En vej ud af ensomhed: Montagen, Holstebro Kommune
Et godt måltid mad og en god snak giver brugerne af Rådgivningscenter Montagen i Holstebro et netværk, som de ikke tidligere har haft. For nogle munder det også ud i, at de bliver parate til et job
I Rådgivningscenter Montagen i Holstebro bliver borgere med misbrug og psykiske og fysiske udfordringer fyldt op med de mest basale menneskelige behov. Et godt måltid mad og en god snak. Rådgivningscenter Montagens Venner – en gruppe af frivillige borgere og tidligere brugere af Rådgivningscenter Montagen – serverer gratis aftensmad hver mandag og onsdag i Café Montagen, og alle bliver set, hørt og mærket her.
Vi har stort held med at skabe nogle rammer, der er rare at være i. Her bliver man set, hørt og mærket, som den man er. Her er roligt og forudsigeligt, og det kan de fleste af brugerne godt lide Mange brugere er stressede derhjemme, fordi de er ensomme. Når de kommer her, føler de sig ikke ensomme, og de har ingen præstationsangst over at skulle komme her, for her kan man komme, som man er.
Du har betydning
– Mange af brugerne i Café Montagen har ikke en stor familie, mange venner eller arbejdskollegaer. Nogle har forliste familier bag sig, og de fleste står helt udenfor arbejdsmarkedet. Derfor er den sociale del af Café Montagen meget vigtig, vurderer Henning Sandvang Vilhelmsen.
– Alle har brug for et netværk, men mange af vores brugere har meget sparsomme netværk. Når de kommer her, oplever de, at de pludselig danner nye relationer. Nogle brugere aftaler måske at mødes udenfor Montagens regi, andre skriver sammen på Facebook om at mødes her, fortæller Henning Sandvang Vilhelmsen.
Montagen bidrager dermed til, at folk kommer ud og bliver en del af samfundet.
– Når der er nogen, der tror på dig, så bliver du betydningsfuld – noget som mange af vores brugere aldrig har oplevet at være tidligere. Her har de en stemme, her er de en del af et fællesskab. Det giver dem lyst og mod til også at komme andre steder og deltage i andre arrangementer. Nogle bliver klar til at tage del i arbejdsmarkedet, efter de har fået nye venskaber og styrket de sociale kompetencer her. Og det er meget vigtigt både for dem selv og for samfundet, vurderer Henning Sandvang Vilhelmsen.
Alles ansvar
Det kommunale tilbud er bakket op af en bred vifte af faglige kompetencer fra ergoterapeuter til fysioterapeuter og socialpædagoger.
– Vi er et socialpædagogisk sted, men vi har et tværfagligt samarbejde. Vi bidrager hver især med forskellig faglighed for at løfte og støtte borgerne. De borgere, der kommer her, har alle meget komplekse problemstillinger, og vi har alle et fælles ansvar for at hjælpe og motivere dem, understreger Henning Sandvang Vilhelmsen.
Ligeværdige relationer
Gruppen af frivillige i Rådgivningscenter Montagens Venner serverer gratis lækkerier to aftener om ugen. Cafeen er både for visiterede borgere med misbrug og fysisk og psykiske og lidelser og andre. Her kan alle gøre en forskel.
– Der er ikke nogen, der er tvunget til at komme her. Det giver en mere ligeværdig relation, når alle kommer her frivilligt – både brugerne og de, som laver og serverer maden. Alle kommer her, fordi de har lyst til at være her. Det bidrager til følelsen af, at ”jeg er god nok”.
FAKTA:
Rådgivningscenter Montagen har ca. 80 brugere.
Vil du høre høre mere om Rådgivningscenter Montagen, kan du kontakte os her: