Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Marie Sonne: Bedre uddannelse – bedre arbejdsmiljø

1. forbundsnæstformand

– Jeg ser en række store opgaver, der ligger og venter: Til februar bliver de første studerende på den nye pædagoguddannelse færdige, og så får vi den første evaluering af uddannelsen. Og i det arbejde, der følger i den forbindelse, skal vi sidde tæt på for at værne om den socialpædagogiske profession og for at sikre, at de studerende får de rigtige kvalifikationer.

– Apropos uddannelsen så synes jeg, vi skal være meget tilfredse med, at vi fik specificeret det social- og specialpædagogiske spor på uddannelsen så godt, som vi gjorde. Ikke nok med, at pædagoguddannelsen som sådan er så populær, som den er – det er også det socialpædagogiske spor, som rigtig mange ønsker at gå på. Jeg tror, at det er fordi, man som studerende kan se sig selv som fagperson tydeligt på den måde. Man får en god identitet og en sikkerhed i sit eget fag. Det tegner godt for fagets fremtid, synes jeg.

– Vores arbejdsmiljøindsats, der blev skærpet og forstærket på sidste kongres, er ramt helt rigtigt, synes jeg. Fra kongresbeslutningen i 2014 har arbejdet bare bredt sig, og vores tilgang til området spreder sig, så der har vi set rigtigt. Det er tydeligt – og rigtig glædeligt – at kredsene også har taget indsatsen til sig, og det var meget synligt på vores trio-konference for nogle måneder siden, hvor ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter virkelig kastede sig ud i arbejdet med fynd og klem. Vi skal arbejde for endnu bedre at støtte AMR’erne i deres virke, ligesom trio-samarbejdet er virkelig vigtigt at holde fast i og udvikle. Det sikrer jo nemlig lige præcis, at arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd.

– I den kommende tid har vi en stor opgave med revisionen af servicelovens voksenbestemmelser. Det er ikke til at sige, hvordan det præcis ender, men vi er der og vil gøre alt, hvad vi kan, for skubbe i retning af en rigtig udvikling. Både på selve botilbuddene og når det gælder de aktiviteter, job- og beskæftigelsesmuligheder og andre tilbud, der kan sikre borgerne et godt liv. Og vi skal sørge for, at der hele vejen rundt bliver tilbud med et udviklende og socialpædagogisk udgangspunkt. Det er en stor socialpolitisk opgave – og den opgave tager jeg gerne på mig.