Hver femte dropper pausen

Pauser? Det har vi ikke tid til hos os. Sådan lyder svaret alarmerende ofte fra tillidsrepræsentanter på mange socialpædagogiske arbejdspladser. Det fortæller Lotte Kirk Hansen, der underviser på Socialpædagogernes TR-uddannelse og derfor møder tillidsrepræsentanter fra hele landet.

Ifølge hende må mange socialpædagoger ofte bide tænderne sammen og fortsætte arbejdet, selvom både sult, tørst og træthed melder sig.

– Mange socialpædagoger er selv med til at planlægge arbejdsdagen i fællesskab med kollegaerne, og er tiden presset, ryger pausen for ofte, fordi det reelt ikke føles som en mulighed for dem. Derfor er det vigtigt at sige, at det er en opgave for ledelsen at sige til medarbejderne, at de altså skal prioritere mindst én pause cirka midt i arbejdstiden, når det i øvrigt passer med arbejdsopgaverne, siger Lotte Kirk Hansen og tilføjer hurtigt, at en pause ikke bør bruges til at arbejde videre.

– En pause er ikke at spise sin madpakke, mens man passer sit arbejde i samvær med de børn eller voksne, man arbejder for, eller i forbindelse med administrativt arbejde. For så slapper man ikke af, siger hun og understreger, at pauserne selvfølgelig ikke bliver sløjfet på alle socialpædagogiske arbejdspladser.

Pauser er essentielle for den enkelte medarbejders trivsel, for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen - og i sidste ende også for, om borgerne får socialpædagogisk støtte af høj kvalitet, forklarer Lotte Kirk Hansen.

– Derfor er pauser er ikke noget, vi lægger ind i planen, hvis der er tid. Vi har ret til en pause, som så kan blive forstyrret, hvis opgaven kræver det. Og så skal vi stå til rådighed i pausen. Men det er noget helt andet end slet ikke at have en pause på programmet.

Ingen pause hver dag
Omfanget af problemet med de manglende pauser for offentligt ansatte socialpædagoger kan man få et fingerpeg om fra en meningsmåling foretaget op til de nyligt overståede overenskomstforhandlinger - hvor pauserne jo også spillede en hovedrolle.

Her svarer hver femte socialpædagog i meningsmålingen fra Megafon, at de hver dag oplever, at der ikke er tid til at holde pause. En tredjedel misser pausen på ugentlig basis.

Og meningsmålingen, der er foretaget i 2017 blandt knap 3.000 offentligt ansatte såsom lærere, sosu’ere, socialpædagoger og sygeplejersker, viser også, at socialpædagoger er blandt topscorerne i manglende pause-afvikling. Ja, faktisk er der flest socialpædagoger, der dagligt oplever ikke at have tid til pause.

At det kan være svært at finde tid til pauserne, kan socialpædagog Michele Smed nikke genkendende til. Hun er ansat på Skovbo i Mariager Kommune, der er et kombineret bo- og aktivitetstilbud for mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og typisk en autisme-diagnose oven i.

– Beboerne går til faste aktiviteter, og man kan ikke lige rykke på svømning eller ridning. Så på dagholdet kan vi indimellem opleve at springe pauser over, fortæller hun og understreger, at det dog langt fra er reglen.

Mere træt uden pause
De enkelte gange Michele Smed ikke får holdt sin pause, kan hun tydeligt mærke det. Hun bliver meget mere træt resten af dagen.

– Den pause er simpelthen så vigtig. Det er der, hvor skuldrene sænker sig, og vi får ro i hovedet. Og det er der, hvor vi skriger af grin sammen med kollegaerne. Eller har tiden til at kigge en kollega i øjnene og spørge, hvordan hun har det, siger hun og fortsætter:

– Kontakten til kollegaerne er vigtig for vores arbejde. Som ansat på et bosted for voksne handicappede er man deres primære omsorgsperson i hverdagen, og man investerer meget af sig selv i sit arbejde. Derfor er det simpelthen så vigtigt, at vi kender hinanden og kan aflæse hinanden, når vi nogle gange står i sårbare situationer.

Michele Smed mener derfor, at det er et ledelsesansvar at sikre, medarbejderne tager pauser - hvilket hun roser lederne på Skovbo for at gøre. De sender nemlig de ansatte til pause, hvis de ikke selv prioriterer det, fortæller socialpædagogen.

Fællesrum til pauser
Helt konkret har Skovbo indrettet et fællesrum i midten af de tre fløje, hvor borgerne bor. Her er et kort morgenmøde hver morgen, hvor dagens aktiviteter og pauser aftales. Og her afholdes pausen. Nogle gange må pausen deles op i et kvarter om formiddagen og et om eftermiddagen, men Skovbos ledere sender et stærkt signal til medarbejderne om at holde pause, fortæller Michele Smed.

– At vi har et fælles rum til at holde pause i er helt sikkert også medvirkende til, at vi får holdt en ordentlig pause og ikke bare sidder foran skærmen, mens vi skriver dokumentation, slår hun fast.

Men kollegaerne skal også bakke hinanden op i, at pausen er vigtig, og at den skal holdes i hævd.

– Socialpædagoger kan være slemme til at sige, at vi ikke kan nå at holde pausen, fordi vi samtidig er opsatte på, at borgerne har det så godt som muligt. Hvis der er sygdom blandt personalet, så løber vi hurtigere og springer pausen over. Og så kan en uopmærksom leder måske tro, at vi sagtens kan klare os uden den sygemeldte medarbejder – og så spare stillingen væk. Så det er vigtigt, at vi holder fast i, at der skal en pause til for at fungere, siger hun og tilføjer, at eksemplet er tænkt.

Dårligt arbejde uden pause
Der er faktisk forsket i pauser, og forskningen viser ret entydigt, at det er ekstremt vigtigt at holde pause. Både for den enkeltes kognitive færdigheder, arbejdsmiljøet og kvaliteten i opgaveløsningen. Det forklarer erhvervspsykolog Janne Skakon, der er ekstern lektor på ved institut for Psykologi på Københavns Universitet og ekspert i pauser.

– Når man ikke får restitueret i løbet af en arbejdsdag, kan det være en medvirkende årsag til stress. Samtidig går det også ud over arbejdsmiljøet, fordi man uden pauser har mindre overskud at give af til kollegaerne, og man bliver dårligere til at lytte. Derfor opstår misforståelser og konflikter nemmere, siger hun og fortsætter:

– Faktisk er manglende pauser også en dårlig forretning for arbejdsgiveren. Medarbejderne bliver mentalt udmattede, og det tager derfor længere tid at løse arbejdsopgaverne, samtidig med at kvaliteten daler, siger hun og understreger, at det naturligvis kan være nødvendigt at springe pausen over indimellem, men at det ikke må blive en permanent tilstand.