De har taget arbejdet med hjem

Mor, kan du ikke sige til kommunen, at man altså ikke må lade et barn flytte fra sin akutplejefamilie på en mandag? Det skal altid være en fredag. Man kan jo ikke bare sådan gå i skole og på arbejde bagefter’.

Sådan sagde Else Aastrups 17-årige søn den dag, familien skulle sige farvel til en lille pige, de havde haft i pleje i ti måneder. Og jo, det blev sagt videre til kommunen. For udtrykket rammer hovedet på sømmet i forhold til det skisma, akutplejefamilierne står i, når de åbner deres hjem og hjerter for et barn, som senere skal forlade deres hjem, men som forbliver i deres hjerter. Ligesom det med al tydelighed viser, at ikke kun den ansatte akutfamilieplejer, men hele familien bliver dybt involveret i et plejeforløb.

Else Aastrup, Inga Køhler og Karen Schmidt er tre af Esbjerg Kommunes i alt fire akutfamilieplejere. Alle tre er de socialpædagoger, der med mange års erfaring inden for mor-barn-støtte og døgninstitutioner nu har valgt at bruge deres faglighed på en ny og intens måde. Et rum er blevet ryddet hjemme i deres hus, ægtefælle og hjemmeboende børn har indstillet sig på en 180-graders vending i dagligdagen, og på ansættelsesbeviset står nu den dugfriske stillingsbetegnelse ‘akutplejefamilie’.

En stilling, hvor kvinderne bogstaveligt talt har taget deres arbejde med hjem. For når der opstår en akut situation, hvor et lille barn har brug for et ressourcestærkt hjem i en periode, forlader en af de tre kvinder deres daglige arbejde på døgninstitutionen Nordstjernen og tager sig af barnet derhjemme.

– I mine tidligere job har jeg været med til at lave undersøgelser og set, hvor mange skift, der kan være for de her små børn lige fra de bliver født. Jeg tænkte: ‘Åh, hvis man da kunne være med til at få afdækket de her børn lige fra starten og sørge for, at de kommer det rigtige sted hen’. At gøre en forskel. Det var mit drive, siger Else Aastrup.

Chef købte barnevogn

Det kan hun nu. De fire akutplejefamilier blev ansat i 2013, da Esbjerg Kommune søsatte den nye og helt unikke kombinationsstilling, og siden har fem børn været igennem et akutplejefamilieforløb. Det har været børn, som af hver deres årsag har stået og manglet en tryg base og at være i en fagpersons varetægt døgnet rundt. Nogle lige fra fødslen. Andre i vuggestue- eller børnehavealderen.

Kvinderne kan have børn på samme tid, men lige nu er det kun Karen Schmidt, der har en lille dreng på fire år boende. Når man træder ind ad døren hjemme hos hende og hendes mand, kigger man lige ind i et farveflor af et børneværelse. Der står små stole på gulvet, der ligger legetøj i alverdens afskygninger, og i haven troner et legehus.

– Jeg blev ringet op på arbejdet. Om jeg kunne tage et barn på tre år? Få dage efter var værelset gjort klar, og barnet blev afleveret af familien og rådgiver. Indflytningen gik heldigvis rigtig fint, fortæller Karen Schmidt.

Det akutte element er altså både at kunne indstille sig mentalt på et barn med kort varsel, men også rent praktisk at få anskaffet babytøj, barneseng og modermælkserstatning i en ruf. Inga Køhler og Else Aastrup har begge haft børn, som kom i akutpleje hos dem lige fra fødslen, og selv om de kunne hente mange børneting fra et lager på Nordstjernen, gik det så stærkt, at de måtte tage de sidste ting hen ad vejen.

– Som med alle andre fødsler ved man jo ikke præcis, hvornår det sker. Men så var han der pludselig, og jeg syntes da godt nok, at det var en lidt stram opgave i starten. Alt bliver vendt op og ned i ens liv, og stuen bliver fyldt op med babyudstyr. Heldigvis havde jeg en god leder, der kørte ud og købte barnevogn til os, fortæller Inga Køhler.

