Socialpædagogisk identitet i 30 år

I foråret var jeg til 30-års jubilæum for socialpædagoger fra årgangen 82/85 på Jægerspris Seminarium. Vi mødtes i de gamle lokaler på slottet og gik op ad vindeltrappen fra Erik Menveds tid. Det var her, at der var foredrag i Rebeccasalen.

Når der var julefrokost, dansede vi med hinanden i hænderne rundt i alle stuerne og op og ned ad trapperne i de fløje af slottet, som var vores.

Det var her, at vi lærte at tale til forsamlingen. En smuk tid at tænke tilbage på, og minderne væltede frem.

Anne Kirstine Nielsen, der startede som lærer efter, at vi forlod stedet, fortalte om seminariets historie de sidste 30 år: Fra den gamle rodfæstede kultur med de autodidakte lærere frem mod en mere forskningsbaseret undervisning, dannelsen af CVU’erne og til sidst den egentlige sammenlægning af seminarier, flytning til Hillerød, hvor arkivet fra Jægerspris Seminarium ligger i nogle papkasser i kælderen.

Hun nævnte også begrebet socialpædagogisk identitet, som lærerne brændte for dengang for 30 år siden, men som siden er gået i glemmebogen.

Jeg synes, at jeg kan huske, at jeg blev introduceret til socialpædagogisk identitet allerede på RUS-turen i 1982, da vi opholdt os i en spejderhytte, sang sange ved lejrbålet, legede ‘jeg kom over grænsen med…’, gik i grupper, og lyttede og planlagde og evaluerede.

En af de første læresætninger fra dengang hørte jeg dér fra vores praktikvejleder Hanne Lohman, som sagde, at ‘handling giver forvandling’.

Personlig krise

Min start på seminariet i 1982 blev ellers vanskeliggjort af, at jeg netop samtidig blev skilt og var blevet alene med min dengang 2-årige datter, hvilket var et dilemma, for jeg havde jo netop den første dag præsenteret mig selv værende lykkeligt gift. Kort sagt var jeg i en krise, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt.

Jeg tog den klogeste og modigste beslutning i mit liv, og sagde det til Missa Hansen, vores studievejleder. Jeg mødte på hendes kontor, og vi talte i halvanden time, hvor jeg fortalte om mit problem, og hun lyttede, og jeg følte mig forstået. Hun gav mig rigelig tid, og vi mødtes også ugen efter.

Det var et førsteklasses møde med et andet menneske, lidt ligesom Tine Bryld i radioen søndag aften på ‘P4 i P1’. Problemet for mig lå i at fortælle det til klassen. Det var angstpræget, hvilket også truede min studieaktivitet, fordi jeg i den situation ikke kunne tænke på andet. Missa sagde: ‘Fortæl det først til sidemanden. Mærk efter om det er okay. Fortæl det så til den lille gruppe. Det er din opgave til næste gang’. Hvilken befrielse når jeg fik lavet min opgave med mål og delmål! Sidenhen lå hele verden åben.

Psykologisk ilt

Langt senere har jeg jo som ‘udfører’ oplevet at være i situationer, hvor en person over for ‘bestilleren’ har udtrykt, at ‘hvis ikke der var kommet en som Pelle og besøgte mig, så havde jeg ikke været her på denne jord’.

Et sted er jeg på sporet af den socialpædagogiske identitet, det har jeg erfaret gennem årene.

Et menneske kan have det som en fisk, der ligger i en mudret vandpyt og gisper efter luft.

Pludselig bliver fisken lempet over i et akvarium, kan trække vejret igen og nyde at svømme frit rundt. Ved at få tilført psykologisk ilt kan alting ændre sig til det bedre, og ved at være i et vitaliseringsmiljø, hvor det er godt at være, og hvor man kan udvikle sine talenter, begynder personen at trives og blive glad (Jan Tønnesvang, Forlaget Klim 2012 ).

Socialpædagogisk identitet handler meget om at være i stand til at give psykologisk ilt til en anden person, at kunne se behovene, og kunne være med til at skabe et vitaliseringsmiljø, hvor man kan trives og blive udviklet.

Bedste udgave af sig selv

Seminariet var dengang et sådant vitaliseringsmiljø, et væksthus i Rousseaus ånd. Vi gik til forelæsninger, arbejdede i grupper, spillede teater, overvejede og diskuterede filosofiske betragtninger omkring menneskesyn og udviklingspsykologi, snusede til forskellige terapeutiske og pædagogiske retninger såsom gestaltterapi og vækstpædagogik, var i de forskellige praktikker hvert år (for mit vedkommende ungdomspension, vuggestue og bosted for handicappede), hvortil der skulle laves opgaver.

