Helt galt afmarcheret

For nylig kom det frem, at Aarhus Kommune opkræver betaling hos nogle forældre, hvis handicappede barn er døgnanbragt. Det er i sig selv uhørt. Men begrundelsen for, at der kun afkræves en betaling hos nogle forældre, er mildt sagt rystende: Aarhus – og, skulle det vise sig, også en række andre kommuner – henholder sig til en principafgørelse, der siger, at det må kommunerne, når det handler om børn ‘uden udsigt til udvikling’. I Aarhus Kommune vurderer man tilsyneladende, at hele 72 pct. af de anbragte børn med handicap er ‘uden udsigt til udvikling’ og har opkrævet forældrene betaling på helt op til 4.300 kr. om måneden.

Hvor er vi på vej hen, når kommuner nu i fuld alvor opkræver betaling for børn med handicap, når de er på en døgninstitution, med den begrundelse, at de ikke kan udvikles?  Det helt principielle i denne sag er jo skævt. Det kan ikke have sin rigtighed, at kommunerne på den måde både straffer forældrene og sætter børn med handicap fast i en udsigtsløs position. Det er rystende, det er uetisk – og det er et fundamentalt brud med det menneskesyn, der i årevis har kendetegnet dansk socialpolitik. Og det er ikke bare en usympatisk og opgivende holdning at have til de her børn. Det lugter også af udelukkende at handle om penge.

Den nye praksis har fået en række forældre og brugerorganisationer til at protestere. Ikke mindst i Aarhus Kommune. Og vi står bag dem. Som socialpædagoger ved vi, at med den rette faglighed, de nødvendige kompetencer, ja, så er det muligt at udvikle også børn med svære handicaps. Det har vi gjort og bevist i årevis. Hvem husker ikke ‘Det ka’ nytte’-projekterne, som jo netop havde den tilgang, at alle mennesker kan udvikles med den rette indsats.  Vi kan naturligvis ikke fjerne børnenes handicap, men vi kan være med til at give de her drenge og piger nogle livsmuligheder.

Det ligger mig uendelig fjernt, at vi skal opgive mennesker. Hvis de ikke kan udvikles, så siger kommunerne jo samtidig, at det udelukkende er opbevaring og pleje, der er brug for. Intet kan være mere forkert. Mistanken om kommunal økonomisk spekulation ligger lige for. Og det gør det bare endnu værre, at vi på den måde prisfastsætter menneskers udviklingsmuligheder. Hvem bliver de næste? Hvornår er det, at et menneske med udviklingshæmning ikke længere kan udvikles? Hvornår kan et menneske med autisme ikke længere udvikles. Jeg kunne blive ved – desværre. Det er en glidebane og en bevægelse i en rivende gal retning.

Lad os få stoppet den bevægelse. Hvis kommunerne ikke selv kan se, at de er gal på den, ja, så må landets socialminister og socialpolitikere i folketinget tage affære. Det her må stoppes. Ministeren har heldigvis erklæret, at han vil gå ind i sagen. Og det er godt. Vi kan ganske enkelt ikke være det her bekendt i Danmark i 2015.