Ingen ville tage ansvar

’Pernilles’ arbejdsplads, et botilbud for voksne med autismespektrumforstyrrelser, fungerede i mange år rigtig godt. De var en fast personalegruppe uden udskiftning, der var høj faglighed og et glimrende kollegialt samarbejde. Borgerne var i trivsel og trygge ved det velkendte personale.

Men i løbet af et år ændrede alt sig. Den velfungerende dagligdag for borgere og ansatte blev forvandlet til kaos. Sådan oplevede Pernille det, som her giver sin version af forløbet.

Det startede, da en borger, som led af psykisk sygdom, blev tiltagende dårligere. Han nægtede at tage sin medicin, stoppede med at spise og drikke, og han blev mere og mere udadreagerende. I takt med at det eskalerede, blev de andre borgere utrygge og ængstelige, og personalet stod med en oplevelse af at være magtesløse – ikke mindst, fordi de oplevede, at deres faglighed var utilstrækkelig. For på botilbuddet har medarbejderne autisme som deres spidskompetence og ikke behandlingskrævende psykiatriske lidelser.

– Vi kunne bare se til, mens den pågældende borger blev mere og mere syg. Han var indimellem et smut på psykiatrisk afdeling med tvang, men blev altid udskrevet med det samme igen og sendt retur til os, selvom alle muligheder for at arbejde pædagogisk med ham forsvandt, når han ikke tog medicin, fortæller Pernille.

Sammen med sine kolleger forsøgte Pernille flere gange at gøre ledelsen opmærksom på problemerne, men de oplevede ikke megen lydhørhed. De kontaktede også borgerens egen læge og psykiatrisk afdeling.

– Vi råbte om hjælp, men lige lidt hjalp det. Ingen ville tage ansvar for at hjælpe det her menneske, som absolut ikke kunne tage vare på sig selv. Vi ville ønske, at man kunne have flyttet ham til et sted, hvor der var den viden og de kompetencer, han havde brug for. Og samtidig at vi kunne have skærmet vores andre beboere, som var mega bange for ham. Det skabte konflikter hele vejen rundt i vores hus, siger hun.

Situationen førte til, at den ene kollega efter den anden forlod arbejdspladsen. Inden for halvandet år sagde syv ud af ni medarbejdere op. Det skabte ekstra pres på dem, der var tilbage. De blev pålagt ekstra arbejde og blev drænet af arbejdspresset og opgaven.

Det forringede arbejdsmiljø fik også konsekvenser for tilbuddets øvrige borgere, for med de erfarne medarbejdere forsvandt også en unik viden om borgerne og dermed deres følelse af tryghed i hverdagen, oplevede Pernille:

– Når jeg kom på arbejde, styrtede jeg rundt, for alle borgerne havde brug for en samtale med en, de kendte. De oplevede et svigt, hver gang en medarbejder sagde op.

Kontakt til tilsynet

Flere kolleger på arbejdspladsen tog uafhængigt af hinanden kontakt til Socialtilsynet, og det førte bl.a. til et uanmeldt tilsynsbesøg. Det endte til sidst med, at borgeren blev flyttet til et socialpsykiatrisk tilbud.

Så hjælpen kom. Men den kom desværre alt for sent, mener Pernille:

– På trods af utallige og højlydte råb om hjælp både til ledelse og diverse tilsyn kom hjælpen først, da en hel personalegruppe var kørt i sænk. De står derfor tilbage med et hus, der er nedbrudt, og som en ny personalegruppe uden kendskab til borgergruppen skal bygge op igen. Et hus fyldt med borgere, der har mistet tilliden til deres omsorgspersoner, da de allesammen mere eller mindre forsvandt på et år.

Prisen for at ytre sig

I 2017 gennemførte Socialpædagogerne Nordjylland en undersøgelse om ytringsfrihed blandt medlemmerne. Af den fremgår det, at flere socialpædagoger oplever negative konsekvenser ved at ytre sig. Ifølge undersøgelsen oplevede over halvdelen af de socialpædagoger, som deltog, kritisable forhold i deres arbejde. Men kun et fåtal valgte at gå til offentligheden med deres kritik – langt størstedelen tog de kritisable forhold op med kolleger, lederen eller tillidsvalgte.

Se her, hvad undersøgelsen fra Nordjylland viste:

Se hele undersøgelsen fra Socialpædagogerne Nordjylland her (pdf)

Af dem, som har talt højt om de kritisable forhold, oplevede 27 pct., at det fik negative konsekvenser for dem.

Undersøgelsen viste også, at mange ikke kender til muligheden for at benytte whistleblowerordninger, hvor man anonymt kan give oplysninger om kritisable forhold.