Brev fra Sidsel Biern

Jeg har arbejdet 16 år som socialpædagog, og jeg har haft otte forskellige funktioner/arbejdsområder gennem de sidste 18 år. Jeg har været arbejdsløs i sammenlagt to år ud af de sidste tre et halvt år og har nu mistet dagpengene, som gav mig ca. 12.000 kr. udbetalt.

Nu er jeg på arbejdsmarkedsydelse og får ca. 8.000 kr. udbetalt. Jeg bor alene i et lille hus på landet. Min husleje er 6.000 kr. alt inkl. Jeg er nødt til at have bil for at kunne komme på arbejde. Internet og telefon er også et must, fagforening og a-kasse ligeså. Derfor er mine faste udgifter ca. 10.000 kr.  Forsørgelsen er også den grund, der bærer en, når stormene hærger, og som arbejdsløs bliver man også ramt af alvorlig sygdom, ulykke og tab af ens kære.

Livet standser ikke

Når man går på arbejde hver dag, får man meget serveret: struktur/vaner, samspil og relationer, forsørgelse og tryghed, præstationer og feedback. Som arbejdsløs må man, uden at forpligte sig på andet end jobsøgning, kontinuerligt prioritere at få dækket alle de behov, man ellers har fået dækket gennem arbejde og uddannelse.

Derfor bruger jeg næsten den samme tid, som jeg ellers ville bruge på arbejde, på at pleje netværk og sociale kontakter, ligesom jeg bruger mange timer hver uge på at tilegne mig viden og arbejde med min egen udvikling for at være klædt bedst muligt på, når arbejdet en dag er der. Som arbejdsløs har man også mulighed for at tage lidt kurser og være i virksomhedspraktik, og jeg har selvfølgelig også brugt de muligheder, der var, og selvom det ikke endnu har resulteret i arbejde, er det stadig opkvalificering.

Jeg keder mig ikke, med hus og have er der altid noget at gøre, noget, der kan ses og mærkes, så jeg kan føle daglig tilfredsstillelse ved at udrette noget. Jeg gruer for at skulle sidde på et værelse og skrive den ene ansøgning efter den anden med den frustration, håbløshed og manglende tilfredsstillelse ved, at der ikke kommer noget ud af det, man laver. Men hvis miraklet ikke snart sker – at der er betalt arbejde til mig – må jeg gå fra hus og hjem, sådan er det!

Jeg har gennem et halvlangt liv samlet ting og har en stor familie og et stort netværk, der kræver plads at rumme. Det bliver jeg nødt til at slippe, hvis jeg skal sælge huset.

Det er den virkelighed, der kan skabe bekymring, sorg og utryghed!

Jobsøgning

Normale menneskehjerner er designet til at lære af erfaringer, således at vi ikke bliver ved med at gøre ting, som vi ikke får noget ud af.

Erfaringen siger efter mange, mange afslag: Det nytter ikke noget, du får det ikke alligevel, det er spild af tid og energi. Det resulterer i en kæmpe modstand, som det hver gang tager tid og bevidst opmærksomhed at komme gennem eller over. Når jeg så er kommet i gang, vender jeg hver sætning i forhold til jobannoncen, hver gang overbevist om, at denne gang giver det pote.

Jeg kan ikke ændre situationen, jeg gør jo, hvad jeg kan! Men jeg kan være opmærksom på, hvordan jeg tager det!

Paranoide tanker om, at der ikke er nogen der vil have mig, at jeg er for grim, for tyk, for mærkelig – fanger jeg inden, de er tænkt færdige. Jeg overbeviser mig selv om, at det ikke handler om mig, men om en økonomisk krise, som har sin årsag et helt andet sted. Det er bare mig og alle de andre på overførsel, der skal betale prisen for andres fejl.

Min chance for at komme i betragtning til et job, jeg søger, så i starten sådan ud: Jeg skulle bare være den bedst kvalificerede af 150-200 ansøgere. Nu er det kun to-tre skoleklasser, jeg konkurrerer med. Og jeg forstår godt, at de, der ansætter, vælger den, som de mener er bedst kvalificeret.

Overlevelse

Jeg har varme på to radiatorer og har, når vinteren er omme, ikke flere træer, jeg kan fælde. Jeg sparer, hvad jeg kan på strøm og vand. Mad henter jeg i containere. Jeg er løbet tør for indkøbsposer, det er simpelthen alt for længe siden, jeg har handlet.

De penge, jeg bruger, bruger jeg på oplevelser og samvær, der styrker og giver glæde, energi og overskud. Hver gang man får afslag på et job, dem har jeg ca. 200 af, skal der fyldes på med bekræftelse på, at man er villet og velkommen i flokken, hvis ikke man skal gå ned på det.

Min flok holder mig oppe, mens konkurrencestaten har travlt med at udstøde. Og mine tanker går til dem, der har mistet deres flok.