Umuligt uden faglig ballast

At man som akutplejer ikke ‘bare’ er en almindelig plejefamilie, som skal give et barn en kærlig opvækst og en familie, stod klart for de tre kvinder fra dag ét. De er på arbejde alle døgnets timer. Og de får brugt alt, hvad de har i sig af faglighed, når barnets ofte særlige behov viser sig – som udadreagerende adfærd, som indesluttethed, som svære spørgsmål og store bekymringer, som trods, uro, tilknytningsbesvær, eller som noget helt andet, siger Inga Køhler.

– Jeg har haft et barn, som ikke var klar på noget som helst. Der skulle knyttes nogle bånd, for det barn var allerede ved at lukke sig inde i sig selv. Da var vi simpelthen nødt til at isolere os lidt med det her barn og fortælle familie, venner og kolleger, at for tiden kunne vi ikke komme af sted ud af huset, og vi kunne heller ikke modtage besøg, siger Else Aastrup.

– Ham, der bor hos mig nu, ville ikke holde i hånd i starten. Han forsøgte hele tiden at vride sig ud af min hånd, men det var jo farligt i trafikken. Du mærker også lige pludselig, hvor stort et ansvar, du har, for det er jo andre folks børn, du passer på, siger Karen Schmidt.

Det at investere sit hjem og sin familie i arbejdet er nyt, men området med problemramte familier og udsatte børn har alle de tre kvinder et indgående kendskab til. Karen Schmidt har i mange år ført tilsyn med den kommunale dagpleje. Inga Køhler er uddannet i 1980 og har siden 1999 arbejdet med familiebehandling og har senest haft ansættelse på et mor-barn-hjem. Og endelig har Else Aastrup arbejdet 20 år på akut-døgninstitutionen Nordstjernen samt ført tilsyn med den kommunale dagpleje i 10 år.

Det er den faglige ballast og de mange års erfaringer, der hjælper dem igennem det specielle forløb, hvor målet er, at barnet får en stabil start på livet, lærer at knytte sig til voksne og mærker tryghed, kærlighed og rytme. I akutplejefamilierne arbejdes der både med sproglig stimulation, motorisk udvikling og følelsesmæssig håndtering.

– Du bruger alt, hvad du har i dig af faglighed for at kunne hjælpe barnet og for at kunne navigere i den her situation. Det var umuligt at gennemføre uden vores uddannelse og erfaring, siger Karen Schmidt.

En bamse på fars bryst

De faglige værktøjer må også i spil i omgangen med den biologiske familie. Mor og far har nemlig lov til samvær med barnet hver uge. Og ud over at forældrene i forvejen bakser med massive problemer og følelsen af magtesløshed, er vreden over, at andre har overtaget plejen af barnet, enorm.

– Et forældrepar reagerede med voldsom vrede og sorg, fordi deres barn blev fjernet. Men det kan jeg godt forstå. Jeg ville også have væltet en hel lejlighed, hvis det var mig, siger Inga Køhler.

På børnebluser, som forældrene har givet børnene, står der ‘jeg elsker min mor og far’, og barnet kan have dem på under samvær med forældrene, hvilket kan have en stor værdi. Tøj, som forældrene har købt og kan sende med barnet – hvis de vil – får en højere prioriteret i klædeskabet end tøj købt af plejemor. Ikke mindst fordi tøjet ofte dufter af den rigtige far og den rigtige mor.

– Jeg tog også på et tidspunkt en trøje og en bamse med til en samtale med forældrene, så det kunne komme til at dufte af dem igen. Så kunne faderen sidde med en bamse inde under t-shirten, mens vi snakkede. Det er ikke kun fundamentalt for barnet, men også for at anerkende og værdsætte forældrenes funktion, og at det ikke er sådan, at ‘her kommer igen nogle fra kommunen’. Det er jo forældrenes barn. Jeg passer det bare, fordi de ikke lige er i stand til det, siger Inga Køhler.

Forældrene til hendes dreng var meget vrede over, at han skulle fjernes ved fødslen. Inga Køhler måtte navigere med stor fingerspidsfornemmelse, når hun kommunikerede med dem. Hun sendte sms’er cirka en gang om ugen med små opdateringer på, hvad drengen havde lavet, så forældrene kunne følge med og være trygge ved akutpleje-forholdet. Samtidig skulle Inga Køhler være varsom med at virke alt for begejstret for drengen, så det kunne fostre jalousi.