Dertil havde vi til hver praktik sat os ind i området på forhånd samt lavet personlige og faglige udviklingsmål, som vi skulle revidere undervejs, således at vi udviklede vores refleksion over egen praksis og fik skabt en realistisk forståelse af, hvad hensigten var med mål og delmål, som vi drøftede med vores praktikvejledere.

Undervejs lavede vi også observationer/iagttagelser af de brugere, som vi mødte på institutionerne. Fra første færd lærte vi om, at pædagogik og opdragelse handlede om, at det var et ligeværdigt samarbejde. Det var barnet eller den unge selv, der vidste bedst, hvad vej det skulle gå i livet.

Hver især erfarede vi på egen krop en udvikling både fagligt og personligt. Bevægelsen frem imod en socialpædagogisk identitet var en vandring over bjerg og dal, og somme tider skulle der kæmpes. På mange måder var uddannelsen til socialpædagog én lang socialiseringsproces, der mundede ud i, at man blev den bedste udgave af sig selv – ansvarlig og engageret.

Livsstykket Karen

En af vores lærere hed Karen Lykke Poulsen, og hun var et livsstykke. Det var hende, der havde oversat Anton Makarenkos ‘Vejen til livet’. Hun fortalte, at anmelderne havde skrevet, at ‘vi har en russiskkyndig i landet, som vi ikke kendte til’, men hun havde såmænd bare brugt den franske, engelske og tyske udgave af bogen. Hun har selv skrevet bøger, som vi havde som pensum, bl.a. ‘Opdragelse er handling’ (Jørgen Paludans Forlag 1982) og ‘Dialektisk pædagogik’ (Gyldendal, 1978).

Hun stod for stil, tone og tradition. Pædagogen er rollemodel, der viser vej, og rundt om på bostederne skal vi jo ikke bare smide nogle tallerkener på bordet og sige værsgo, det skal gøres med stil, for hvordan skal børnene ellers lære det?

Hun gav os små tricks med ud, når vi skulle i praktik, såsom kun at placere en enkelt smørbøtte på bordet for at fremme dialogen omkring bordet, for så var de unge jo nødsaget til at bede om smørret.

Udover dette talte hun om pli, som handler om god opførsel kombineret med en særlig anstand og taktfølelse, hvilket næsten ingen vidste, hvad var, da vi startede på seminariet. Det blev glemt i slutningen af 60’erne og i løbet af 70’ernes ungdomsoprør.

Fortællingens magt

Karen Lykke vidste om nogen noget om oprør, og hun kunne fortælle. Hun fortalte cases, som man kunne lære noget af. Hun fortalte om, da hun gik tur over markerne med to forældreløse drenge, der var tynget af sorg. Pludselig havde de fundet en stenøkse. Drengene blev nysgerrige og spurgte til, hvem der havde lavet den flotte stenøkse, hvortil Karen Lykke havde svaret, at ‘det har jeres forfædre’. På den måde fik hun dem i sin hule hånd, for pludselig havde de forældreløse drenge fået forfædre.

Senere fortalte hun, at hun havde sendt den økse til den amerikanske folkesanger Pete Seeger, der også var en oprører, og som i starten af 60’erne havde et hit, der hed ‘If I had a hammer’. Hun fortalte om, da hun var på Mauritius i tre år for at lede et børnehjem. Hun fortalte om, da hun som kommunist under krigen havde ledet aktioner, hvor jøder var kommet til Sverige for at undgå tysk arrestation.

Lutter spændende fortællinger, og hun kunne fortælle således, at man som tilhører blev fanget ind i fortællingens univers. Mennesket har jo fortalt i årtusinder ved lejrbålet og givet sine erfaringer videre til næste generation. Det narrative, som også er et vigtigt element i den socialpædagogiske identitet, lærte vi bl.a. af Karen Lykke på seminariet.

At begynde at indfange den socialpædagogiske identitet på denne måde lader sig ikke gøre.

Socialpædagogisk identitet er lidt ligesom en våd sæbe: den smutter. Men en vigtig ting er, at man kan lave nogle gode mål og delmål sammen med den unge – og det gælder sådan set også for en selv.