Øget socialpædagogisk støtte gør en forskel

’Jeg har fået mere voksenstøtte i mit liv, og det er jeg glad for.’ ’Jeg kommer i skole nu, fordi jeg får hjælp.’ ’Det bliver til en vane at få ryddet op og gjort rent – og når der er ryddet op, får jeg ro i mit hoved.’

Sådan opsummerer nogle af de anbragte unge i Ungehuset på Bornholm resultatet af en socialpædagogisk investering, som Bornholms Regionskommune netop har evalueret.

I juli 2020 blev den socialpædagogiske indsats for de anbragte unge opgraderet som et forsøg, der gik så godt, at ordningen nu er blevet permanent. I stedet for fem timers socialpædagogisk støtte pr. ung om ugen, får de nu 15 timer. Og hvor de unge før var alene i ydertimerne, er der nu altid en aften- eller nattevagt i Ungehuset, der dog ikke er socialpædagog men ’omsorgsmedarbejder’.

– Før blev de unge i for høj grad overladt til sig selv. Nu har vi en helt anden føling med dem og kan fange ting i opløbet, siger lederen af Ungehuset, Charlotte Bjaler.

Helhedsorienteret indsats

Bortset fra nogle pladsmæssige udfordringer i forhold til de fysiske rammer, er hun glad for de nye tiltag:

– Det er en investering, der betaler sig. Vi kan helt tydeligt se, at de unge har det bedre. Lige nu er alle seks faktisk i gang med skole eller uddannelse, hvor det før måske var to ud af seks. Og hvor flere unge før havde fået vendt op og ned på døgnrytmen, har de nu en mere stabil tilværelse.

De anbragte unge har hele tiden fået socialpædagogisk støtte i form af samtaler med en ungekonsulent, der typisk hjælper med helt konkrete problemstillinger som fx et misbrugsproblem. Det nye er, at der nu i langt højere grad er tale om en helhedsorienteret indsats med fokus på de unges generelle trivsel. To såkaldte ’ansigt-til-ansigt-pædagoger’ har bl.a. til opgave at skabe en stabil, hjemlig ramme med morgenvækning, morgen- og aftensmad og botræning, så de unge støttes i oprydning og rengøring.

Neuroaffektiv tilgang

Ansigt-til-ansigt-pædagog Stine Munch fortæller, at relationsarbejdet fylder rigtig meget.

– Hvis jeg skal bruge de unges eget sprog, tænkte nogle af dem i starten, at vi bare var nogle fucking irriterende voksne, der ville blande sig og kontrollere deres liv. Men nu har de fået tillid til os og tør række ud, hvis det brænder på, siger hun.

Socialpædagogerne i Ungehuset arbejder bredt med forskellige metoder, der fx omfatter narrative, systemiske og kognitive metoder, men fællestrækket er en neuroaffektiv tilgang, der bl. a. handler om at kombinere arbejdet med det kropslige og det følelsesmæssige – og om at inddrage viden om nerver og nervesystemet.

Dét har Stine Munch helt konkret gjort i sit arbejde med at skabe en bærende relation til de unge.

Kørsel med et formål

Stine fortæller:

– I starten handlede det meget om at gøre sig synlig over for de unge og vise dem, at vi gerne ville dem. Derfor strakte vi os fx langt for at sige ja, når de bad os om at køre dem et eller andet sted hen – også selv om andre måske ville tænke, at det mindede om taxakørsel, og at det ikke kunne passe, at de skulle hentes hos en ven, fordi det regnede lidt. Men vi ved, at kørsel af mange årsager kan være en god måde at opbygge relationer, siger hun og uddyber:

– Bl. a. fordi man føler sig mere ligeværdig, når man sidder ved siden af hinanden og kigger i samme retning. Og fordi bilens bevægelser kan virke beroligende og vække minder om at blive kørt rundt i barnevogn og modtage omsorg.

I takt med, at relationerne er bygget op, bruger hun mindre tid på små tjenester – og mere på fx botræning og støtte til personlige problemer. Stine Munch tilrettelægger selv sin arbejdstid, og hvor hun i starten lagde vægt på stabilitet og fx kom på bestemte tidspunkter, så de unge kunne se, at hende kunne de regne med, lægger hun nu i højere grad vægt på fleksibilitet og kommer, når det passer bedst ind i de unges behov.

– Jeg kan mærke, at de unge har tillid til mig på en helt anden måde end i starten. I starten var mange afvisende og forventede ikke at få hjælp – og nogle ville fx slet ikke have, at jeg kom ind på deres værelse, men det må jeg godt nu. Ikke altid men nogle gange. Andre beder selv om at blive vækket på en bestemt måde om morgenen, så de kan komme op og i skole. På den måde føler jeg virkelig, at vi gør en forskel.