Lov om tvangsbehandling vedtaget

Fra 1. januar 2018 bliver det lovligt at -tvangsbehandle mennesker med fx udviklingshæmning eller demens – men kun i helt særlige tilfælde.

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten har vedtaget en lov, der giver mulighed for at behandle livstruende eller alvorlige sygdomme, selvom en borger med forståelseshandicap modsætter sig uden at forstå konsekvensen.

Og det glæder Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne:

– Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg jubler, men jeg er tilfreds med loven – og det er jeg, fordi alternativet er værre. I mine øjne er det alvorlig omsorgssvigt, hvis man lader et menneske dø, fordi det fx siger nej til hjertemedicin eller kemoterapi uden at forstå, hvad det indebærer at sige nej.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er også tilfreds og siger:

– Jeg er glad for, at vi nu har fundet en løsning, som gør det muligt at hjælpe nogle af de svageste patienter, som ikke selv kan tage vare på sig selv.

Fokus på retssikkerhed

I loven slås det fast, at formålet er at sikre den bedst mulige, behandling, omsorg og beskyttelse af patienten, at gennemførelse af tvang skal ske i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper og at tvang skal begrænses til det absolut nødvendige.

Konkret betyder det bl.a., at der kun må anvendes tvang, når det sker for at undgå en ‘væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand’ og ‘det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen’. Alle beslutninger om tvangsbehandling skal indberettes, og det pointeres, at man kun må gribe til tvang, hvis man først har forsøgt sig med ‘tillidsskabende tiltag’ og forsøgt med at motivere til frivillig behandling. Endvidere oprettes der et nyt klagenævn, Tvangsbehandlingsnævnet.

Den nye lov har været længe undervejs, og siden 2011 har Socialpædagogerne sammen med en række andre organisationer presset på for en lovændring. Målet var at finde en balance mellem på den ene side omsorgssvigt og på den anden side unødig tvang.

Forbundet er inddraget

– Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, og jeg mener, at politikerne udviser ansvarlighed ved at vedtage denne lov. Og jeg vil gerne kvittere for, at de undervejs har inddraget Socialpædagogerne og andre interessenter, siger Marie Sonne.

Konkret har Socialpædagogerne været med til at påvirke lovgivningsarbejdet i forhold til etik og retssikkerhed.

– I vores høringssvar har vi fx påpeget, at det var for lang tid, når det første lovforslag lagde op til, at en beslutning om tvangsbehandling var gyldig i op til seks måneder. Efterfølgende har ministeren stillet et ændringsforslag om, at beslutningen om tvangsbehandling kun skal være gyldig i op til fire måneder, og det er en positiv ændring – selvom vi helst så, at det blev skåret ned til tre måneder, siger Marie Sonne.

Marie Sonne glæder sig også over, at vigtigheden af socialpædagogik slås fast i de politiske bemærkninger til den betænkning, der er lavet til lovforslaget.

Tvang er sidste udvej

Her understreger et partierne bag loven at, ‘tvang kun må anvendes, når andre metoder fra personalets side ikke længere er tilstrækkelige, fx samtale med patienten eller andre tryghedsskabende eller socialpædagogiske initiativer. Partierne mener samtidig, at det er vigtigt, at kommuner og regioner sikrer personaleressourcer nok til at varetage og forebygge tvangsbehandling og eventuel brug af tvangsindgreb for at gennemføre tvangsbehandling’.

Enhedslisten mener ikke, at loven i tilstrækkelig grad sikrer, at tvang er sidste udvej – og de foreslog bl.a., at der blev stillet et krav om, at det skulle dokumenteres, hvilke tillidsskabende og motiverende forsøg, der var gjort før anvendelsen af tvang.

Det lykkedes dog ikke at komme igennem med Enhedslistens ændringsforslag, da kun SF, Alternativet og Dansk Folkeparti bakkede op, og det ærgrer Marie Sonne.

– Vi er helt klart for ideen om dokumentation, da vi mener, at det vil øge retssikkerheden for borgerne, siger hun.

Loven om tvangsbehandling skal evalueres om tre år.