Softwaren sidder i socialpædagogernes hoveder

Fremtidens software sidder i socialpædagogernes hoveder, og derfor vil de fremover få en vigtig rolle i samfundet – hvis de vel at mærke forstår at spille deres kort rigtigt. Det var budskabet fra fremtidsforsker Henrik Good Hovgaard, Future Navigator, til deltagerne i Socialpædagogerne Kreds Storkøbenhavns konference om ‘Fremtidens socialpædagog’.

Emnet havde lokket godt 120 engagerede socialpædagoger af huse en dag i september, og det var tredje gang, at kredsen indbød til møde om det socialpædagogiske arbejde.

– Det er ikke en tradition endnu, men vi håber, at det bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, sagde kredsformand Lars Petersen i sin velkomsttale.

At dømme efter spørge- og diskussionslysten blandt deltagerne kan det godt se ud som noget, der sagtens kan tåle at blive gentaget i fremtiden.

Og den – altså fremtiden – ser ifølge fremtidsforskeren lys og lovende ud for socialpædagogerne. Der vil blive brug for netop deres faglighed på nye arbejdsområder.

– Vi bærer alle rundt på et program, der kører i vores hoveder. Indimellem trænger disse programmer til at blive opdateret for at følge med udviklingen og spillereglerne for succes. Det fungerer jo sjældent godt at blive ved med at holde fast i et program, der siger, at jorden er flad, når en opdagelsesrejsende beviser, at jorden er rund, siger Henrik Good Hovgaard.

Set med hans forskerbriller på er socialpædagogernes program for fremtiden det rette, og derfor vil de fremover få en vigtig rolle i samfundet, hvis de forstår at tage udfordringen op.

Fra mere til bedre

Samfundets spilleregler har i mange år drejet sig om mere. Mere vækst, større produktion, at være størst, være nummer et i målinger, tjene så mange penge som muligt og så igen vækst. Hvis ikke vi kan få vækst, så må vi have nulvækst – for dette program elsker ordet vækst – forklarer Henrik Good Hovgaard.

– Der er kommet mange gode ting ud af dette program, som går helt tilbage til den industrielle revolution. Vores velfærd og moderne samfund bygger på denne udvikling, men som med alt andet så er vi nået til et punkt, hvor selv det bedste program trænger til at blive opdateret, siger han. 

– Hvis vi fortsætter med det gamle software og udelukkende fokuserer på mere vækst, får vi nogle samfundsmæssige problemer, og det er der, vi er på vej hen i dag. Kravet om stadig mere vækst slider, og nogle knækker på det, så de må forlade arbejdsmarkedet.

De nye spilleregler handler om, at det skal være bedre.

– Man skal fokusere på det, der giver mening, og der skal tænkes langsigtet. Det handler om at tage udgangspunkt i at skabe værdi og ikke blot skabe mere. Vi bør i stedet kigge på, hvad der er menneskers potentiale og så rette arbejdsmarkedet ind efter personerne, siger Henrik Good Hovgaard.

Relationer på arbejde

Hvis ikke man skal have det meste ud af arbejdskraften, men det bedste, så kræver det ifølge Henrik Good Hovgaard, at nogle hjælper med at finde frem til, hvad der er meningsfuldt arbejde for den enkelte. Her kan socialpædagogers faglighed bruges, fordi de er vant til at arbejde med relationer i forhold til den enkelte.

– En fordel ved at fokusere på det menneskelige potentiale kan være at skabe helt nye arbejdsområder og stillinger, der ikke eksisterer endnu, og som skaber en værdi, som en virksomhed eller organisation ikke selv havde set.

Han taler om arbejdspladser, som endnu ikke findes, og opfordrer socialpædagogerne til at byde ind og komme med forslag til, hvordan man kan bruge deres faglighed i dette felt.

Fremtidsforskeren nævner en anden samfundsmæssig tendens, som socialpædagogerne kan vælge at følge med på. Det er high tech – high touch, som kan oversættes til, at jo mere teknologisk verden bliver, jo mere behov får vi for det sanselige, det nære, det fysiske og at mærke hinanden.

