Det kommunale selvstyre – bogstavelig talt

Godt og vel en pct. af alle danske 0-17-årige børn og unge er anbragt uden for hjemmet. Og sådan har det været i mere end 100 år. Efter strukturreformen i 2007 er der efter mange års stabilitet sket en forskydning i anbringelsesformerne, og i de senere år er 57-58 pct. af de anbragte børn og unge placeret i familiepleje, heraf 48,5 pct. i den såkaldte almindelige familiepleje.

Men giver disse gennemsnit et dækkende billede af forholdene for de socialt udsatte i det danske land. Det skulle man tro. Danmark er et lille land med knap 5,7 mio. indbyggere, og heraf er godt og vel 1,1 mio. mellem 0 og 17 år. Disse indbyggere er fordelt på 98 kommuner, der alle er undergivet en relativt detaljeret overordnet socialpolitik på dette område.

Foretager man analyser af andelen af anbragte blandt 0-17-årige – og af den del af dem, der anbringes i familiepleje – i de 98 kommuner, giver dette imidlertid et meget broget billede.

Andelen af anbringelser på landsplan er helt præcist på 1,04 pct. af alle 0-17-årige i 2013, men ser man på forholdene i de enkelte kommuner, svinger andelen fra at være 0,3 pct. i en kommune og 3,24 pct. i en anden. Og mellem disse poler er der store variationer, og det er samtidig et fåtal af kommunerne, der placerer sig i nærheden af landsgennemsnittet.

Et tilsvarende billede kan tegnes af variationen i hvilke anbringelsesformer, der vælges i de 98 kommuner. I en kommune er det 15,4 pct. af de anbragte børn, der anbringes i almindelig familiepleje, og i en anden kommune er det 78,1 pct. af anbringelserne. Der er igen relativt få kommuner, der ligger i nærheden af landsgennemsnittet på 48,5 pct.

Her ville de fleste tænke, at de danske kommuner jo også er meget forskellige, hvad angår størrelse, økonomi, befolkningssammensætning mv.

Men de store variationer i andelen af anbringelser og anvendelsen af forskellige anbringelsesformer kan ikke umiddelbart forklares ud fra sådanne forskelle. Det er ikke i storbyerne, der anbringes flest børn, og det er ikke i de rigeste kommuner, der anbringes færrest børn.

Der er ej heller fælles træk at spore blandt de kommuner, der især vælger at anbringe i almindelig familiepleje – dette gælder både små og store kommuner, by- og landkommuner samt kommuner med relativt høj og relativt lav andel af anbragte.

Forklaringen er kort sagt – det kommunale selvstyre! 

Inge M. Bryderup er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.