Mentalisering – at se bag om adfærden

I Center for Mentalisering har vi i en årrække undervist og superviseret faggrupper på døgnområdet, der til daglig arbejder med udsatte børn, unge og voksne. Vi kender derfor til de udfordringer, der er ved at arbejde med mennesker, der er blevet udsat for traumer: Hvilken gennemgribende og forskelligartet effekt traumer har på et menneskes udvikling, og hvilke enorme krav det stiller til de professionelle fagpersoner, der arbejder med udsatte til daglig.

Når man skal håndtere disse udfordringer, er der konstant risiko for, at man som professionel skaber forståelser og handlingsstrategier, som gør det svært at se bag om de traumatiseredes adfærd.

Vi har erfaret, at supervision er en måde at skabe støtte til at fastholde håb, se handlingsmulighed og skabe forståelse for de traumatiserede børn og unge, man måtte arbejde med.

Men der er også en risiko for, at traditionel supervision kan blive for teoretisk og fjern fra de mange dilemmaer og konflikter, man som professionel i dette felt konstant befinder sig i.

Derfor er vi begyndt at arbejde med projekter, hvor vi kommer tættere på de professionelles reelle hverdag og her hjælper med at give mulighed for omtanke og refleksion i den pressede hverdag på en måde, så den professionelle får støtte, når der er brug for det, og hvor man samtidig understøtter det at implementere mentalisering fremadrettet.

Faglig udfordring

De projekter, Center for Mentalisering indtil videre har gennemført, har været på døgninstitutioner og i skoleregi for udsatte unge anbragt uden for hjemmet. Den målgruppe er karakteriseret ved at have haft særligt svære opvækstvilkår, og langt størstedelen har været udsat for traumer af deres primære omsorgspersoner.

Traumer i barndommen flettes ind i den unges selvforståelse og handlemåde og adskiller sig således fra enkeltstående udefrakommende traumer, såsom trafikuheld, ved at forme selve udviklingen:

En dreng, der er blevet banket af sin forælder, når denne har været vred eller ked af noget, oplever således oftere selv at ty til vold, når han senere i livet står i situationer, hvor han oplever intense følelser, som han aldrig har udviklet hensigtsmæssige strategier til at håndtere.

Der er med andre ord tale om en geniscenesættelse, som pædagoger, der arbejder med traumatiserede unge, ufrivilligt kommer til at indgå i. Der er nemlig stærke og komplicerede dynamikker på spil, som kræver en særlig stor grad af tålmodighed og refleksion at undgå at komme til at deltage i.

Den mentaliseringsbaserede tilgang tilbyder her forståelser og redskaber til at have øje for disse dynamikker og samtidig være opmærksom på både sig selv og den anden.

En del af dagligdagen

Mentalisering er at være opmærksom på, at der bag handlinger og udtalelser ligger mentale tilstande, såsom tanker, følelser, behov, mål og grunde. Der er med andre ord en grund til, at vi siger og gør, som vi siger og gør.

Mentalisering er derfor kort sagt at se bag om adfærden og have sind på sinde.

Det siges, at lærere skal træffe tre beslutninger i minuttet, og som vi har erfaret i vores samarbejde med pædagoger på døgninstitutioner, skal pædagogen til tider træffe endnu flere faglige og betydningsfulde beslutninger i minuttet. Et eksempel:

En 14-årig pige kommer ud i køkkenet til en pædagog, der står midt i en konflikt med en dreng, som ikke vil til fodbold. Den 14-årige viser en facebookopdatering fra en anden 14-årig, der bor på institutionen. I opdateringen skriver pigen meget direkte, at hun er den bedste til blowjobs på skolen. Pigen, der har skrevet opdateringen, kommer bagfra og river den 14 årige i håret og råber. Samtidig ringer telefonen og en mor til et af børnene kommer ind i køkkenet.

Eksemplet viser, hvor mange beslutninger, en professionel kan risikere at skulle tage under pres. Her er der en risiko for, at beslutningerne vil bære præg af indlærte strategier eller forståelser, som ikke altid passer på den nuværende situation og person.

