Gå til indhold

LO-kongres

Efter drejebogen – næsten

LO-kongressen bød på ris til dagpengeforliget, fuld opbakning til fusionsplanerne med FTF – og et farvel til formanden fra ‘fisken’

13. november 2015

Artikel

Forfatter: Af Jens Nielsen

Det blev ikke det kampvalg, det så ud til for nogle måneder siden. Og det blev ikke til det glødende opgør om fusionsplanerne med FTF, det kunne være blevet. Førsteudfordreren til Lizette Risgaards kandidatur, HK-formand Kim Simonsen, trak sig i god tid før kongressen, og en mulig tvist om FTF-forlovelsen blev i rum tid skrinlagt med et kompromis, som både tilhængere af og skeptikere over for fusionen kan leve med. Til gengæld kom der lige et dagpengeforlig på tværs og lagde en dæmper på kongresstemningen.

Sådan lyder vel det korte resumé af LO-kongressen i slutningen af oktober, der altså gav klart valg af Lizette Risgaard til formand og intet mindre end enstemmig opbakning til det videre arbejde med at afsøge mulighederne for en fusion med FTF.

En god del af sådan en kongres er tilegnet formandsberetningen og debatten om den. Her leverede den afgående formand Harald Børsting et timelangt vue over fire år med bl.a. regeringsskift, mislykkede trepartsforhandlinger, kampen mod social dumping og en meriterende sejr i Ryan Air-konflikten. Og nå ja, selvfølgelig det på det tidspunkt spritnye dagpengeforlig.

Han fremhævede ikke overraskende den danske model som det fortsatte omdrejningspunkt for de udfordringer, den samlede fagbevægelse står overfor:

– Den danske model er fundamentet for en stærk fagbevægelse, der skaber fair og lige muligheder for de mange, sagde Harald Børsting – og opfordrede de offentlige arbejdsgivere i stat, regioner og kommuner til at stå ved deres ansvar som netop arbejdsgivere.

En lang forlovelse

At fusionsplanerne med FTF bliver en hovedopgave for den nye formand og ledelse står klart, efter at kongressen gav sin enstemmige opbakning til at gå videre med tankerne. Det skal ske igennem et arbejde i to spor – dels et styrket strategisk samarbejde på uddannelsesområdet, dels en afklaring af, hvordan en ny hovedorganisation konkret kan opbygges demokratisk og organisatorisk. Og så forudsætter det selvfølgelig, at også de 72 forbund i FTF er med på ideen på FTF’s kongres den 18. til 19. november.

– Lad der aldrig blive et ‘os og dem’ i fagbevægelsen. Det er ingen tjent med. Ikke vores lange historie og fællesskab, og slet ikke den danske model, sagde Harald Børsting til klapsalver fra salen.

Men selvom opbakningen var enstemmig, var der fortsat skepsis blandt de forbund, der ikke har lagt baghave til ideen om en fusion med funktionærerne og tjenestemændene. Det er håndværkerforbundene med 3F i spidsen, der ikke på forhånd er optimistiske omkring mulighederne for at skabe en slagkraftig hovedorganisation, der samtidig giver plads og indflydelse til fx også de små håndværkerforbund.

– Skilsmisseprocenten er høj her i landet – det er nok godt med en lang forlovelse, sagde 3F-formand Per Christensen således.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen – der på kongressen blev genvalgt til LO’s Daglig Ledelse – understregede forbundets støtte til fusionsplanerne:

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi håber på en hovedorganisation med en stærk lokal struktur. Og en hovedorganisation, hvor medlemsforbundene inddrages og får indflydelse, og som styrker vores position over for arbejdsgiverne, sagde han.

LO-kongressen endte med at give enstemmig opbakning til det videre fusionsarbejde, der altså senest med udgangen af 2017 skal have afklaret grundlaget for en evt. ny fælles hovedorganisation med tilsammen 1,5 mio. medlemmer.

Sammenhæng

En anden stor opgave bliver de trepartsforhandlinger, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har varslet til foråret. Ikke mindst da det kiksede helt, da parterne mødtes under den forrige regering – et kiks, som Harald Børsting erkendte, at han ‘absolut ikke er stolt af’. Han understregede vigtigheden af balance mellem den offentlige og den private sektor:

– Det bliver vores opgave, at den offentlige sektor ikke bliver udsultet i ræset mod private arbejdspladser og bedre vilkår for erhvervslivet, sagde den afgående LO-formand.

Og den tråd greb Socialpædagogernes formand:

– Vi skal sikre et Danmark, der hænger sammen. Vi skal favne bredere og have et større politisk projekt, hvor vi rækker ud over egen næsetip og rummer hele Danmark. Det offentlige Danmark og produktionsdanmark er hinandens forudsætninger. Vi behøver en stærk privat sektor for at kunne løse de offentlige opgaver – og vice versa, sagde Benny Andersen.

Og så var der smertensbarnet, dagpengeforliget, der var indgået få dage før kongressen, og som var noget af et skår i kongresglæden. LO sad med i det kommissionsarbejde, hvis konklusioner regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på få dage fik forvandlet til et forlig. Et forlig, som trods forbedringer fik mange knubbede ord med på vejen.

Dagpengekritik

‘Noget møg’, lød en kort karakteristik, ligesom der blev peget på, at vurderingen af den politiske vilje til at rette op på de skader, dagpengeforliget fra 2010 har medført, slet ikke holdt.

Socialpædagogernes forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen pegede på, at der slet ikke er rettet op på problemet med dækningsgraden. Det kan true selve opbakningen til dagpengesystemet, sagde han. Han pegede tillige på, at forbundets SU-dimittender, der nu rammes af de lavere satser, i forvejen har været ramt af forringelser i forbindelse med beskæftigelsesreformen fra 2014.

I sit svar fastholdt Harald Børsting, at der er forbedringer i det nye forlig, og at prisen for ikke have siddet med i kommissionsarbejdet ville have været langt højere end den, der nu skal betales i form af karensdage og nedsatte dimittendsatser. Men, sagde han med henvisning til dimittendsatsen, ‘her har politikerne simpelthen været nogle fedterøve’. 

Efter beretningsdebatten gik han så til stående klapsalver fra talerstolen som LO-formand for sidste gang. Harald Børsting har dog ikke, fortalte han, tænkt sig at stille træskoene, men tværtimod tage dem på igen – som da han startede som TR i fiskeindustrien for over 40 år siden. 


Læs mere på www.lo.dk/kongres

 

Bliv medlem