Læserbrev: Øjenvidne fra orkanens øje

Jeg arbejder blandt mennesker, der på grund af omfattende og varige funktionsnedsættelser har behov for individuel støtte. Mennesker, der har fået varieret hjælp til personlige, sociale og fysiske behov, som har tilgodeset et liv så nært det normale som muligt.

Det har været baseret på et positivt menneskesyn. Men ligesom en naturkatastrofe gør mest skade, hvor fundamentet er skrøbeligt, gælder det også her. Efter ti års besparelser og forringelser er fundamentet skrøbeligt.

Vi oplever, at økonomien begrænser vilkår og muligheder. At lovgivningen bliver for detaljeret, og den ene lov krydser og modarbejder den anden. Og regler og beslutninger varetages fjernt fra den virkelighed, hvor livet leves.

De gode idealer om et værdigt liv så nær det normale som muligt, hvor vi sikrer forudsigelighed, tryghed og nærvær for mennesker, der er afhængige af støtte til de mest basale behov, er i dag under voldsomt pres. Vi er underlagt forhold og regler, der betyder, at mennesker, der har brug for længere tid til at forstå og reagere, mister indflydelse og kan opfatte sig som umyndiggjorte, fordi arbejdstempoet ikke levner tilstrækkelig tid til den enkelte. 

Mennesker, der har begrænset initiativ eller ikke er tilstrækkelig mobile, bliver isoleret og ensomme, fordi der ikke er ressourcer til at understøtte de sociale kompetencer og fællesskaber. Og mennesker, der er afhængige af støtte, begrænses til at holde ferie med maksimum tre overnatninger årligt. 

Hvis jeg kunne skimte normale tilstande i fremtiden, ville jeg kunne mobilisere kræfter til at komme igennem perioden. Men der er nye aktuelle besparelser, som truer med at kvæle det sidste håb.

Når tiltroen til bedre forhold forsvinder, frygter jeg en forråelse. Det er frustrerende for personalet, men langt værre for de mennesker, der er afhængige af hjælp og støtte.

Derfor er det vigtigt at mobilisere alle gode kræfter. Ligesom i spørgsmålet om klimaet bør vi fastholde troen på vores indflydelse. Troen på, at vi sammen kan påvirke fremtiden og vil vedkende os vores personlige ansvar over for mennesker, der er afhængige af vores medfølelse og engagement.

Læserbrevet er bragt i Fagbladet Socialpædagogen nr. 1, 2020.