Fandt sin rette hylde

Det var et arbejde som frivillig på et børnehjem i Guatemala og en venindes erfaringer, der fik Mette Hansen gjort interesseret i at tage en pædagoguddannelse.

Sammen med selvsamme veninde havde hun, mens de begge var i begyndelsen af 20’erne, rejst verden tynd i såvel vest som øst og ikke mindst i Sydamerika og navnlig i Guatemala. Herhjemme arbejdede hun en vis legemsdel ud af bukserne for at tjene til næste ferie.

Før rejseriet prøvede hun med en 10. klasse og tre HF- fag i bagagen at komme ind på fotografuddannelsen på EFG-grafisk. Hun forsøgte tre år i træk, inden hun definitivt opgav fotografdrømmen.

I stedet fik hun arbejde i det videofirma, hvor hun som skoleelev har haft fritidsjob med at pakke videofilm. Hun skulle bl.a. tekste videofilm. Hun arbejdede også i bl.a. fritidshjem, børnehave og med indvandrerbørn.

Og indimellem var der så alle rejserne med veninden.

Med alderen følte hun, at det efterhånden var tid til at lande mere permanent på arbejdsmarkedet, og da veninden var ved at afslutte sin pædagoguddannelse, skete der noget for Mette Hansen.

  – Jeg fik øjnene op for, hvor mange muligheder man har, og hvor meget man kan blive med en pædagoguddannelse. Man behøver ikke kun at arbejde i en vuggestue, siger hun.

Derfor besluttede hun sig for at stile målrettet mod pædagogseminariet.

– Jeg vidste ikke på hvilken hylde inden for det pædagogiske arbejde, jeg helst ville lande, men området tiltalte mig, fordi man kan arbejde med mange forskellige slags mennesker.

For at komme ind på pædagoguddannelsen måtte Mette Hansen først gennemføre den etårige pædagogiske grunduddannelse (PGU).

I 2007 – 37 år gammel – stod hun så med beviset på, at hun havde gennemført pædagoguddannelsen. 

Klar til arbejdsmarkedet

Seminarietiden blev lidt af en udfordring for hende.

Mette Hansen gik først i en klasse, hvor både kønsfordelingen og aldersspredningen var optimal, og hun trivedes. Efter et år på barsel vendte hun tilbage til skolen, men kom i en anden klasse, hvor der var få mænd, og hvor hun var en del ældre end de fleste medstuderende. 

– Jeg havde svært ved at finde mig til rette. Jeg havde to små børn og ville gerne have gruppearbejdet overstået på skolen. De yngre medstuderende ville gerne lave gruppearbejde på en café, så der var noget logistik, som ikke helt faldt på plads for mig.

Hendes første praktik blev afviklet i et daghjem for udviklingshæmmede med et meget lavt funktionsniveau. Hun kendte ikke området, og var lidt smånervøs for, hvordan det ville gå, og hvad praktikstedet forventede af hende.

– Arbejdet var fantastisk. Jeg var solgt. Jeg følte, jeg havde fundet det område, jeg gerne ville arbejde med.

Allerede inden hun var færdig på seminariet, fik hun tilbudt et barselsvikariat på daghjemmet.

Da barselsvikariatet udløb, fik hun tilbudt et vikariat på et værksted for udviklingshæmmede.

Også det arbejde trivedes hun med. Det var kreativt og spændende.

– Jeg kan lide at arbejde med voksne mennesker, fortæller hun.

Efter værkstedet fik Mette Hansen et vikariat i et aktivitetscenter for udviklingshæmmede.

Før det vikariat udløb, var der igen bud efter hende i form af en fast stilling på det værksted, hvor hun tidligere havde været vikar.

Hun følte, at hun virkelig var landet på arbejdsmarkedet. Og landet rigtig godt. Hun befandt sig arbejdsmæssigt lige præcis der, hvor hun allerhelst ville være.

Der var faglige udfordringer og gode, dygtige kollegaer.

Sådan forløb tre år.

Må vælge familien

Men så skete der en ændring på hjemmefronten, som sendte hen ud af arbejdsmarkedet.

Hendes ældste datter på 11 år blev alvorligt syg, og sygdommen strakte sig over flere måneder.

