Gå til indhold

OK 2015

Der blev jo forhandlet…

Det nye forhandlingsfællesskab stod sin prøve, arbejdstidsaftalen var godt forberedt – men jo, der er også malurt i bægeret, siger Socialpædagogernes formand om OK-forløbet

27. marts 2015

Artikel

Forfatter: Af Jens Nielsen

Overskriften på denne artikel lyder jo umiddelbart lidt for indlysende, for nå ja, hvad skulle man ellers gøre, når det nu handler om de nys overståede overenskomstforhandlinger?

Men i en umiddelbar evaluering fremhæver Socialpædagogernes formand Benny Andersen alligevel, at denne omgang OK-forhandlinger på et punkt har adskilt sig markant fra tidligere oplevelser:

I forbindelse med forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale oplevede han og Socialpædagogernes andre forhandlere, at modparten i KL ikke bare gav efter og gik på kompromis, men decideret lod sig flytte.

– Det er en stor ting at forhandle en helt ny arbejdstidsaftale, der betyder så meget for så mange af vores medlemmer i hverdagen. Og vi blev mødt af en ærlig modpart, der reelt gerne ville lave en løsning sammen med os, og jeg synes, vi fik respekt for den åbenhed, vi er gået til tingene med, siger Benny Andersen.

Han peger på, at arbejdet også var godt forberedt: Siden OK 2011 har der siddet en arbejdsgruppe, hvor parterne har kunnet tygge mulighederne igennem, og derfor vidste alle, hvad der var op og ned, muligt og umuligt, da politikerne satte sig til bordet.

– Det er klart, at den gode forberedelse spillede en væsentlig rolle. Det betød, at vi kunne intensivere forhandlingerne, at vi hurtigere kunne finde nye løsninger, og at vi hver især havde tillid til, at modparten mente det for alvor, mener Benny Andersen – og det gav bonus:

– Jeg har alligevel været med til en del overenskomstforhandlinger efterhånden, men jeg har ikke før oplevet, at der blev reelt forhandlet på den her måde. Normalt har tingene været forhandlet og analyseret nærmest på plads, inden vi som politikere sætter os til bordet, og så handler det om at få enderne til at mødes. Men her var partituret ikke skrevet på forhånd. KL gik jo til forhandlingerne med et ønske om at få vores arbejdstidsaftale til at ligne den, sundheds- og sosu-området har, men her skiftede kommunerne simpelthen standpunkt og lod sig overbevise om, at socialpædagogers helt særlige arbejdsforhold også kræver en særlig aftale, siger Benny Andersen.

At det gik sådan, er ikke tilfældigt, mener han:

– Det her viser for mig klart og tydeligt, at når man tør komme med bud på løsninger – også når det er svært – og tør tage et ansvar, selvom tingene ikke er ens kop te, ja, så opnår man resultater. Det er netop derfor, vi skal være en løsningsfagforening og ikke bare dem, der står og protesterer ovre i hjørnet, siger Benny Andersen.

Ikke i blinde

Han er på det rene med, at et af elementerne i arbejdstidsaftalen er en torn i øjet på nogle: I den nye aftale, der træder i kraft 1. april 2016, er ulempetillægget for aften- og natarbejde ændret fra nu at være et kronetillæg til at blive et procenttillæg.

Det kaldte flere tillidsfolk på TR-stormødet om OK-resultatet for ‘usolidarisk’ og ‘en glidebane’, fordi det betyder, at nyuddannede og andre med lavere anciennitet får et lavere tillæg, selvom ulempen ved arbejdstiden er den samme.

– Jeg forstår godt reaktionen – og det er jo en diskussion, om vi skal se det som et ulempetillæg eller mere skal tænke på det som et løntillæg. Men jeg synes, at man skal se på det samlet. KL kom jo til forhandlingerne med et ønske om at harmonisere arbejdstidsaftalerne, og i en forhandling giver og tager man. Så at det er blevet som det nu er blevet hænger til en vis grad sammen med, at det er et punkt, hvor vi kunne gå med til, at der blev ensartede regler på vores område og sundheds- og sosu-området.

