
Leder
Den lokale indsats for ledermedlemmer skal være med til at sikre lederne indflydelse og kvalificere Socialpædagogernes arbejde for lederne bl.a. ved åbne ledernetværk og forhandling af ledernes løn. Læs mere her
Vi ser lederen som en central person for arbejdspladsen, både når det drejer sig om fagligt indhold i tilbuddet, samt medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen. Det er den samme interesse vi har som faglig organisation, og et samarbejde skal bæres på denne fælles interesse. Et væsentligt forhold er dine vilkår i ansættelsen. Som overenskomstpart er det vigtigt at vi kan forhandle dine forhold som ansat, på en måde der er betryggende for dig. Det faktum at vi også forhandler for dine medarbejdere, har vi taget højde for i den måde vi tilrettelægger arbejdet på.
Hvis du som leder oplever problemer i dit eget ansættelsesforhold som fx indkaldelse til en tjenstlig samtale, en påtænkt advarsel eller opsigelse, kan du få juridisk hjælp gennem vore jurister fra Socialpædagogerne Centralt se mere her
Ændring af organiseringen af lederarbejdet
Pr. 1. april 2024 blev organiseringen af lederarbejdet ændret i Socialpædagogerne. Ledersektionerne og Lederlandsudvalget blev nedlagt. Baggrunden for beslutningen er et ønske om at styrke lederområdet ved at skabe en mere uformel struktur med fokus på dialog og inddragelse af lederne, hvor der er et aktuelt behov. Det kan både være i forhold til den lokalpolitiske interessevaretagelse og i forhold til højaktuelle emner inden for ledelse, socialpolitik og den faglige udvikling af det socialpolitiske område. Alt sammen med det formål altid at sikre en socialpædagogisk ledervinkel, hvor det er relevant.
Et af de nye tiltag er, nedsættelse af ad hoc advisory boards, hvor udpegningen af ledermedlemmer sker på baggrund af de pågældende lederes særlige viden og erfaring på de områder, som er på dagsordenen. Der nedsættes løbende Advisory Boards. De har bl.a. handlet om de sociale tilsyn og om pædagoguddannelsen. Der har været lokale ledere med i de hidtidige Advisory Boards.
Sådan kan vi påvirke vores fagforening
Lokalt oprettede vi 2024 et åbent ledernetværk. Møderne afholdes med fysisk fremmøde og mulighed for at deltage virtuelt via teams, såkaldte Hybridmøder. Der har været afholdt 3 møder i 2024. Der plan lægges med flere møder i løbet af 2025. Datoerne for møderne vil blive meldt ud til lederne primo 2025.
I forbindelse med den ændrede organisering af lederarbejder er det vedtaget at lederne har ret til støtte fra kredsen til en årlig lønforhandling og der stilles i den forbindelse nogle forbedrede lønværktøjer til rådighed sådan at det bliver muligt at sammenligne lederlønninger med fx nabokommunerne. Alle ledere, herunder mellemledere, vil få tilbud om bistand fra forbundssekretariatets jurister, hvis de bliver udsat for ansættelsesretlige sanktioner. Herved sikres der vandtætte skotter mellem lederens interesse og eventuelle medarbejderes interesser i den samme sag. Den enkelte leder kan dog vælge at lade sig repræsentere af kredsen.
Der er pr. 1. januar 2025 oprettet et lederteam i forbundssekretariatet, som bl.a. får til opgave løbende at være i tæt dialog med kredsene om initiativer og kommunikation på lederområdet.
Venlig hilsen
Jacob Bøegh
Kontakt os
Vi ønsker, at du som leder vil kontakte og bruge kredskontoret , når du
- har brug for råd i dit daglige arbejde
- hvis der opstår vanskeligheder
- har gode ideer om hvordan arbejdet kan gøres bedre, anderledes eller mere spændende