Hjertet er jo ikke dement
Selvom demente mister hukommelsen, husker de stadig med hjertet og med kroppen. På plejecentret Esehuset fokuserer socialpædagoger på mennesket bag sygdommen – og bruger dans, musik og sang til at skabe relationer og øge den psykiske trivsel
Det er torsdag, og klokken nærmer sig 14.30. Beboerne kommer myldrende fra alle hjørner og kroge af plejecentret – kvinderne har fundet dansesko og perlekæder frem, og mændene er nybarberede og velfriserede. Alle er de klar til ugens helt store højdepunkt: Erindringsdans.
Stille og roligt finder de cirka 30 ældre beboere hver deres plads i en stor rundkreds midt i spisesalen – nogle hånd i hånd med deres ægtefælle, som også vil danse med. I det øjeblik socialpædagog Britta Seifert tænder for dagens første dansktop-slager, forstummer al snak og småmumlen. Ud af højtalerne på fuld volumen svinger ‘Jeg vil bo på Vesterbro’ – og med ét er dansegulvet fyldt.
– For mig er dans et arbejdsredskab, og jeg bruger det så meget, jeg overhovedet kan. De sidste steder i hjernen, der rammes af demens, er jo der, hvor følelser og bevægelse reguleres. Så når vi sætter musik på, når vi bevæger os og har fysisk kontakt på dansegulvet, oplever vi, at selv demente uden sprog pludselig synger med, smiler og oplever samhørighed og fællesskab. De husker med kroppen og hjertet, fortæller Britta Seifert, som er aktivitetsansvarlig på plejecentret Esehuset i Esbjerg – og uden sammenligning den mest populære dansepartner til torsdagens erindringsdans.
– Torsdag er festdag, så her dropper jeg arbejdsuniformen og møder op i pænt tøj og dansesko, siger hun og kaster sig ud i endnu en svingom med en ældre herre, der med et stille smil læner sig ind mod sin dansepartner og vugger fra side til side til John Mogensens sang om to mennesker på en strand.