Gå til indhold

Kommentar

Socialpædagogerne har lanceret Socialt Indeks

Vi ved fra vores medlemmer, at inddragelse og bevidst arbejde med strategi og politik har stor betydning for arbejdsglæde og for en fagligt solid indsats

2. januar 2015

Artikel

Forfattere: Af Benny Andersen og forbundsformand

Mandag den 8. december lancerede vi Socialt Indeks. På hjemmesiden www.socialtindeks.dk kan man på et farvelagt danmarkskort se, hvordan kommunerne fordeler sig indbyrdes når de bliver målt på kvaliteten af deres indsats på det specialiserede sociale område.

Det har været en interessant øvelse for os at gennemføre. Og reaktionerne fra kommunerne tyder på, at de også ser pointen i at måle på kvalitet og dele den viden. Målet har været, at vi med Socialt Indeks kan være med til at sætte gang i en diskussion, hvor omdrejningspunktet er kvaliteten i indsatsen. Vi har valgt ikke at inddrage økonomi i indekset. Vi har fx ikke inddraget hverken budgetter, stykpriser, normeringer eller nøgletal i vurderingen. Det har vi valgt helt bevidst, fordi vi ikke mener, at økonomisk forbrug nødvendigvis viser kvalitet eller mangel på samme. En god indsats på det specialiserede sociale område er nemlig ikke nødvendigvis den dyreste. Desuden er der store socioøkonomiske forskelle på tværs af landets 98 kommuner, og det kunne have givet anledning til et andet – og mere skævt – perspektiv på kommunerne.

Det har været vigtigt for os, at Socialt Indeks er et redskab for kommuner, politikere og andre interessenter til gensidig inspiration og erfaringsudveksling. Hvorfor klarer Rødovre sig fx så godt – hvad er det, de gør så godt, og kan andre kommuner måske lære noget af dem. Det spurgte vi formanden for Rødovres sundheds- og socialudvalg Britt Jensen om i forbindelse med lanceringen af Socialt Indeks, og hun kunne give et bud på, hvorfor kommunen scorer så højt. Hun svarede bl.a., at kommunen arbejder meget bevidst med politikker på området, at de inddrager både medarbejdere, borgere og pårørende, og at der er kort vej fra top til bund – også i det daglige arbejde. Og vi ved fra vores medlemmer, at inddragelse og bevidst arbejde med strategi og politik har stor betydning for arbejdsglæde og for en fagligt solid indsats.

I forbindelse med Socialt Indeks har vi udarbejdet en række konkrete politikanbefalinger til kommunerne. Politikanbefalingerne er en direkte spejling af de indikatorer, indekset bygger på. Det betyder, at de kommuner, der ligger i den øverste del af indekset, er dem, som bedst lever op til politikanbefalingerne. Og omvendt kan de kommuner, der ligger lavere, lade sig inspirere af anbefalingerne.

Socialt Indeks 2014 blev godt modtaget og har været en spændende opgave for os. Vi håber, at indekset vil leve i noget tid. Og så planlægger vi at gentage det næste år. Og i arbejdet med Socialt Indeks 2015 har vi lovet vores interessenter at inddrage deres bud på fx indikatorer og politikanbefalinger.

Se indekset på www.socialtindeks.dk

 

Bliv medlem
Bliv medlem