig skal spørge Peter, om han fx har lyst til at gå en tur, men i stedet sige ‘Nu skal vi gå en tur’. Peter bliver utryg, når det bliver stillet som spørgsmål, siger Benny Kling Osbæck.

Den del af pædagogikken har skabt en del debat blandt medarbejderne, fordi nogle mener, at Peters selvbestemmelse dermed forsvinder. Men Peter har brug for en genkendelig hverdag, fortæller Maria Nedergaard Hansen.

– Derfor er det vigtigt, at vi ikke tænker, at vi bestemmer over ham med skemaet. Strukturen er også med til at give os medarbejdere en sikkerhed og tryghed, så vi ved, hvordan vi skal agere.

Mette Mathiesen tilføjer:

– I Peters situation er strukturen lig med omsorg.

For nye kan det umiddelbart være svært at forstå, at man skal leve så struktureret. Men glemmer de at følge strukturen, oplever de hurtigt, at det gør ham utryg og måske voldelig.

– Jo længere tid, man har været sammen med Peter, jo lettere kan man arbejde med ham, fordi man kan læse de små signaler. Man skal helst være et skridt foran ham, siger Benny Kling Osbæck.

Flytning til noget bedre

For et halvt år siden kunne Handicapcenter Sydøstfyn tage nye lokaler i brug, og det betød et farvel til Strandvænget og til små snævre gange og et lille værelse på otte kvadratmeter til hver enkelt beboer. I stedet har beboerne fået deres egen lejlighed med bad.

Først en uges tid før den endelige flytning fik Peter at vide, at han skulle flytte. Herefter besøgte han sammen med Maria Nedergaard Hansen og en anden medarbejder lejligheden, og de satte nogle af hans personlige ting i lejligheden: En kasse cola, som blev placeret i hans køleskab, slik, en stol og et tøjdyr.

Da Maria Nedergaard Hansen kom tilbage med Peter, viste han begejstret billeder af sin nye bolig til Benny Kling Osbæck.

– Da fik Benny og jeg en klump i halsen, siger hun.

På selve dagen for flytningen tog to medarbejdere på tur med ham, og da alt var sat på plads, blev der ringet, ‘Nu kan I godt komme’.

Alle var meget spændte på, hvordan Peter ville reagere.

Han blev glad. Og var rolig. Medarbejderne fortsatte med fuldstændig samme struktur, som den han kom fra med tavle osv.

– Det blev let at flytte ham. Fordi vi gennem strukturen har skabt en forudsigelighed og tryghed, siger Mette Mathiesen.

De nye lokaler har betydet rigtig meget godt. Bl.a. færre konflikter med de andre, og siden flytningen har der kun været én voldsepisode.

– Peter har en bevidsthed om, at lejligheden er hans, og han opholder sig næsten hele tiden i lejligheden, siger Benny Kling Osbæck.

Af sikkerhedsmæssige grunde er en medarbejder altid sammen med ham, og han spiser sin mad i lejligheden.

Målet er, at Peter med tiden kan være alene noget af tiden og eventuelt også opholde sig uden for sin lejlighed uden at blive voldelig.

– Hvad vi ikke troede muligt for et halvt år siden, kan i dag lykkes, siger Mette Mathiesen.

Fx kan de godt i dag ændre i strukturen og skifte en gåtur ud med en cykeltur, uden at han bliver angst og urolig.