Og selv om situationen kan være højspændt, er samværet med forældrene indiskutabelt:

– Børn, uanset hvad, har brug for deres forældre. De har kun én far og én mor. Og det handler om at vise forældrene stor empati og fortælle dem, at vi gør det bedste, vi kan, for deres barn. Ligesom det er vigtigt, at barnet kan se forældrene og se, hvad han eller hun kan bruge forældrene til, og hvad han eller hun ikke kan bruge dem til, siger Else Aastrup.

– I overdragelsessituationer, hvor der er tale om tvang, er det faktisk også et kæmpestort plus, at vi er ansat på Nordstjernen. Det gør det mere legitimt. Du kan sige: ‘Jeg er ansat på en institution. Jeg kommer ikke for at tage jeres barn. Jeg tager barnet med hjem og giver det det bedste, jeg har’. Men de kommer ikke til at se mig som den, der tager deres barn for evigt. Det er ikke så farligt. Det der med, at familien kommer til at se os som konkurrenter, det skal vi prøve at mindske, siger Else Aastrup.

De bestemmer inde på rådhuset

Hjemme hos Karen Schmidt har den fireårige dreng helt fra starten spurgt, hvorfor han skulle bo hos Karen og hendes mand.

– Når han så spørger mig, fortæller jeg ham, at det er kommunen, der har bestemt det. Det betyder, at når vi kører forbi rådhuset, siger han: ‘Der vil jeg ind og arbejde, når jeg bliver voksen. For det er der, man bestemmer’, siger Karen Schmidt.

– Min opgave er at give ham tryghed og omsorg i den situation han lige nu er i og støtte ham i hans udvikling. Her er fast struktur. Man sidder samme sted og spiser på de samme tidspunkter osv. Han får omsorg og kærlighed og skal bare have lov at være barn og være et glad barn, siger Karen Schmidt.

Når akutfamilieplejerne og deres familier alligevel åbner armene for et lille barn og dets familie igen og igen – selv om der følger så mange komplikationer med – er det, fordi jobbet også er fyldt med mening, værdi og glæde. Barnet kommer ind i familien med hele sit fascinerende lille væsen og beriger familien som nyeste, midlertidige, medlem.

Et spejlæg på en sorgens dag

Lige så selvfølgeligt, det kan være, at manden i nogle af familierne må rykke ud af soveværelset, fordi der er skrig og skrål om natten, og han stadig skal kunne passe sit 8-16-job dagen efter, og ligesom naboer, familie og venner får lært barnet at kende og kommer til at holde af det, lige så brutal kan den dag virke, hvor barnet efter typisk et halvt år skal flytte til et varigt sted.

Inga Køhler husker afskeden som en stor sorg:

– Vi brugte en hel måned på udslusning til den nye plejefamilie, og det gik helt fint. Men da vi så havde afleveret ham for sidste gang, sad min mand, min søn og jeg i sofaen og bare sad. Jeg følte fuldstændig, at mit hjerte var bristet. Og aftensmaden var lige meget. Klokken 21 fik vi et spejlæg. Vi kunne ikke tage os sammen til noget som helst, siger hun.

– At være akutplejefamilie kræver, at du er en speciel familie. Der er noget masochistisk i det. Man går simpelthen i krise, og det er alle faserne, du går igennem. Hvis du har gjort det her arbejde godt, så har du brugt alt, hvad du har i dig, og så pludselig skal du af med barnet, siger Else Aastrup, og fortsætter:

– Vi har måttet tage det op til revision: Kan vi byde vores familie, min mand og mine børn, at gå det her igennem igen? Min søn, som investerede sig selv i det, og hans verden, som gik i opløsning. Kunne han samles sammen til at gøre det igen? Det er så vigtigt, at man passer på hinanden. Men vi har så valgt at fortsætte. Det har jo også givet os alle sammen nogle gaver. At få en rolle i sådan en lille størrelses liv. Det kan endda ende med, at forældrene siger tak. At du med tiden kommer ind på dem, trods de voldsomme forløb, så de ender med at sætte pris på det, du har gjort.

