Joy er den røde tråd

Det var den tå, de klippede af’, siger 29-årige Huzan og peger ned på foden, der er skjult bag sorte strømper. ‘De rev også neglene af. Og sparkede mig i ryggen, mens de havde sko på’.

Vi er på besøg i Huzans rækkehus i Favrskov Kommune, hvor socialpædagog Joy McPhillips flere gange om ugen kommer på besøg – i dag sammen med en tolk.

Huzan er en af de ti traumatiserede flygtninge, som Joy McPhillips hjælper i sit arbejde som socialpædagog i socialpsykiatrien i Favrskov Kommune. Huzan er flygtet fra Syrien, hvor han bl.a. har været fængslet og udsat for tortur.

– Hvordan har du det i dag, spørger Joy McPhillips indledningsvist.

– Jeg har lidt smerter, men jeg er glad, fordi jeg ser dig. Jeg har ondt i hovedet, og jeg har kastet op, og jeg har ondt i kroppen, svarer Huzan.

– Har du kastet op i dag?

Huzan nikker.

– I morges og i skolen. Og jeg vil gerne have lidt smertestillende, før vi starter her.

Huzan henter vand og piller, mens Joy McPhillips bliver siddende i sofaen under et citat fra koranen. På gulvet ligger legetøj, og Huzan forklarer, at han ikke har nået at rydde op efter hans tre døtre på seks, fire og to år.

– Det er også helt fint, siger Joy McPhillips med et smil.

– Jeg har fortalt dig, at du ikke behøver rydde op, fordi jeg kommer. Det gør ikke noget, at jeg kan se, at der er liv her i huset.

Tovholder
 
Bagefter forklarer Joy McPhillips, at hun udelukkende arbejder med flygtninge, der bor i eget hjem – og at ni af hendes ti borgere lider af posttraumatisk stress, der fx kan være udløst af tortur, bombeangreb, tab af nære familiemedlemmer eller den kolossale angst på en flugt, hvor livet var på spil.

- Min vigtigste opgave er at hjælpe flygtningene med at forstå deres psykiske lidelser – og støtte dem til at agere i vores samfund. Jeg skal være den, der har det helhedsorienterede blik på borgeren, og man kan sige, at jeg er en guide. Både i forhold til det kommunale system, behandlersystemet og fx også retssystemet, når det drejer sig om ansøgninger om opholdstilladelse eller statsborgerskab, siger hun.

Huzan har været i Danmark i lidt over et år, han har opholdstilladelse og går på sprogskole.

I dag fortæller Joy McPhillips Huzan, at hun har fået en mail fra hans sagsbehandler, der gerne vil have hende til at forklare ham reglerne for fravær fra sprogskolen. Huzans far har fået en blodprop, og Huzan vil gerne besøge ham i Irak inden bypassoperationen.

– Du har fem ugers ferie ligesom de fleste andre i Danmark, og du har holdt tre uger i sommer. Så du har to uger tilbage. Hvis du er væk i længere tid, bliver du trukket i din… ‘løn’, forklarer Joy McPhillips.

Bagefter fortæller hun, at der nogle gange kan være modstrid mellem de stramme krav, der stilles til flygtninge om fx deltagelse i sprogskole – og de behov, man typisk har som traumatiseret. Man kan ikke bare lige blive hjemme, når man har det dårligt, eller der er noget andet galt.

– Min tommelfingerregel for arbejdet med traumatiserede og psykisk sårbare plejer at være: Ro på! Giv god tid. Og så kan det godt være en udfordring at møde den virkelighed, der hersker i dag, hvor flygtningene gerne skal tonses igennem et treårigt forløb med sprogundervisning. Og hvor man bliver straffet økonomisk, når man ikke lever op til kravene, siger hun.

Ingen ord for stress

Det giver nogle særlige udfordringer, når Joy Mc-Phillips som i dag er nødt til at arbejde med tolk.

