Tvang på dagsordenen – igen

En udviklingshæmmet kvinde stritter imod, da hendes mor vil føre hende ind på hospitalet for at få lavet en vigtig undersøgelse. Kvinden forstår ikke, hvad hun siger nej til. Bør hun kunne tvinges til at blive undersøgt?

Det spørgsmål kom efter efterårsferien på mediedagsordenen, da Politiken fortalte historien om den udviklingshæmmede kvinde, og sundhedsminister Sophie Løhde bebudede efterfølgende en lovændring.

– Det er et problem, at der i dag er patienter, som ikke får den nødvendige hjælp og behandling, fordi reglerne er, som de er. Jeg har allerede haft den første drøftelse med Folketingets partier om, hvordan man kan skrue et lovforslag bedst muligt sammen, og de drøftelser vil jeg selvfølgelig fortsætte, sagde hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Dermed blev Sophie Løhde som minimum den fjerde i rækken af danske sundhedsministre, der har påpeget problemer ved forbuddet mod lægebehandling til fx udviklingshæmmede og demente, der modsætter sig behandling uden at forstå konsekvensen. Sundhedsloven indebærer nemlig, at man kun må bruge tvang, når der er tale om en akut, livstruende sygdom – og ikke når det fx drejer sig om hjertemedicin, der skal tages igen og igen, behandling af et brækket ben eller en undersøgelse for fx kræft.

– Jeg vil lægge mig i selen for, at jeg bliver den sundhedsminister, som får ændret reglerne på området, siger Sofie Løhde til Berlingske Nyhedsbureau.

Pres fra forbundet

Løfterne vækker glæde hos Socialpædagogerne, der siden 2011 sammen med en række andre organisationer har presset på for en lovændring. Senest med et fælles brev til sundhedsministeren, hvor Socialpædagogerne, LEV, Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Altzheimerforeningen og FOA sammen skriver:

‘Det er bydende nødvendigt at få ændret loven hurtigst muligt, både af hensyn til, at patienterne kan få den nødvendige omsorg og behandling, men også af hensyn til medarbejderne, som jævnligt er vidne til inhabile patienters afvisning af nødvendige undersøgelser og behandlinger med alvorlige konsekvenser til følge.’

I brevet lægger organisationerne vægt på, at der kun må anvendes tvang i helt særlige situationer, og at der fx skal være klageadgang og et proportionalitetsprincip.

Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne påpeger, at lovændringen har været utrolig længe undervejs – og det kan hun på en måde godt forstå.

– Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål, fordi vi jo på den ene side skal undgå unødig tvang – som historien har vist grumme eksempler på – og på den anden side skal sikre den nødvendige omsorg. Derfor er det godt at gå grundigt til værks, men nu må det også snart være på tide med en løsning.

Erfaringer fra Norge

I Norge blev der allerede i 2009 indført en lov, der gør det muligt at tvangsbehandle i særlige situationer – dog sådan, at al tvangsbehandling skal indberettes, og man skal fx redegøre for, hvordan man først har forsøgt sig med andre, ‘tillidsskabende foranstaltninger’ (med mindre det er ‘åbenlyst formålsløst at forsøge’), ligesom man skal forklare, hvorfor tvangsbehandlingen ‘efter en helhedsvurdering fremstår som den klart bedste løsning for patienten’.

Den norske lovændring, der benævnes kapitel 4A, blev i 2013 evalueret af Oxford Research. Selvom der var plads til forbedringer, var konklusionen positiv:

‘Overordnet finder vi, at kapitel 4A opleves som legitim og i hovedtræk hensigtsmæssig. Dette er efter vores vurdering et vigtigt fund. De informanter, vi har interviewet, understreger alle, at regelsættet er relevant, vigtigt og dækker et behov. Ingen vil afskaffe eller ændre hovedlinjerne i kapitel 4A’, står der.

Seniorrådgiver Trine Grøslie Stavn fra Helsedirektoratet, der er Norges svar på Sundhedsstyrelsen, vurderer også, at der er mange fordele ved loven.

– Først og fremmest er den magtanvendelse, der før var ureguleret og skjult, nu reguleret og åbenlys, og det har medført et større fokus på etik og refleksion. Når al brug af magt skal indberettes, så medfører det, at man i højere grad reflekterer over spørgsmål som: Hvad er magt? Hvad er tvang? Og hvad vil det fx sige, at en patient gør modstand?

Fokus på alternativer

Trine Grøslie Stavn vurderer, at der med den nye lov i endnu højere grad arbejdes på at finde alternativer til tvang, så man fx får patienten til at fokusere på noget andet end sin modstand.

– Det er altid en individuel afgørelse, hvad alternativet kan være – men det kan fx handle om at bruge musik eller billeder, der fjerner fokus. Da loven blev vedtaget, lagde stortingspolitikerne vægt på efteruddannelse af personalet, så der blev fokus på alternativer til tvang – og det har haft stor betydning, vurderer hun.

I 2014 blev der truffet 3.325 afgørelser om tvang, hvoraf nogle omfatter den samme person.

– En typisk afgørelse kan handle om en udviklingshæmmet, der har tandlægeangst og lægges i fuld narkose – eller en dement, der ikke vil spise sine piller og ‘narres’ til at indtage dem ved at skjule pillerne i noget yoghurt, siger Trine Grøslie Stavn.

Derudover omfatter nogle afgørelser også hygiejnesituationer og lignende, der i Danmark er reguleret i sociallovgivningen.

I Marie Sonnes øjne er det relevant at skele til Norge, når den danske lov skal udformes.

– Etikken skal i højsædet, og det er vigtigt, at den socialpædagogiske faglighed kommer i spil, så man hele tiden tænker i alternativer til tvang. Tvang skal altid være sidste udvej.

På spørgsmålet om, hvad de danske lovgivere især skal tænke på ved udformningen af loven, svarer Trine Grøslie Stavn:

– Implementeringen. En ting er at udforme et godt regelværk. Noget andet er at føre det ud i livet, og evalueringen fra Oxford Research lagde da også vægt på, at der i endnu højere grad var behov for kompetenceudvikling til medarbejderne.