– Netop dette område, hvor det handler om mødet mellem mennesker og ikke blot mødet med en computer, er jo socialpædagogernes specialitet, og det bliver der endnu mere behov for i fremtiden, siger Henrik Good Hovgaard.

– I forlængelse af dette vil vi også se flere mennesker opleve ensomhed i en ny udgave. De kan have masser af kontakt via de sociale medier, men de mangler den basale menneskelige kontakt i hverdagen. De har brug for, at nogen hjælper dem med at skabe kontakt og nærhed til andre.

Her ligger der fremover en del socialpædagogiske arbejdspladser, hvis socialpædagogerne forstår at byde ind, mener fremtidsforskeren.

– Socialpædagoger skal være gnistskabere og være i stand til at skabe fællesskaber mellem andre mennesker. Socialpædagoger er dygtige til at skabe relationer til ét menneske, men fremover skal de også kunne få mange mennesker til at være sammen i forpligtende fællesskaber. For mange vil det være mere værdifuldt end at have penge i banken.

Synlighed er vigtig

Henrik Good Hovgaard påpeger, at mange mennesker i denne tid er i fare for at blive sparet væk.

– Det er nærliggende for de mennesker, der administrerer, og som er styret af mere-programmet, at skære i de jobs, der traditionelt set ikke er særlig synlige – dem, der gør et godt stykke arbejde og er ydmyge, dem, der ikke pudser deres egen glorie.

Til den gruppe hører socialpædagoger. Derfor er hans råd, at man skal vise alle de gode resultater frem.

– Socialpædagoger skal vise, hvad det er for en værdi, man skaber. De skal vise sig selv frem. Se på de grupper, som er gode til at vise sig frem, og efterlign dem. Socialpædagoger skal træne denne nye egenskab, for den bliver mere og mere vigtig i fremtiden.

Tid til faglighed

Hvordan fremtidens socialpædagog vil se ud, blev også diskuteret i de forskellige workshops. En af dem handlede om det selvstyrende arbejdsliv, og her blev der debatteret, hvordan socialpædagoger, når de arbejder i selvstyrende grupper, kan undgå at blive løbet over ende af arbejdsopgaver, som der ikke er tid til at løse. 

– Mennesker skal i dag i højere grad end tidligere tilpasse sig arbejdet i stedet for det omvendte. Således fylder udvikling af produktionen mere end beskyttelse af medarbejderen, sagde Henrik Lambrecht Lund, lektor på RUC.

Arbejdsbelastninger optræder ofte som personlige problemer, den enkelte skal lære at tackle, og er ikke noget, som fællesskabet skal løse.

– Konsekvensen er, at man hver især forsøger at håndtere nogle tidskonflikter, som grundlæggende ikke er skabt af den enkelte, men af den organisatoriske sammenhæng den enkelte indgår i, siger Henrik Lambrecht Lund.

– Det er den enkeltes ansvar at lægge sit professionelle skøn på opgaven. Hvis der ikke er tid til at løse opgaven, fordi mange opgaver lapper ind over hinanden, opstår der en tidskonflikt, og man risikerer at skulle gå på kompromis med sin faglighed for at nå det hele.

Grænseløst med måde

Det socialpædagogiske arbejde er ofte fyldt med to modsatrettede krav. Fx skal socialpædagoger være selvledende, men også overholde nogle standardiserede mål, som er udstukket af politikerne, lovgivningen og forvaltningen, fortæller Henrik Lambrecht Lund.

I det selvledende arbejde taler man om det grænseløse spor, hvor der bliver arbejdet meget lidt med forudsigelighed. Det indeholder ikke så mange tidsstrukturer, som siger, hvordan man skal gøre det, eller hvem der skal udføre opgaven.

– Kravene til medarbejderne er her, at de kan jonglere med tiden og skabe tidsstrukturer, hvor de overholder tidsfrister og skaber den rigtige kvalitet i arbejdet, siger han.

