Psykologisk tryghed
Øvelse: Sådan træner I faglig uenighed – og styrker den psykologiske tryghed
Spørger man psykolog Rikke Høgsted, handler psykologisk tryghed i høj grad om at turde være uenige og have konflikter. Men det er ikke altid let. Så her får du en øvelse – ’undtagelsen’ – som du og dine kolleger kan bruge til at træne tolerancen for faglig uenighed
21. januar 2025

Forfatter: Jannie Iwankow
Foto: Kasper Løftgaard
Psykologisk tryghed kommer ikke af sig selv – og på arbejdspladsen er alle medansvarlige for at skabe og vedligeholde psykologisk tryghed.
Med øvelsen ’undtagelsen’, som psykolog Rikke Høgsted har udviklet, kan du og dine kolleger træne tolerancen for faglig uenighed. En af de vigtige forudsætninger for psykologisk tryghed er nemlig, at I tør uenige og have konflikter, mener hun. På en konstruktiv måde.
LÆS OGSÅ: Hvad er psykologisk tryghed - og hvad er det ikke? Få svaret fra Rikke Høgsted
Sådan foregår øvelsen:
Vælg et emne
Som det første skal I vælge et fagligt emne eller dilemma, som I kan argumentere både for og imod. To til tre kollegaer repræsenterer ét synspunkt – to til tre andre repræsenterer det modsatte synspunkt. Alle andre er observatører.
Argumentér
Hver gruppe har nu et par minutter til åbent at argumentere for deres synspunkt, mens resten lytter.
Fremlæg undtagelser
Herefter skal de to grupper hver især fremlægge nogle undtagelser. Dvs. når begge grupper har argumenteret for deres synspunkter, skal de nu på skift komme med en undtagelse, hvor argumenterne ikke gælder. Altså eksempler på situationer, hvis gruppen alligevel ikke mener, de kan gøre det, som de ellers netop har argumenteret for. Alle lytter – ingen diskussion.
LÆS OGSÅ: Test dig selv: Sandt eller falsk om psykologisk tryghed
Reflektér over lytning
Slutteligt reflekterer alle i fællesskab over, hvilken form for lytning, der blev benyttet undervejs. Her opererer Rikke Høgsted med fire forskellige former for lytning:
Kosmetisk lytning: Man registrerer, at der tales til en, og man kommer måske med lidt brummelyde ind imellem.
Detektivlytning: Du forsøger at regne ud, hvad det bagvedliggende motiv er for det, den talende fortæller dig.
Strategisk lytning: Du lytter efter huller i den talendes argumentation, som du kan bruge til dit eget modsvar.
Aktiv lytning: Du lytter nysgerrigt, fordi du oprigtigt ønsker at blive klogere på, hvad den anden person mener og har på hjerte.
LÆS OGSÅ: Et spil med 9 brikker giver mere arbejdsglæde og gejst - se hvad det er