Gå til indhold

Kommentar

Fin OK-aftale i hus

Jeg synes, vi både på det kommunale og regionale arbejdsområde har opnået væsentlige forbedringer, som vores medlemmer kan være rigtig godt tilfredse med

13. marts 2015

Artikel

Forfattere: Af Benny Andersen og forbundsformand

Overenskomstforhandlinger er en helt særlig disciplin, som kræver sit af alle deltagerne. Det gjorde forhandlingerne også i denne omgang, som blev en lang og ind imellem udmarvende proces. Men resultatet var kampen og de lange forhandlinger værd!

Jeg er især glad for, at vi fik en aftale i hus, der betyder ekstra penge i lønningsposen til medlemmerne. Efter to overenskomstfornyelser med meget beskedne lønstigninger lå et plus på lønnen højt på mange medlemmers ønskeliste. Vi har med denne overenskomstfornyelse opnået generelle lønstigninger på 5,42 pct. over en treårig periode. Det er en reallønsforbedring, jeg tror, at alle vil kunne mærke på lønchecken.

Oven i det, har vi fået forhandlet en rigtig fornuftig arbejdstidsaftale på døgnarbejdsområdet på plads. Vi har opnået et uddannelsesprojekt for de lavets lønnede ufaglærte. Vi har fået et rejsehold til arbejdsmiljøområdet i hus. Vi fik juleaftensdag som helligdag. Vi undgik de varslede forringelser på seniorområdet. Vi fik en god udvidelse af vores kompetencefond – og en helt ny konstruktion på det regionale område. Og vi har formået at holde fast i de for os så vigtige TR-rettigheder.

Kort sagt: Jeg synes, at vi både på det kommunale og regionale arbejdsområde har opnået væsentlige forbedringer, som vores medlemmer kan være rigtig godt tilfredse med.

Ikke mindst forhandlingerne om den nye arbejdstidsaftale var forudset med bekymring af mange. Der var en frygt for, at arbejdsgiverne ikke ville være villige til at nå til enighed om en ordentlig og fleksibel aftale. Sådan blev det ikke. Vi nåede sammen frem til en arbejdstidsaftale, som på mange måder tilmed er bedre end den, vi havde før. Og det er der grund til at være tilfreds med. Vi ved, at arbejdstidsaftalen betyder meget for de socialpædagoger, der arbejder aften og nat. Ikke mindst muligheden for afspadsering. Det er afgørende, at den måde, arbejdet tilrettelægges på, skaber den nødvendig balance mellem arbejds-, fritids- og familieliv. Derfor var det vigtigt for os, at når medlemmer arbejder om aftenen og natten, så optjener de automatisk timer til afspadsering. Med den nye aftale har vi sikret, at af alt arbejde efter kl. 17, optjenes der automatisk timer til afspadsering på samme måde, som vi kender det i dag. Og det uanset hvornår tjenesten påbegyndes. Samtidig forhøjes betalingen for arbejde om aftenen og natten.

Det har været et langt sejt træk, men jeg synes vi har rigtig meget at være glade for med dette forlig, som netop er blevet enstemmigt godkendt af vores hovedbestyrelse. Næste skridt er, at vores medlemmer skal stemme om aftalen. Jeg håber at rigtig mange vælger at bruge deres demokratiske ret og stemmer. Og jeg håber, I stemmer ja – for der er i min optik tale om et solidt og godt forlig.

 

Bliv medlem