Inga Køhler oplevede, at hun kom til at være i samme båd som den biologiske mor, fordi hun på en måde også fik barnet ufrivilligt taget fra sig.

– Da drengen fyldte ét år, sendte den biologiske mor mig en sms om, at hun vidste, at denne dag var hård for mig. Det var stort. På en måde tænkte jeg, at det er lige dér, hvor man identificerer sig med deres følelser. Jeg ved godt, at det er et job, og at jeg helt fra starten har vidst, at drengen skulle flytte igen. Men derfor står jeg jo alligevel i en situation uden noget valg. Jeg tror, jeg forstod hendes følelser fuldstændig der. Og hun forstod mine. Det var helt specielt, siger Inga Køhler.

– Netop derfor er det også så vigtigt, at vi får flere uger til at restituere, før vi modtager et nyt barn, siger hun.

Man er ikke på orlov

Karen Schmidt har ikke prøvet at afslutte et forløb, men hun ved, at dagen nærmer sig. Den fireårige dreng har allerede boet hos hende i ni måneder, frem for de seks måneder, der egentlig er grænsen. Hun ved, at det bliver en hård afsked. For hende og hendes mand, for hendes 93-årige far, som drengen har taget meget til sig, og for andre familiemedlemmer og naboer, der går rundt med drengen i hånden så tit, de kan.

– Vi er så glade for ham, og vi kan mærke, at han er glad for os. Jeg kan allerede mærke, at det bliver forfærdeligt, når han skal flytte, siger Karen Schmidt, der som de andre kvinder har lavet en slags dagbog med billeder og tekst i til barnet, så han vil have et minde fra sin tid hos dem.

De mentale udfordringer for plejefamilierne kan også tælle pludselige aflysninger af et barn, hvor man ellers lige har været ude at købe modermælkserstatning og skaffet barneseng og indstillet sig mentalt på at skulle modtage et barn. Alle tre kvinder har prøvet at få et barn aflyst i 11. time. Måske ringer sagsbehandler og har alligevel ikke nok dokumentation til, at en tvangsfjernelse kan komme på tale. Måske træffes der formandsbeslutning om, at barnet skal have et helt andet tilbud. Måske siger barnets mor pludselig ja til et ophold på et mødre-spædbarn-hjem i stedet. Under alle de mavepustere, der kommer, er det en stor hjælp for akutplejemødrene at holde fast i deres faglighed – og i hinanden. De mødes og snakker om, hvordan det går i plejeforløbet.

– Vi har stadig jævnligt vores gang på institutionen, mens vi er ude i et plejeforløb, og for mig er det enormt vigtigt. Her får vi supervision, og her er der kurser og ture med kollegerne, man kan komme med på. Når jeg tænker på mig selv under et plejeforløb, er jeg stadig ‘pædagog på institutionen’. Jeg har ikke orlov. Jeg er bare hjemme, fordi lige netop dette barn har brug for at være hjemme. Men det er mine faglige kompetencer, jeg tilbyder, samtidig med, at jeg kan tilbyde mine familieomgivelser og mit hjem til barnet, siger Else Aastrup.

Et gensyn i kalenderen

Kvinderne har siddet i Karen Schmidts stue, mens de har fortalt om at være akutplejefamilie. Nu er der gjort et godt indhug i eftermiddagen, og Karen må om og hente sit akutplejebarn i børnehaven. Stuebordet ligner noget fra en mødregruppe, for der ligger billedalbum, breve til børnene og dagbøger, som de tre har taget med for at vise frem. Et særligt smil spiller på Inga Køhlers læber.

Hun har en aftale i kalenderen om at skulle se sit godt ét år gamle akutplejebarn om et par dage. Han er nu i en varig plejefamilie, men Inga Køhler savner ham. Meget. For savn trodser nok så mange professionelle værktøjer.

– Vi har én gang før haft besøg af ham, og der havde vi genetableret hjemmet med legetøj og det hele, så det stod som dengang. Han susede rundt, og hver gang han så noget, han kendte, sagde han ‘ti hi hi’. Og han nærmest sprang over i armene på mig. Han vil jo i sit liv ikke have nogen erindring om, at han har boet hos os. Men vi har alligevel en særlig tilknytning. Det vil vi altid have, siger Inga Køhler.