Er vi blevet mere selvkritiske?

For ganske nylig udkom ‘På kanten af velfærdsstaten’ om anbragte og indlagtes skæbner i dansk socialforsorg i perioden 1933-1980. Bogen er en skildring af livet på institutioner i den periode af danmarkshistorien, hvor institutioner for alvor blev betroet opgaven at passe på nogle af de mest udsatte borgere i kongeriget. Værket rummer et væld af interessante vidnesbyrd om, hvordan det, som samfundet mente var den bedste løsning og dagligdag for den anbragte eller indlagte borger, ikke sjældent fik en helt anden bedømmelse fra borgeren selv.

Værket, som er skrevet af forskere fra Syddansk Universitet og Svendborg Museum, er en vældig interessant perspektivering i forhold til det nuværende mantra om at gøre det, der virker – indenfor socialpolitikken. Det har altid skuret lidt i ørerne, for hvis man nu vil til at gøre det, der virker – hvad har man så gjort før? Som mange følgere af dansk socialpolitisk historie vil vide, så har det altid været en ambition at gøre det, der virker for udsatte borgere. Det kan man også forvisse sig om gennem læsningen af denne bog – selvom mange af de personlige historier kan virke som eksempler på det stik modsatte.

For mange mennesker var det ikke rart at være under samfundets forsorg – på trods af velmenende personale, forstandere og politikere. Samfundets holdning i almindelighed til ‘de andre’ stod så at sige i vejen. Spørgsmålet er så, om det også er tilfældet i dag? Måske bare med andre udtryksformer?

Jørn Henrik Petersen beskriver i det seneste nummer af Social Politik, hvordan velfærdsstaten nedtones til fordel for konkurrencestaten, og socialpolitikken tilpasses tilsvarende. Dette indebærer ifølge ham, at ‘de’, som ikke er ‘os’, må indstille sig på at bo i velfærdsstatens kælder. Rapporten belyser med al tydelighed, at mange socialt udsatte gennem tiden har levet et liv i velfærdsstatens kælder. Men ‘På kanten af velfærdsstaten’ afslører på forunderlig vis også, hvordan mange af borgerne ikke kun har været ofre, men også på trods af alle odds har formået at få en tilværelse op at stå. Historien om de børn og voksne, der har gode minder fra deres tid på institutioner eksisterer også – og er som regel altid bundet op på en god relation til en ansat eller de andre beboere. På den måde går der en rød tråd fra bogens lange horisont frem til den nutidige socialpolitik: Stærke relationer mellem borgere og frontmedarbejdere er det bedste grundlag for en succesrig indsats. Gode og stærke relationer tager tid at opbygge. 

Udfordringen for os her i dag er at bruge historien til at stille os selv de kritiske spørgsmål om, hvordan vi håndterer sociale problemer og udfordringer – og om den praksis stemmer med vores værdigrundlag.

I dag møder man fx ofte den opfattelse, at hvis man ikke lykkes i en behandling, så er det din egen skyld – man er nærmest ‘ubehandlelig’. Den stigmatisering, der ligger fra samfundets side i forhold til fx gentagne mislykkede behandlinger for stofmisbrug, gentagne indlæggelser på psykiatrisk hospital eller en lang række af uddannelsesforsøg eller jobpraktikker, gør det ikke lettere hverken for borgeren eller for frontpersonalet at gå i gang med næste indsats.

I den sammenhæng er det vigtigt, at socialpædagogerne ikke lader sig rive med af en strømning i samfundet, men gør os alle opmærksom på, at selvom behandlinger ikke lykkes, så har også de mest udsatte borgere krav på, at samfundet giver hjælp og omsorg. En omsorg, der lever op til et værdigrundlag, der ser hver enkelt som et menneske, der har en værdi i sig selv, og derfor skal behandles med respekt og værdighed.