Prisvinder bringer fortidens stemmer frem i lyset: "Det er samtaler, jeg aldrig glemmer"

Hun har lagt ører til talrige beretninger fra socialpædagoger. Nogle grusomme, andre sørgelige. Mange af fortællingerne med tydelige tegn på handlekraft fra de fagpersoner, der har drømt om at gøre det bedste i et system, der sjældent har haft ressourcer nok.

Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg – og museumsleder Sarah Smed – blev i november sidste år hædret med Socialpædagogernes Pris 2024 for deres arbejde med den historiske udredning af de børn, unge og voksne, der har været anbragt i sær- og åndssvageforsorgens institutioner fra 1933 til 1980.

LÆS OGSÅ: Og vinderen af Socialpædagogernes Pris er...

Og de vidnesbyrd, der ligger til grund for arbejdet med udredningen, bærer Sarah Smed med sig altid. Det er stemmerne fra både de tidligere anbragte, men også de mange socialpædagoger, som har været ansat i sær- og åndssvageforsorgen. Som historiker er hendes formål at bringe fortiden frem i lyset. Også – og måske især – når fortiden er dyster.

Vi glemmer jer ikke

Ved første øjekast i den danske støvregn er der noget glædesløst over den gamle fattiggård i Svendborg. Høje uigennemtrængelige mure og tremmer på vinduerne. Store metalbogstaver med ordene ’Vi glemmer jer ikke’ pryder indgangen.

Men stemningen skifter, når Sarah Smed kommer til syne. Med et stort smil og åbne arme byder hun velkommen til museet, der har til huse i Nordens bedst bevarede fattiggård.

Museumslederen udstråler en naturlig autoritet, når hun folder sine hænder på en måde, der er en statsleder værdig. Med varme i øjnene signalerer hun, at hun er til stede. Ikke kun som professionel, men som menneske.

Jeg skylder dem at være til stede

At være til stede er en kvalitet, Sarah Smed har arbejdet på. Når hun interviewer tidligere anbragte, socialpædagoger og omsorgspersonale, der har oplevet og været vidner til svigt, overgreb og vold, er hun fastsat på at se dem i øjnene.

– Beretningerne er essentielle for, at vi kan samle puslespillet til det mest retvisende og nuancerede billede af fortiden. Det, interviewpersonerne fortæller, er ofte hårdt. Det handler om episoder, der har været voldsomme og traumatiske. Derfor skylder jeg dem at være til stede, når de fortæller om dem, siger Sarah Smed.

Historierne beskriver kulturen, dagligdagen, tilgangen og metoderne på de gamle anstalter og institutioner. De belyser de anbragtes traumer under det tidlige socialområdes barske vilkår – men også fagpersonernes.

Hvide kitler med lange titler

– Jeg interviewede for nylig en socialpædagog, som fortalte om at komme direkte fra studiet til et børnehjem med en meget gammeldags kultur. Hun blev bedt om at bære en fløjte, så hun kunne pifte børnene til frokost – ligesom hunde.

Socialpædagogen nægtede. Men der var andre steder, hvor det at nægte var umuligt. Bl.a. fordi autoriteter i hvide kitler med lange titler sagde, at hun skulle, som Sarah Smed udtrykker det.

– Minderne derfra bærer hun stadig med sig i dag så mange år senere, siger hun.

Da Sarah Smed spurgte socialpædagogen, hvorfor hun ville dele sin historie, svarede hun prompte:

– Jeg håber, nogle af de anbragte børn måske en dag læser dette interview, så kan de se, at de betød noget for mig.

LÆS OGSÅ: Fra åndssvag til medborger

Fra fattiggård til duft af kaffe

Der er en dobbelthed over den gamle fattiggård, der i dag huser både museum for offentligheden og kontorer for de ansatte.

I to af længerne holder udstillingerne til. De drejer sig bl.a. om dengang, fattiggården var i brug, om kvinderne på Sprogø, om anbragte gennem historien – og om en familie på syv fra 1800-tallet, der bevidner, hvor svært det var at bryde den sociale arv.

Det er ikke en kulturoplevelse, man går lystig fra.

Men i den tredje længe holder museets ansatte til. Her dufter af kaffe – og man hører latter på gangene. 

Vi må ikke glemme, hvad vi har udrettet

På Sarah Smeds kontor er den ene væg udsmykket med plakater fra flere af de udstillinger og projekter, museet har haft igennem tiden.

– Jeg har dem hængende for ikke at glemme, hvad vi har udrettet, siger hun.

For i en hverdag, hvor det ofte går hurtigt, er det ifølge Sarah Smed vigtigt at mindes de store øjeblikke.

– De betyder meget for mig, siger hun, mens hun kigger stolt på væggen

Det møde glemmer jeg aldrig

Hun kan tale længe og passioneret om de projekter, væggen symboliserer. Men særligt ét øjeblik har gjort indtryk på hende.

I 2023 førte museets udredning af sær- og åndssvageforsorgen til en officiel undskyldning fra staten for overgreb og svigt. I den forbindelse var daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på besøg på museet i anledning af, at der skulle afsløres en mindesten.

De sidste to overlevende kvinder, der havde været anbragt på Sprogø i 1950’erne, Karoline Olsen og Regine Løndorf, kom også.

