Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

Arbejdstidsregler for jul og nytår

For julen 2018 gælder særlige regler for arbejdstiden. Få svar på dine spørgsmål om regler for tillæg og fridage for ansatte, som er omfattet af døgnarbejdstidsaftalerne i kommuner og regioner, og for ansatte på de kommunale overenskomster for pædagoger på det forebyggende og dagbehandlende område samt i særlige stillinger.

Juleaften

Juleaften falder i 2018 på en mandag og er en søgnehelligdag fra dagstjenestens begyndelse, dvs. for alle ansatte undtagen faste nattevagter. Faste nattevagter er ansatte, som i henhold til deres ansættelsesbrev er ansat til nattevagt, eller som altid eller fortrinsvist (KL) efter tjenesteplanen/mødeplanen arbejder i nattevagt. For faste nattevagter er juleaften en almindelig arbejdsdag.

For dig, der ikke er fast nattevagt, betyder juleaften, at du skal have nedskrevet de planlagte timer, dvs. have færre timer planlagt i din tjenesteplan/mødeplan uden at blive trukket i løn.  Samtidig skal der placeres søgnehelligdagsfrihed i planen svarende til mindst en kort fridøgnsperiode (35 timer).

Nedskrivningen af timer i planen kan ske enten i tjenesteplanperioden med juleaften, eller i en senere periode dog senest tre måneder efter juleaften.

For fuldtidsansatte reduceres med 7,4 timer for juleaften. For deltidsansatte reduceres din arbejdstid forholdsmæssigt ud fra det antal timer, du er ansat til. For en deltidsansat på fx 30 timer reduceres arbejdstiden med seks timer for juleaften. Klik på 'Søgnehelligdage' her for at se, hvordan du regner det ud.

Hvis du skal på arbejde juleaftensdag eller juleaften får du en halv times afspadsering pr. time eller et tillæg på 50 pct. af din timeløn pr. time. Desuden får du aften- og nattillæg for timerne fra kl. 17 til 06.

1. juledag, 2. juledag og nytårsdag

Juledag og nytårsdag falder i 2018 på en tirsdag, mens 2. juledag falder på en onsdag. Alle tre dage er søgnehelligdage for alle ansatte (herunder også nattevagter).

Det samlede antal arbejdstimer i tjeneste-/mødeplanen skal reduceres med 7,4 timer pr. dag – altså i alt 22,2 timer for fuldtidsansatte. For en deltidsansat på 30 timer reduceres arbejdstiden med seks timer pr. dag – så i alt 18 timer. Se her, hvordan det udregnes (klik på 'søgnehelligdage')

Hvis du skal på arbejde en eller flere af de tre søgnehelligdage, optjener du en halv times afspadsering pr. time, du er på arbejde, eller også får du et tillæg pr. time på 50 pct. af din timeløn. Herudover får du aften- og nattillæg for de timer, der falder i tidsrummet fra kl. 17 til 06.

Nytårsaften

Nytårsaften falder på en mandag og er en almindelig arbejdsdag frem til kl. 12. Men fra kl. 12 til kl. 24 har du ret til at have fri i størst muligt omfang, uden at normaltjenesten omlægges. Det betyder, at hvis du efter tjenesteplanen skulle være på arbejde nytårsaften, og der ikke er behov for din arbejdskraft alligevel, har du ret til frihed med løn.

Hvis du skal arbejde nytårsaften efter kl. 12, skal du have almindeligt søndagstillæg, dvs. du optjener en halv times afspadsering pr. time eller et tillæg pr. time på 50 pct. af din timeløn. Desuden skal du have aften- og nattillæg for timerne fra kl. 17 til 06. Men du har ikke ret til erstatningsfrihed, og der skal heller ikke ske nedskrivning af timerne i tjeneste-/mødeplanen.

Bemærk: For ansatte i Københavns Kommune er nytårsaften en almindelig arbejdsdag.

Pædagoger for det forebyggende og dagbeh. område og særlige stillinger

I disse overenskomster er det bestemt, at der skal indgås lokale aftaler om arbejdstidens placering og honorering for arbejde på særlige tidspunkter/uden for normal arbejdstid på hverdage kl. 06-17. Hvis du er ansat på disse overenskomster, kan du derfor se dine vilkår omkring jul og nytår i den lokale aftale herom. I de lokale aftaler er det typisk aftalt, at søgnehelligdagene 1. juledag, 2. juledag og nytårsdag er fridage som for alle andre og oftest også, at juleaftensdag og nytårsaftensdag er fridage. Herudover er der ofte aftalt særlig honorering for arbejde på søgnehelligdagene og de særlige dage, og for arbejde i tidsrummet kl. 17 – 06.

 

FAKTA: DIN ARBEJDSTID SKAL REDUCERES

  • Søgnehelligdage kaldes også skæve helligdage. Det er helligdage, der falder på en anden ugedag end en søndag. Når der falder en søgnehelligdag, har alle lønmodtagere krav på at holde fri med løn.
  • Hvis du alligevel er vagtsat på søgnehelligdagen, skal du have fri på et andet tidspunkt i stedet for.
  • Hvis søgnehelligdagen falder på en ugedag, hvor du altid har fri, skal du også holde fri på et andet tidspunkt.
  • Reglen om at reducere arbejdstiden er lavet for at sikre, at du ikke arbejder flere timer eller dage end alle andre lønmodtagere, selvom du er ansat på en arbejdsplads, som ikke holder lukket i juledagene eller i påsken.
  • Tjenesteplanen skal indeholde en angivelse af, hvornår du har en fridag som kompensation for søgnehelligdagen. Den vil være betegnet som en FO-dag eller en SH-dag. Det er en særligt beskyttet fridag, som skal have en varighed af mindst 35 timer (32 timer, hvis der er indgået aftale om nedsættelse af hviletiden til otte timer).

Bemærkning: Ansatte i Regionerne, der altid har fri på den ugedag, hvor søgnehelligdagen falder, har ikke krav på en beskyttet fridag, altså en FO-/SH-dag, men skal alligevel have nedskrevet timetallet i normperioden.