– Og det er jo ikke sådan, at vi er gået ind i det her i blinde. Vi har for det første regnet på det, og alle får mere ud af den nye ordning, end de får nu. For andet skal man også tænke på, at vi med den nye ordning får indbygget en automatik, så tillæggene fremover følger lønstigningerne. Og så har vi for det tredje skævdelt procenterne, så fx omsorgs- og pædagogmedhjælperne får en højere procentsats, siger Benny Andersen.

Hensyn og pres

Hele OK-forløbet har, siger han, været præget af efterveer efter de dramatiske begivenheder i 2013 med den langvarige lærerkonflikt

– Der har helt tydeligt skullet klinkes nogle skår, konstaterer Benny Andersen.

I den sammenhæng har Forhandlingsfællesskabet, de offentlige lønmodtageres nye samlede forhandlingsorganisation, overordnet set stået sin prøve, selvom der har været forskellige vurderinger i en række konkrete tilfælde, siger han.

– Men vi har jo også taget hensyn til hinanden, og det betød bl.a., at de andre forbund gik med til en skævdeling af midlerne, der gav 30 mio. kr. til at forhandle den nye arbejdstidsaftale for, siger Benny Andersen.

Alligevel kostede aftalen stort set alle de midler, der var afsat til Socialpædagogernes egne forhandlinger på det kommunale døgnområde. Og det skyldtes ifølge Benny Andersen til dels et sammenfald i beløb:

Modsat forventet blev der ikke afsat 0,3, men 0,4 pct. af den samlede lønsum til organisationernes egen forhandlinger, og det betød, at beløbet for døgnoverenskomsten nærmest var skræddersyet til at lave den nye arbejdstidsaftale.

– Det betød, at vi blev presset til at bruge alle organisationsmidlerne på aftalen. Det valgte vi at gøre, og jeg synes, vi har vurderet rigtigt og har fået en holdbar og enkel aftale, siger Benny Andersen.

Malurt

På en række punkter ærgrer han sig dog over resultatet af overenskomstforhandlingerne:

– Forringelsen af reguleringsordningen er jeg ked af. Der var ikke så meget at rafle om, men jeg synes, det er uretfærdigt skruet sammen, siger Benny Andersen med henvisning til, at de offentligt ansatte nu skal betale 100 pct. af forskellen tilbage, hvis de private lønninger falder i forhold til de offentlige, mens de kun får 80 pct., hvis det går den modsatte vej. Samtidig er et evt. løft af de offentlige lønninger, der skulle være udløst af reguleringsordningen i 2016, blevet suspenderet.

– Og så ville jeg gerne have kunnet gøre noget mere for vores afdelings- og mellemledere. De har en underlig lønsammensætning, og på det område havde vi stillet nogle krav, som vi ikke kom igennem med. Der kunne citronen ikke presses mere, siger Benny Andersen – og peger på en række plusser i OK-aftalerne:

– Vi kom jo altså igennem med en del ud over arbejdstidsaftalen: Vi har fået en større kompetencefond med flere penge, så flere socialpædagoger kan får støtte til efteruddannelse, og så skal vi ikke glemme, at vi har aftalt en række projekter, der handler om at styrke den socialpædagogiske faglighed, og et projekt, der skal sikre, at socialpædagoger, der ansættes på nye områder, kan dækkes af vores overenskomst. Det er alt sammen en fremtidsinvestering i faget og vores arbejdsområde, siger Socialpædagogernes formand.

Når alle forbund har gennemført urafstemningerne om det samlede forlig, skal OK-forløbet evalueres forbundene imellem i Forhandlingsfællesskabet.

De store forlig om fx de generelle lønstigninger træder, hvis det bliver et ja ved urafstemningerne, i kraft fra 1. april 2015, mens aftalerne på organisationernes egne områder som fx arbejdstidsaftalen på det kommunale døgnområde, træder i kraft fra 1. april 2016. 

 

Bliv medlem