Børnene havde ikke kontakt med deres far, så Mette Hansen var alene om forældreopgaven. I begyndelsen forsøgte hun at nå det hele, både arbejde og datterens sygdom. Kollegaerne var forstående, og hun havde mange samtaler med dem om, hvordan hun kunne få det hele til at hænge sammen.  

Datterens tilstand var på et tidspunkt så kritisk, at hun var nødt til at være hjemme hos hende hele dagen for bl.a. også at følge hende til behandling på hospitalet. Hun søgte orlov, men kunne kun få en måned, og det battede intet i forhold til datterens sygdom. 

Udgangen blev, at hun i 2011 måtte opsige sit arbejde.

Hun kontaktede Socialpædagogernes A-kasse, som hjalp hende, så hun undgik karantæne.

– Det var en kæmpe lettelse, at a-kassen hjalp. Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen, da jeg fik at vide, at jeg ville få karantæne. Men a-kassen var hurtig og fandt løsninger. Det var som om, der var nogle, som fjernede alle de kilo, som lå på mine skuldre i forbindelse med en karantæne. Det var stort, og det var dejligt.

Klar til arbejdsmarkedet

Datteren er i dag 14 år og klarer sig bedre. Hun er kommet i specialskole og har indhentet en del af det skolemæssige. Men der er stadig meget, som er svært for hende, og det betyder, at hun ikke kan være alene om aftenen.

Umiddelbart har det ikke været det store problem, da en mormor i familien kan træde til som børnepasser, hvis Mette Hansen får et arbejde, hvor der indgår aften- og weekendarbejde.

I slutningen af 2013 søgte hun derfor om at komme i jobrotation på et bosted. Hun fik jobbet, men nåede ikke at starte, da mormoren blev syg og derfor uarbejdsdygtig.

Mette Hansen valgte selv tage ud til bostedet og forklare, hvorfor hun må melde fra.

– Jeg havde lovet noget, som jeg ikke kunne holde.

Dagen efter ringede arbejdspladsen til a-kassen og spurgte, om Mette Hansen i stedet for jobrotation kunne komme i løntilskud, for så kunne man indrette det sådan, at hun kun behøvede at arbejde om dagen. Det kunne godt lade sig gøre, lød det fra a-kassen.

– Det viser, at det er en arbejdsplads som kan rumme mig og min situation.

Mette Hansen var glad, også selv om hun fra start af fik at vide, at løntilskudsjobbet kun kunne løbe i tre måneder.

– Men jeg kommer ud og bliver bekræftet i, at jeg kan bruges. Det er vigtigt.

Mette og ARMY

Efter de tre måneder røg Mette Hansen ud af den almindelige understøttelse og på ARMY (arbejdsmarkedsydelse). Hun fik mindre udbetalt. Men det betød samtidig også, at hun kunne komme i et nyt løntilskudsjob på tre måneder. Så hun fortsatte på bostedet.

– Lidt ironisk kan man sige, at det var heldigt, at jeg kom på ARMY, ellers ville jeg have været nødt til at stoppe efter tre måneder og ikke have fået det samme ud af det.

Men efter seks måneder var det slut, og ordningen kunne ikke forlænges yderligere.

Hun har siden været i virksomhedspraktik i en vuggestue. Men uden at det førte til et arbejde.

Får hun ikke arbejde inden den 3. maj, ryger hun helt ud af dagpengesystemet og på kontanthjælp.

Hun søger alt inden for sit fagområde. Senest har hun været til jobsamtale i en fritidsklub for almindelige børn. Men hun fik ikke jobbet. 

– Jeg ville meget gerne, men de har valgt en, der havde erfaringer inden for området.

Hun har søgt endnu et rotationsjob, men fik det ikke.

Hun føler lidt, at tiden arbejder imod hende.

– Selv om jeg på mit cv kan vise, hvad jeg kan, er det ikke nok.

Hun har, mens hun har været arbejdsløs, bygget mere på sine kvalifikationer og bl.a. gennemført et hygiejnekursus.

Økonomisk hænger det kun sammen, fordi hendes familie hjælper hende.

Hun er 44 år og føler, at hun har mange arbejdsår at give af.

– Jeg vil bare så gerne i gang.