Udsigt til massive forringelser

I december i det forgangne år sendte regeringen et lovforslag om ændring af servicelovens voksenbestemmelser i høring. Men helt modsat mange af regeringens tidligere reformer var der ingen pressemøder med stolte ministre, der forklarede reformens visioner – end ikke en pressemeddelelse fra Socialministeriet. Lidt påfaldende, synes jeg.

For den reform, som lovforslaget lægger op til, er bestemt ikke en ubetydelig detalje. Vedtages den, vil det få gennemgribende konsekvenser for tusindvis af mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Og nok også for de medarbejdere, som hver dag yder en afgørende indsats for dem.

Der kan selvfølgelig være flere grunde til socialministerens tavshed om forslaget. Et godt bud er nok, at der reelt slet ikke er tale om noget socialpolitisk projekt, men derimod om en konsekvens af økonomiaftalerne mellem KL og Finansministeriet. Forslaget rummer en del sympatiske – men fuldkommen uforpligtende – vendinger om helhedsorientering, handleplaner og udredning. Men når facit gøres op, er der for mig at se ingen tvivl: Hovedformålet er at give kommunerne betydeligt større handle- og prioriteringsfrihed på handicapområdet. I praksis vil denne øgede kommunale frihed ske på bekostning af sårbare borgeres rettigheder.

Det vil naturligvis være i overkanten at gennemgå lovforslaget i denne klumme – her vil jeg opfordre til, at man besøger LEV’s hjemmeside og finder, hvad vi indtil videre har tilkendegivet i denne forbindelse. Men følgende eksempel illustrerer, hvorfor jeg er bekymret på vegne af mennesker med udviklingshæmning.

Et nøgleelement i forslaget er nemlig at erstatte en række eksisterende paragraffer i Serviceloven med en såkaldt tilbudsvifte. Nogle af de paragraffer, som forsvinder ind i denne vifte, er fx paragraf §85 om socialpædagogisk bistand, §104 om aktivitets- og samværstilbud (dagtilbud) samt §103 om beskyttet beskæftigelse. Konsekvensen er, at nogle af de mest sårbare borgere, som i dag har et entydigt krav på et tilbud om fx beskyttet beskæftigelse eller et dagtilbud, mister denne (de facto) rettighed. I viften bliver det nemlig op til en samlet kommunal vurdering – og så ved vi godt, hvordan det kommer til at gå, ikke mindst i de konstant grænsesøgende kommuner, som vi desværre oplever, at der bliver flere og flere af i disse år. Jeg forudser fx, at flere kommuner vil anvende den nye vifte-paragraf til at tilkende en del udviklingshæmmede ‘helhedsorienterede hjemmedage’ – hele ugen, året rundt.

Dermed er et fuldamentalt social- og handicappolitisk princip under beskydning, nemlig retten til et dagligt eller næsten dagligt miljøskifte. Det vil være en katastrofal og uhyggeligt bagudrettet udvikling. Først og fremmest for de berørte borgere – men det bliver næppe heller nogen fest for den socialpædagogiske beskæftigelse.