– Nogle gange siger jeg jo mange, lange sætninger – og Huzan har ingen anelse om, hvad jeg siger. Så er mit kropssprog ekstra vigtigt, og jeg tror nok, jeg overdriver det lidt, så han i hvert fald får en fornemmelse af, om jeg siger noget alvorligt eller sjovt, siger hun.

I dag klapper hun eksempelvis flere gange Huzan på skulderen for at have kontakt.

Bagefter fortæller hun, at hun har et rigtig godt samarbejde med langt de fleste tolke, men at der nogle få gange kan opstå særlige komplikationer. Som dengang hun meget pædagogisk forklarede, hvordan man bruger NemID – med korte, enkle sætninger. Et skridt ad gangen, mens hun viste, hvad der skulle gøres på iPaden.

– Og så sagde tolken pludselig en helt masse, meget mere, end jeg havde sagt. ‘Hvad siger du’, spurgte jeg? ‘Jeg forklarer bare, hvordan man bruger NemID. Jeg ved godt, hvordan man gør’, lød svaret.

En anden udfordring ved at arbejde med flygtninge er, at mange slet ikke har den samme forståelse for psykisk sygdom, som vi har i Danmark.

– Fx er der flere sprog, hvor ordet stress slet ikke eksisterer – og slet ikke ordet posttraumatisk stress. Samtidig kan det være forbundet med skyld og skam at lide af en psykisk sygdom, ligesom nogle fx forklarer det med, at en ond ånd er på spil – så en vigtig del af mit arbejde er at give borgerne en bedre forståelse for deres egen sygdom. Men tit er jeg nødt til at tage udgangspunkt i de fysiske symptomer, for ellers forstår de slet ikke, hvad jeg taler om.

Sådan er det også i dag, hvor Joy McPhillips skal forklare, hvorfor hun som udgangspunkt kun kan hjælpe Huzan – og ikke hans hustru Hana.

– Hun har ikke hovedpine ligesom dig, så hun kan bedre selv gå til åben rådgivning og få hjælp der. Jeg ved godt, at du gerne vil hjælpe og føle dig som manden i huset, men Hana har det ikke så skidt som dig. Så vi er nødt til at sige, at i forhold til dig, der hjælper jeg, men Hana skal være selvstændig, siger hun.

Solstrålehistorie

Dagens andet besøg er hos Hial, der med Joy McPhillips’ ord er ‘lidt af en solstrålehistorie’.

– Hvis man altså kan bruge sådan et ord om en, der har det så dårligt som ham, for han er rigtig syg med PTSD. Men samtidig er han rigtig god til at arbejde med sin sygdom. Han gør selv meget for at få det bedre, og i dag er han faktisk meget aktiv, så han har et godt liv, selvom han er på førtidspension, fortæller hun – med tilladelse fra Hial.

Hjemme i Hial og hustruens rækkehus er der dækket op med kaffe, nødder og småkager. Også her er væggen udsmykket med et citat fra Koranen – og billeder af parrets børn og børnebørn.

Hial vil først og fremmest gerne have hjælp med sin ansøgning om dansk statsborgerskab. Bl.a. fordi han vil søge om dispensation fra statsborgerskabsprøven, fordi han på grund af sygdommen har svært ved at koncentrere sig.

Joy McPhillips er selv englænder og kom som ung til Danmark for at besøge venner og deltage i Aarhus Festuge – og så mødte hun en dansk mand, som hun i dag er gift med. Hun fortæller Hial, at hun også selv lige har søgt om dansk statsborgerskab.

– De sagde, at der er fjorten måneders behandlingstid… Så det må vi to bare vente på.

– Jeg håber, at de snart kommer til dig, siger Hial, der taler godt nok dansk til at klare sig uden tolk.

– Ja, men det gør de ikke… Men vi må bare… slappe af. Vi har det godt her. Vi er i sikkerhed.

Bagefter fortæller hun, at det er en lille fordel, at hun også selv er udlænding.