– Det møde glemmer jeg aldrig, siger Sarah Smed.

To kvinder med et ubrydeligt bånd

De to kvinder havde aldrig mødt hinanden før. Men instinktivt og øjeblikkeligt havde de et ubrydeligt bånd. De kunne genkende hinanden i de svigt, de var udsat for på ø-anstalten Sprogø og på åndssvageanstalten i Brejning.

Selv udseendet havde de tilfælles. To kvinder på 93 år, små af statur og med kort gråt hår.

– De holdt hinanden i hånden næsten al den tid, de var her, husker Sarah Smed.

Undskyldningen var en anerkendelse af det, kvinderne var blevet udsat for, men som ingen havde troet på før. Sarah Smed, der ellers ikke er en kvinde af få ord, har kun én ting at sige til undskyldningen:

– Det var fandeme på tide.

Det var hårdt at høre om overgreb

Men vejen til den statslige anerkendelse af de historiske overgreb har bestemt ikke været nogen dans på roser for Sarah Smed. Hun brugte måneder isoleret på sit hjemmekontor under en coronanedlukning, hvor hun arbejdede på udredningen af sær- og åndssvageforsorgen.

– Jeg gider ikke klynke, så det kommer jeg ikke til. Men det var hårdt.

I månedsvis strømmede lyden af interview med beretninger om overgreb, vold og omsorgssvigt gennem hendes høretelefoner.

Lænket fast til et radiatorrør

Selvom mængden af beretninger var overvældende for Sarah Smed, var der især én tidligere ansats historie, hun ikke kunne slippe. Personen berettede om en pige anbragt under åndssvageforsorgen, der havde siddet lænket fast til et radiatorrør i sin egen afføring.

– En lillebitte pige. Fuldstændig forladt og alene. Det billede forfølger mig, siger hun med en svag bævren i stemmen.

De mange dystre beretninger om svigt og overgreb forankrede sig både fysisk og psykisk i Sarah Smed. Hun blev mærket af de skæbner, hun beskæftigede sig med.

– Jeg var lige nede at vende, siger hun om den tid, der fulgte i kølvandet på de mange svære samtaler, hvor Sarah var forfulgt af muskelspændinger og en konstant hovedpine.

Hun skulle ikke nå at dø

Alligevel var udredningen for vigtig. Den skulle være færdig.

De to sidste overlevende kvinder, Karoline og Regine, var begge godt oppe i alderen. Især Karoline var blevet dårlig og havde i forvejen kæmpet i årevis for en undskyldning.

– Jeg kunne simpelthen ikke bære tanken om, at
Karoline kunne nå at dø, inden hun og de andre tidligere anbragte kunne få en undskyldning!

Så Sarah Smed ’kvindede’ sig op, som hun selv udtrykker det – og rapporten blev afleveret. Karoline fik – sammen med andre tidligere anbragte – en officiel undskyldning fra staten for den uret, hun var blevet udsat for.

Antikprogrammer får pulsen ned

Efter arbejdet med udredningen har Sarah Smed fået stor respekt for, hvad det kan medføre, når man beskæftiger sig med voldsomme svigt over lang tid. Hun ved, hvor vigtigt det er at sørge for, at man indimellem får et pusterum.

– Hvis jeg virkelig skal tømme hovedet, streamer jeg britiske antikprogrammer. Det kan jeg varmt anbefale. Man kommer helt i zen og tænker slet ikke på noget, der er alvorligt.

Brug for hjælp til at bearbejde

Hun er også nået frem til, at hun selv kunne have haft gavn af at have en socialpædagog ved sin side under de mange interview.

– Der var mange ting, jeg godt kunne have brugt hjælp til at reflektere over og bearbejde sammen med en socialpædagog, siger hun lidt i sjov, men med en god portion alvor.

Sarah Smed har nemlig gennem sin tid som historiker interviewet socialpædagoger nok til at vide, hvilken forskel en socialpædagog kan gøre, når der bliver prioriteret ressourcer til, at de kan udfolde deres faglighed.

Vi har brug for socialpædagoger

Selv er Sarah Smed overbevist om, at den socialpædagogiske og historiske faglighed fremadrettet kan drage stor nytte af hinanden. For som historiker har man ofte brug for andre fagligheders perspektiver for at kunne forstå historien til fulde, siger hun.

– At få indblik i den socialpædagogiske faglighed og ikke mindst socialpædagogers erfaringer kvalificerer min historiske forskning og formidling på en enormt betydningsfuld måde.

Ordet handlekraft går igen 

I den forbindelse er der ét ord, der er gået igen gennem Sarah Smeds arbejdsliv: Handlekraft.

– Handlekraften er vigtig. Den findes både bag de store politiske tiltag og i den enkeltstående menneskelige historie. Jeg ser eksempler på handlekraft, hver gang jeg åbner en arkivkasse. Handlekraften forpligter over for de mennesker, man sidder på taburetten for. Jeg bliver også provokeret, når den mangler.

Og derfor ser Sarah Smed gerne, at socialpædagogerne og historikerne slutter en faglig ring om hinanden.

– Når vi står skulder ved skulder, er der flere, der lytter. Jeg håber, at vi fremadrettet skal meget mere sammen og i fællesskab får handlekraft at se.