Mit livs bedste gave

Glæden spores tydeligt i stemmen, når Zarghona Waziri fortæller om sin 4-årige datter Asya og sin 3-årige søn Waheed.

– Jeg har lige talt med Inger om det. Vi har knækket koden. Det har vi virkelig, siger hun.

Inger er Inger Ibsen, der er socialpædagog, familieterapeut og leder af Familiedaginstitutionen i Aarhus, hvor forældre kan få støtte til at opbygge en bedre relation til deres børn. I Socialpædagogen nr. 9/2014 beskrev vi, hvordan Zarghona Waziri og hendes mand Heewad Darwar én gang om ugen fik konkret pædagogisk vejledning i samværet med deres børn – og bagefter reflekterede over deres egen forældrerolle.

– I Afghanistan handler det meget om at sørge for, at barnet har mad og tøj, og så ellers overlade det til sig selv. Danmark er et anderledes samfund, og her er brug for noget andet, sagde Zarghona Waziri dengang.

Før Zarghona Waziri begyndte i Familiedaginstitutionen følte hun sig tit helt magtesløs og græd fx ofte, når hun hentede datteren i børnehaven, fordi datteren hverken ville med eller have tøj på.

I dag går det meget bedre.

– Jeg øver mig stadig, men jeg er blevet meget bedre til at være klar og tydelig over for Asya, og nu hvor Waheed er blevet tre år og også gerne vil bestemme alting selv, ved vi, hvad vi skal gøre. Når vi siger nej, er det nej, siger hun.

Stor fremgang

Da Socialpædagogen besøgte Familiedaginstitutionen, lagde Inger Ibsen vægt på, at Zarghona Waziri og Heewad Darwar skulle være hinandens nærmeste hjælpere i børneopdragelsen, og det fører de ud i livet.

En af parrets store udfordringer handler om, at de både skal kunne styre og fx sætte en leg i gang – og give slip og lade børnene udfolde deres egen kreativitet. Under Socialpædagogens besøg guidede Inger Ibsen eksempelvis Heewad Darwar i at lege med modellervoks med sin søn på en sådan måde, at han vekslede imellem at gå foran og inspirere – og at stå på sidelinjen og lade sønnen få sine egne ideer.

I dag prøver Heewad Darwar og Zarghona Waziri selv dagligt at finde samme balance.

– Vi har en aftale om, at vi om aftenen efter maden sætter en leg i gang – og så skal vi trække os, når de to børn er kommet godt i gang. Men vi har begge to svært ved at lade være med at blande os, og det prøver vi at hjælpe hinanden med, fortæller Zarghona Waziri.

Så sent som i forgårs kom Heewad Darwar til at kritisere Asyas legohus:

– Det der er skævt. Det skal være lige, sagde han.

Men så blinkede Zarghona Waziri til ham.

– Jeg tror godt, Asya ved, hvordan det skal være, sagde hun.

Og så blinkede Heewad Darwar tilbage, og lod Asya bygge sit hus frit.

Mindfulness

Som noget nyt er Familiedaginstitutionen også begyndt at arbejde med mindfulness, så forældre og børn fx øver sig i at trække vejret helt dybt ned i maven.

– Det kan jeg også bruge i dagligdagen. Så kan jeg lige sige: Nu skal mor have en pause, og så kan jeg finde ro ved at trække vejret dybt, fortæller Zarghona Waziri.

Noget af det, hun sætter størst pris på ved Familiedaginstitutionen er, at hun nu også har fået nogle redskaber til at støtte datteren i at være mere selvsikker.

– Før turde hun næsten ikke tale til andre. Jeg skulle altid tale for hende, men nu er hun blevet god til at tale klart og tydeligt, og hun har fået mange venner.

Målet er bl.a. nået ved hjælp af metoden eksternalisering – her i form af en bamse, som Asya skulle tale for henne i Familiedaginstitutionen. Sådan at hun fx sagde: ‘Bamse vil gerne fortælle, at sådan og sådan…’.

– Men en dag sagde hun selv: ‘Nu er jeg blevet for stor til at have bamse med’. Og nu tør hun selv fortælle.

I april var Heewad Darwar og Zarghona Waziri begge arbejdsløse, men nu har Heewad Darwar fået job som nedriver, og efter juleferien begynder Zarghona Waziri på social- og sundhedshjælperskolen. På grund af jobbet stoppede Heewad Darwar i Familiedaginstitutionen i oktober, og nu stopper Zarghona Waziri også.

– Jeg føler mig parat til selv at klare det nu, og jeg er super taknemmelig for den hjælp, jeg har fået. Det er den største gave i mit liv, at jeg har kunnet hjælpe mine børn, siger hun.

Zarghona Waziri lægger vægt på, at hun stadig har nummeret på Inger Ibsen og hendes kollega – og at hun altid kan ringe, hvis hun får brug for hjælp.