– Jeg ved godt, at man på ingen måde, kan sammenligne mine oplevelser med det, de traumatiserede flygtninge har været udsat for, men jeg kender til det at leve i et andet land – og helt konkret betyder det fx, at jeg har nemmere ved at tale dansk på en let forståelig måde. Fx bruger jeg ikke billeder og udtryk som ‘at jokke i spinaten’, for jeg ved, hvor svært det er at forstå.

Søvnproblemer

Da Joy McPhillips og Hial er færdige med ansøgningen, taler de om Hials nattesøvn – eller mangel på samme. Han kan ikke sove og ligger og tænker. På bombeflyene og på hans bror, der stadig er i Irak.

– Hvad gør du så? Hvad gør du, når tankerne kommer, spørger Joy McPhillips.

– Jeg prøver at være aktiv. Jeg går en tur. Eller cykler, svarer Hial.

– Gør du det om natten? Går du ud om natten?

Hial ryster på hovedet.

– Nej, jeg går ikke ud om natten. Jeg går på toilettet.

– Om dagen har du fået det bedre, er det ikke rigtigt. Jeg har set dig meget mere stresset, end du er nu. Har du ikke fået det bedre, spørger Joy McPhillips.

– Jo. Det hjælper, at jeg er aktiv. Og at jeg kommer på værestedet. Og dig. Du har også hjulpet, siger Hial

– Så nu skal vi prøve at finde ud af, hvad du kan gøre om natten. Hører du den beroligende musik, du har fået?

Hial nikker. Ja, engang imellem. Men tankerne er der stadigvæk.

– Kunne det det hjælpe dig at skrive ned, hvad du tænker på… På arabisk… Kunne det hjælpe?

Hial ser forvirret ud.

– Jeg ikke forstå… Om natten, spørger han.

– Nogle gange kan det hjælpe at skrive tankerne ned. Så kan man ligesom lukke og sige: ‘Okay, nu har jeg skrevet det ned. Nu kan jeg sove’.

– Jeg vil gerne… Men jeg kan ikke… Jeg kan ikke sove, siger Hial.

– Men måske kan du prøve? Bare for at se, om det virker, spørger Joy McPhillips, og den er Hial med på.

Lækkerier

Nede i køkkenet skramler Hials kone, og lidt efter serverer hun nogle små, friturestegte boller med løg, rosiner, chili og ris. Kuber hedder de.

– Det her er et farligt job. Nogle gange besøger jeg fem mennesker på en dag, og de disker alle sammen op med lækkerier, siger Joy McPhillips med et smil.

I begyndelsen havde hun det svært med, at flygtningene gav hende mad, fordi hun som bostøtte ikke må tage imod gaver og lignende.

– Men det kan simpelthen være nødvendigt fx at tage imod noget hjemmebagt til min familie, for ellers er det et voldsomt brud på normerne omkring gæstfrihed. Og så prøver jeg samtidig at forklare, at det ikke er dansk kultur, fortæller hun.

På samme måde havde Joy McPhillips det i begyndelsen svært med, at mange flygtninge bruger udtryk som, at hun er deres ‘veninde’ eller ‘søster’.

– Det passer jo slet ikke med det, vi på pædagoguddannelsen har lært om at skelne mellem det personlige og det private. Men det sprogbrug har jeg bare måttet acceptere, for de bruger ordene på en anden måde, og det er en måde at vise respekt på, når man fx kalder hinanden for ‘søster’ eller ‘abu’ (onkel, red.).

Også Hial kalder Joy McPhillips for ‘veninde’. Det sker, da vi beder ham fortælle, hvilken af Joy McPhillips indsatser, der har hjulpet mest.

– Jeg kan ikke sige en enkelt ting, svarer han.

– Hun har hjulpet mig med så meget forskelligt. Hun har hjulpet mig med at blive aktiv og gå til svømning. Hun har fundet et værested, hvor jeg kan komme. Hun tager med mig til lægen, og hun har lært mig noget om vejrtrækning. Hun har hjulpet mig med at få det bedre.

Og så klapper han Joy McPhillips på hånden.

– Det er derfor, jeg siger til dig… Du er min veninde.

Huzan og Hial har kun ønsket at optræde med fornavn i denne artikel.