Gå til indhold
Tilbage til job

Pædagog til gadeplansteam i Projekt Udenfor

Er du pædagog, og drømmer du om at arbejde på gaden med mennesker i hjemløshed? Så er det måske dig, vi søger til Projekt Udenfors opsøgende gadeplansindsats.


Om jobbet

Projekt Udenfor er en selvejende organisation, som kombinerer opsøgende gadeplansarbejde med indsamling og formidling af viden om hjemløshed. Vi søger en gadeplansmedarbejder, der skal indgå i vores arbejde med at opsøge sårbare gadesovere og tilbyde dem kontakt, hjælp og støtte.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Opsøgende gadeplansarbejde for at identificere og skabe kontakt til personer i gadehjemløshed
  • Omsorgs- og relationsarbejde med målgruppen, bl.a. i form af løbende kontakt, samtaler og oplevelser om et fælles tredje
  • Skadesreduktion, praktisk hjælp og brobygning til andre tilbud. Det kan fx være anskaffelse af sko, sovepose og andet udstyr, at agere bisidder til et møde med kommunen eller at yde støtte i forbindelse med en indlæggelse, en flytning eller i en proces med at få hjælp fra andre tilbud og institutioner
  • Udvikling af netværk og samarbejdsrelationer i forløb omkring brugere, hvor flere aktører skal ind over for at hjælpe personen til en mindre udsat position
  • Refleksion over brugerforløb og metodeudvikling sammen med dine kollegaer i gadeplansteamet
  • Dokumentation og journalskrivning vedr. egne brugerforløb
  • Formidling af erfaringer fra arbejdet på gaden i samarbejde med organisationens videnssteam til SoMe-opslag, artikler, rapporter og oplæg

Om dig

Du er uddannet pædagog og har lyst og kompetencer til at hjælpe mennesker, der lever i gadehjemløshed, og som kæmper med komplekse problemstillinger. Måske har du erfaring fra hjemløshedsområdet, men du kan også være nyuddannet med interesse for arbejdet med hjemløse borgere. Det vigtigste er, at du brænder for relationsarbejde, at du kan se dig selv i et arbejde, der primært foregår på gaden, og at du kan trække på en stærk socialfaglighed. Så sørger vi for at sætte dig grundigt ind i vores værdisæt, tilgange og metoder i gadeplansarbejdet.

Du skal have mod på at møde mennesker i gadehjemløshed med empati, tålmodighed, vedholdenhed og respekt for deres individuelle situation. Det er mennesker, som kan være svære at hjælpe, og som ofte lever under uværdige vilkår, når du møder dem. Det kan til tider være krævende, mentalt og fysisk, både i det opsøgende arbejde, hvor du går ud i byens rum, observerer og siden hen tager kontakt til personer fra målgruppen, og efterfølgende i relationsarbejdet, hvor du hjælper med de problemstillinger, den enkelte ønsker hjælp til. Som en del af gadeplansteamet får du derfor også løbende supervision.

Du skal kunne se dig selv i et job, hvor du ikke altid ved, hvad dagen bringer, og hvor der er stor variation i dine arbejdsopgaver. Fleksibilitet i arbejdet er en vigtig del af at kunne hjælpe målgruppen i de situationer, de står i.

I gadeplansteamet sparrer vi med hinanden og forventer at alle byder ind. Samtidig er det en forudsætning for arbejdet, at du kan og trives med at arbejde alene, da indsatsen for målgruppen på gaden primært foregår én-til-én. Du skal derfor have lyst til og være i stand til at strukturere din egen tid.

Vi leder efter en medarbejder, som er fagligt nysgerrig og finder det spændende at afprøve og udvikle nye metoder og indgå i samarbejder med resten af huset på tværs af fagligheder og ansvarsområder.

Det er et krav, at du kan kommunikere på dansk i både skrift og tale. Det er en fordel, hvis du kan flere sprog, men ikke et krav.

Det tilbyder vi

Som vores nye gadeplansmedarbejder får du 12 kollegaer, der brænder for arbejdet med og for mennesker i hjemløshed. Vi går op i at være en professionel, behagelig og uhøjtidelig arbejdsplads. Vi tilbyder løbende socialfaglig opkvalificering, temadage og et bredt fagligt netværk med rejser både nationalt og internationalt.

Vi har kontor på Nørrebro, hvor du indgår i samarbejder med dine kollegaer på tværs af organisationen, og hvor vi prioriterer at møde hinanden til frokost eller en kop kaffe. Men som gadeplansmedarbejder er hele København din arbejdsarena, og du vil få masser af frisk luft og kilometer i benene i det opsøgende arbejde. Jobbet indebærer i ny og næ også en tur til andre kommuner i hovedstadsområdet eller måske endda andre dele af landet.

Ansættelsesforhold

Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen, som placeres på ugens 5 hverdage. Arbejdet ligger primært i dagtimerne men indebærer én aftenvagt om ugen og én nattevagt om måneden. Dagvagtstimerne ligger primært mellem 8-17 med mulighed for, at ydertimerne kan flekses. Vagter og arbejdstidens placering tilrettelægges af dig i samarbejde med dine kollegaer i gadeplansteamet under hensyntagen til individuelle brugere og i overensstemmelse med faste retningslinjer.

Stillingen er en fuldtidsansættelse med start 1. september 2025. Løn forhandles individuelt.

Projekt Udenfor ønsker at afspejle det mangfoldige danske samfund. Vi opfordrer derfor alle uanset alder, etnicitet, fødested, køn, seksuel orientering eller handicap til at søge stillingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Projekt Udenfors arbejde og målgruppe på www.udenfor.dk. Har du spørgsmål til stillingen, kan du på hverdage ringe mellem kl. 9-17 til direktør Bo Heide-Jochimsen på telefon 61 20 73 05.

Ansøgningen

Send ansøgning, CV og eventuelle udtalelser i én samlet pdf via QuickApply på Jobindex senest d. 20. maj kl. 12. Samtaler finder sted d. 27. og 28. maj samt d. 4. juni.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Personoplysninger

Du kan læse om vores behandling af persondata i afsnittet ’Jobansøgere’ i vores persondatapolitik

Om jobbet

Område
København
Ansøgningsfrist
20. maj 2025 kl. 12:00

Kontaktperson

Direktør

Bo Heide-Jochimsen

Tlf. 61 20 73 05

Søg jobbet her
Bliv medlem