Når man som professionel følger disse unge tæt i deres dagligdag, oplever deres udfordringer og kommer tæt på dem følelsesmæssigt, er man i øget risiko for at komme under pres og opleve intense følelser.

Når man er under pres eller oplever intense følelser, svækkes mentaliseringen, og det er dermed vaskeligere at tage reflekterede konstruktive beslutninger.

Således risikerer man som professionel at have reageret på en måde, der er utilfredsstillende både for én selv og den unge – og nogle gange tilmed er medvirkende til en eskalering af problemerne.

Det er med andre ord enormt udfordrende at have øje for de mentale tilstande og være undersøgende over for, hvad der er på spil i den konkrete situation – at være mentaliserende – når man arbejder i døgninstitutionsregi med udsatte unge.

At vaske trappen oppefra

Mentalisering avler mentalisering, og det samme gælder for ikke-mentalisering. At være mentaliserende i sit arbejde forudsætter således, at man selv som medarbejder mødes med forståelse og nysgerrighed af sin ledelse.

Lidt populært sagt kan man sige, at man vasker trapperne oppefra i betydningen, at lederen skal være mentaliserende for at skabe rammerne for, at medarbejderen kan være mentaliserende.

Derfor arbejder vi også i projekter i høj grad med at støtte ledelsen til at bakke sine medarbejdere op gennem en struktur og en organisation, hvor der er vægt på at skabe rum og kultur til forståelse, omsorg og refleksion.

Mentalisering er i høj grad et spørgsmål om indstilling og holdning – en overbevisning – som ikke lader sig nøje med at være et redskab, man kan benytte fra tid til anden.

Når det er sagt, så er det vigtigt at erkende, at ingen mennesker kan være mentaliserende hele tiden. Vi får alle mentaliseringssvigt fra tid til anden, og ambitionen skal derfor ikke være at være konstant mentaliserende, men at skabe gode forudsætninger for mentalisering, så man kan skabe de bedste løsninger for alle parter.

Det kan være svært, når øgede krav om dokumentation, dagligdagens travlhed og medarbejdernes forskellige måder at forstå og gøre tingene på alle skal gå op en højere enhed. Vi har derfor oplevet efterspørgsel på en intervention, hvor medarbejderen, ledelsen og organisationen på en og samme gang kan støttes i at tilgodese hinandens perspektiver og arbejde ud fra en samlet forståelse og et samlet mål, hvilket vi har valgt at kalde projekter til implementering af mentalisering.

Projekter med helhedsblik

Et projekt er kort sagt en midlertidig intens indsats med længerevarende effekt. Det er derfor vigtigt, at indsatsen ikke kun fokuserer på ét område, fx medarbejderne, men er helhedsorienteret og medregner såvel ledelse, organisation og måske endda målgruppen for at skabe den nødvendige længerevarende forandring.

Det er derfor afgørende, at projektet tilpasses organisationen og de udfordringer, lige netop denne organisation eller institution oplever.

Gennem projekter har vi fået en unik mulighed for at arbejde med mentalisering helt ud i yderste led. I projekterne er vi ude på gulvet og arbejder med samspillet mellem de unge og socialpædagogerne. Vi er til stede i spidsbelastningssituationer, det vil sige om morgenen, når børnene skal i skole, om aftenen, når de skal i seng, og i weekenderne. Vi deltager i p-møder, er med på ledelsesmøder eller er ude i skoleklasserne.

Vi er dermed til stede i de situationer, hvor det kan være mest udfordrende at være mentaliserende og støtter medarbejderen ved hjælp af forståelsesmodeller og redskaber til brug for den professionelle – eller sammen med de unge med inspiration fra bogen Mentaliseringsguiden.

I Center for Mentalisering oplever vi, at det har været en berigelse for os at komme helt ud, hvor mødet mellem den udsatte og medarbejderen pågår, hvor følelserne er intense, og mentaliseringsevnen udfordres. 

Forfatterne er alle tilknyttet Center for Mentalisering, der har til formål at udbrede viden om mentalisering samt anvendelsen af mentaliseringsbaseret behandling i arbejdet med udsatte børn, unge og voksne.