Hvem skal sige fra?

De senere år er der gennemført store besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning og andre indgribende handicap. Det har ramt hverdagslivet for nogle af de mest skrøbelige og udsatte medborgere hårdt – og det har jo også ramt arbejdsglæden, engagementet og den faglige stolthed for mange socialpædagoger.

Med den nye V-regerings såkaldte omprioriteringsbidrag skal der hentes yderligere 2,3 mia. kr. ud af kommunernes økonomi. Ca. 1,8 mia. tilbageføres til kommunerne til det, som kaldes ‘borgernær velfærd’, men intet tyder desværre på, at regeringen har tænkt sig at prioritere mennesker med handicap i den sammenhæng. Regeringens udspil til finanslov indeholder ingen penge til handicapområdet. Tværtimod faktisk!

Jeg synes, at det er uforståeligt – og forargeligt – at udviklingshæmmede og andre med handicap skal betale endnu en omgang med nye forringelser i hjælpen. Men det er næsten endnu værre, at besparelserne i mange tilfælde vil blive ført ud i livet, fordi mange udviklingshæmmede ikke har forudsætninger for at beskytte deres egne rettigheder – og ikke har nogle til at hjælpe dem til at opnå samme retssikkerhed som andre.

For når kommunerne skærer ned i hjælpen, så sker det typisk ved at træffe nye myndighedsafgørelser. Det kan fx være afgørelser, der siger, at borgeren ikke kan beholde sin ledsageordning efter § 97 – eller at aktivitets- og samværstilbuddet skæres ned fra fire til to eller tre dage om ugen.

I de situationer er der heldigvis nogle, som har en søster eller en mor eller far, som kan hjælpe med at klage – og rigtig, rigtig mange klagesager ender faktisk med, at Ankestyrelsen underkender kommunen. Men de udviklingshæmmede, som er uden pårørende med ressourcer til at bistå dem i en klagesag, er virkelig på spanden for at sige det meget direkte. Lad mig give et eksempel:

I Herlev Kommune besluttede politikerne at gennemføre et nyt forringet serviceniveau for dagtilbud og beskyttet beskæftigelse. Det nye niveau betød, at borgerne skulle gå fra fire til tre dages tilbud ugentligt. Gennemførelsen af serviceniveauet skete gennem en byge af nye myndighedsafgørelser til brugerne – afgørelser, som ca. halvdelen af de berørte borgere klagede over.

I hele 67 pct. af klagerne blev kommunen underkendt i Ankestyrelsen, og der var grund til glæde og tilfredshed.

Men tilbage står de mange borgere, som ikke klagede – typisk fordi de er uden støtte til at gennemføre en klageproces. Vi kan jo således gå ud fra, at der også er alvorlige fejl i ca. 60 pct. af de afgørelser, som ikke endte i Ankestyrelsen. Omkring to tredjedele af de borgere, som ikke klagede, har således i dag et ringere tilbud, end de har krav på ifølge lovgivningen. Det kan man da kalde ulighed i retssikkerhed – begrundet i handicap.

Jeg ved godt, at nogle socialpædagoger faktisk giver faktisk hjælp til udviklingshæmmede med få klaget over en myndighedsafgørelse – eller med at få ansøgt om hjælp, som burde være bevilget. Men i LEV får vi jævnligt henvendelser fra ansatte, der er meget nervøse for at bistå i den slags sammenhænge – de frygter ganske enkelt for deres job, hvis de hjælper borgeren med at klage over kommunen. Min oplevelse er klart, at denne frygt er et stigende problem.

Derfor – vi har brug for din hjælp.