Det standardiserede arbejde er kendetegnet ved, at man forsøger at gøre løsningen af opgaven ensartet, for så kan man sætte tempoet op. I dag sker det i høj grad ved at inddrage it-teknologien.

– Denne indbyggede dobbelthed i det socialpædagogiske arbejde støder sammen, og det kan være svært for medarbejderne at finde ud af, hvad der er vigtigt, og hvordan man skal orientere sig i arbejdet, siger Henrik Lambrecht Lund.

Hans råd til socialpædagogerne er, at de i fællesskab skal søge at lægge rammer for deres arbejde, så det ikke bliver den enkeltes ansvar at løse opgaver, som ikke kan løses individuelt af en medarbejder.

Vi er alle ledere i teamet

I det Socialpædagogiske Vejlederteam i Ballerup har de fået det grænseløse og det standardiserede arbejde til at gå op i en højere enhed i det selvstyrende team. Det er lykkedes, fordi de både har lagt vægt på, at den enkelte skal kunne tilrettelægge sit arbejde ud fra, hvad der passer bedst til hans eller hendes liv, og samtidig har de skabt en fælles struktur, som lægger rammerne for de opgaver, de skal udføre, fortæller tillidsrepræsentant Bettina Hansen og arbejdsmiljørepræsentant Susanne Gudmandsen.

For syv år siden blev det besluttet at nedlægge afdelingslederfunktionen og i stedet oprette et selvstyrende team, hvor alle 11 medlemmer af teamet er ledere.

Det var en lang proces, hvor der blev arbejdet på at opbygge faste rammer for arbejdet, bl.a. med skemaer, så det tydeligt fremgår, hvem der laver hvad. Hver medarbejder laver en individuel otte-ugers-plan, og hver mandag er der fælles personalemøde.

– Rammerne giver et overblik og betyder, at vi kan få øje på, om der er noget skævt i strukturen, eller om nogen fx er for belastet af sine opgaver, siger Susanne Gudmandsen og fortsætter:

– Med skemaerne er det let at gennemskue, hvor meget tid de forskellige opgaver tager, og man kan se, hvem der fx har mulighed for at tage en ekstra opgave eller omvendt opdage, hvis nogen har for mange opgaver. 

Der er sat tid på alle opgaverne med borgerne – også kaldet systematiseret borgertid. I starten protesterede nogle af medarbejderne mod denne systematisering af deres arbejde. De følte sig kontrolleret. Men kritikken er for længst forstummet.

– Skemaerne giver et overblik over opgaverne, og de bidrager til, at vi bedre kan passe på os selv, fordi vi tydeligt kan se, hvis der er noget, som ikke passer i forhold til arbejdsopgaverne. Skemaerne betyder desuden, at medarbejderne bliver helt afklaret med, hvilke opgaver de ikke kan gøre noget ved, fordi det er en forvaltningsmæssig eller en politisk beslutning, der har lagt rammerne, siger Bettina Hansen.

Lang kamp til fælles frokost

I dag er skemaerne for længst en fuldstændig indgroet del af medarbejdernes arbejde og giver ingen problemer. Men noget, der har kunnet sætte sindene i kog, var forslaget om daglig fælles frokost.

Det tog fem år at få alle til at acceptere, at man en dag om ugen skal spise frokost sammen. Senere er det så blevet til, at man – så vidt den enkelte har mulighed for det – skal spise sammen hver dag. Det blev ikke vedtaget uden sværdslag, fordi modstanderne mente, at det var umuligt, da alle arbejdede på forskellige adresser i kommunen, og en fælles frokost ville bryde for meget ind i deres arbejde. Tilhængerne – til dem hørte både tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten – fremførte, at det var godt for fællesskabet, fortæller Bettina Hansen.

– Vi arbejder forskellige steder i kommunen, og der kan let gå en uge, uden at vi ser hinanden. Desuden er det vigtigt at holde helle og spise frokost i kantinen i stedet for ved skrivebordet. Nu er det efterhånden blevet sådan, at alle så vidt muligt deltager i fælles frokost, beretter hun.